Noget om at flytte

Forleden aften sad jeg og så Kontant i DR1. Det handlede denne gang om frygtelige flyttemænd, der havde svindlet og narret godtroende danskere. En enlig dame i kørestol, der var flyttet til Struer fra København, havde betalt tre gange som meget som aftalt, et ungt par, der var flyttet hjem fra Schweiz, havde endnu efter 9 måneder ikke set skyggen af deres bohave, en anden enlig kvinde var blevet truet med tæsk, hvis ikke hun betalte mere end det aftalte beløb.

Jeg priser mig lykkelig for, at vi endnu engang har overstået en flytning uden problemer. Alt blev leveret til tiden, alle aftaler blev overholdt, og vi har alt vores bohave inden for i huset i Egedal. Sådan tror jeg heldigvis det går for langt de fleste danskere.

Vores flytninger, og dem har der været mange af siden 1984, er altid forløbet uden problemer. Da vi i sin tid skulle flytte til Lusaka, gav MS os lov til at medbringe 75 kg bagage. Hver, tror jeg endda. Det lyder ikke som voldsomt meget. Det var det heller ikke. På anbefaling af MS pakkede vi det hele i en stor blå tønde, af den slags, der i 1980’erne blev brugt til kemikalier. De lugtede dog ikke, tønderne. Vi afleverede tønderne hos MS, som sørgede for at få dem sendt til Lusaka, hvor vi genså tønderne og indholdet efter et par måneder. Dengang skulle alle frivillige, der skulle til Afrika, på et 6 ugers forberedelseskursus i MS Training Centre for Development Cooperation, i daglig tale kaldt TCDC (´ti-si-di-si) i Usa River, tæt på Arusha i Tanzania. Her havde MS bygget et stort kursuscenter i god dansk højskolestil.

Det var den rene svir. Tænk at få lov til at være på højskole i 6 uger, uden at skulle tænke på andet end sit eget forgodtbefindende. Jo altså, ud over at forberede sig til livet som frivillig blandt de uvidende afrikanere. Sammen med 30 andre danskere, der alle havde det til fælles, at de skulle ud og frelse den tredje verden. Kors, hvor var vi naive. Det gik over.

Vi fik endda endnu et ophold på TCDC foræret. Det skete, da vi skulle flytte til Urambo i 2001. Her talte man swahili, og Danida mente, at det ville være vigtigt, hvis vi fik lært lokalsproget, inden vi flyttede ud på landet i Tanzania. Så vi blev beordret på et 4-ugers swahili-kursus på TCDC, inden vi fik lov at flytte til Urambo. Det satte vi os ikke imod.  

Det er godt nok begrænset, hvor meget swahili, man kan lære på 4 uger, og da Anne Marie skulle arbejde i Urambo District Administration, fik hun ikke særlig meget brug for swahili. Tanzania er to-sproget med engelsk som regeringssprog, mens swahili er det daglige talesprog, så Anne Maries arbejdssprog var engelsk. Lille mig derimod, som var HDA (Head of Domestic Affairs), fik god brug for den smule swahili, jeg fik tilegnet mig. Jeg stod bl.a. for alt indkøb til husholdningen, og mens det gik fint med engelsk i supermarkedet i Tabora, den nærmeste provinsby, så gik det overhovedet ikke på markedet i Urambo.

Hvordan det spændte af, kommunikationen med vores folkehold og kvinder og børn på markedet i Urambo, er en helt anden historie, som jeg kan spinde en krønike over senere.

Vi har som sagt været udsat for mange flytninger, og mange forskellige flytninger. Den, der slår alle andre, var flytningen fra Tete til Urambo i starten af 2001. Den, der kommer lige efter, er flytningen fra Urambo to år senere, da kontrakten med Danida sluttede, og vi skulle hjem til Danmark. Det er en anden historie, den rister jeg en rune om senere.

Om flytningen fra Tete til Urambo, har jeg spundet en krønike om, som kan læses her.

Men nu er vi altså i Egedal, 4 km uden for Horsens. Vi har fået alt vores gods leveret til tiden, uden uheld og uden ekstra-regninger. Håber vi da, for det gode flyttefirma ADAM, der stod for transporten, har endnu ikke sendt os en faktura. Det kommer, og jeg er ret fortrøstningsfuld over for rigtigheden. Vi har tidligere brugt ADAM, og de har aldrig svigtet – eller svindlet som de to firmaer, der blev ”portrætteret” forleden aften i Kontant.

Vi er ved at finde os til rette. Vi nyder udsigten fra vores stue til åen og engen og kirken og husene i Hansted og de mange lokale Egebjerg-beboere, der lufter deres hunde på trampestien ved Lille Hansted Å. Intercity-toget til København drøner forbi på den østjyske længdebane hver time ni minutter over hel. Det kører den anden vej, mod Århus, hver time 21 minutter i hel. Vi kan ikke høre det. Vi har 3-lags vinduer. Indimellem dukker der et godstog eller et regionaltog op. IC4 er faktisk i brug. Vi ser det dagligt. Når vi lige ser det.

Vi har fundet løberuter og vandreruter, endda flere forskellige. Vi ved efterhånden, hvad vi kan finde i det lokale supermarked, Coop 365. Det er ikke alt. De to superbrugser, hhv. i Gedved og Stensballe, har et større udbud, så der lægger vi vores storindkøb. Fiskevognen kommer til Stensballe tirsdag og fredag og til Egebjerg onsdag, så vores ugentlige fiskemåltid har vi efterhånden også fået styr på.

Vi er, som det fremgår, ved at være faldet ganske godt til i Egedal. Og vi har nu fået gardiner og rullegardiner sat op og billeder og lamper på vægge og i lofter. Kun lamper, ikke billeder.

I dag er sommertiden startet, og så får vi længere og lysere aftener. Vi skal have fat i et cafébord og et par stole til at nyde aftensolen, der falder fint på vores terrasse på bagsiden af huset. Det burde nok være muligt.