Franz Josef's Glacier

19. marts

Vejrudsigten lovede regn, og det skal jeg da også lige love for, at det blev. Det startede egentlig meget godt med solskin indtil frokost, som vi indtog i en lille turistby ved Wanake-søen. Byen hed, ikke underligt, Wanake.


Men derefter startede regnen. Vi skulle over et pas, Haast hed det. Her fik vi melding om, at de havde fået 800 mm (ja, 800 mm !!) i løbet af det seneste døgn, så alle chancer for at få en flyvetur over gletsjerne eller en flodsafari på Haast River måtte opgives. Den årlige nedbør i området er over 5.500 mm. Det er 5½ meter vand på hver kvadratmeter. Vi skulle have gået en tur i en regnskov, det har man klart nok også i den del af New Zealand, men det måtte også opgives. Det regnede for meget!! 

Der var vildt meget vand i vandfaldene i de dale, vi kørte igennem. Katie, vores guide, hævdede, at hun aldrig havde set så meget vand.


Vi endte i Franz Josef Township, en lille by tæt på Franz Josef gletsjeren. Den så vi så heller ikke, det regnede. Vi fandt trøst i det lokale supermarkeds rødvin.