Vi udvider vores vandre- og løbeterritorier

Det var et tilfælde, at vi fandt rækkehusene i Egedal. Det gik sådan for sig, at da vi i foråret 2020 havde besluttet os for at flytte væk fra Frederiksberg, havde vi mange overvejelser over, hvor vi skulle bosætte os. Jeg har i længere tid skæmtet med Maribo, men det faldt nu aldrig i god jord. Der er ellers smukt i Maribo, og der er søer, skove og havørne. Vi har selv set dem, engang vi sejlede på søerne.

Vi ville finde et smukt sted. Gerne med udsigt til natur. Og helst så tæt på naturen, så vi blot kunne tage løbe- og vandreskoene på og få noget motion, uden at skulle sætte os i en bil og køre et sted hen.

Sådan har vi faktisk haft det i al den tid, vi har boet i hovedstaden. På Amager havde vi 10 minutters løb ad Øresundsvej og så var vi Amager Strandpark. Det år, vi boede på Vagtelvej på Frederiksberg, havde vi 5 minutter til Grøndalsparken, og den kunne vi løbe og gå i helt ned til Damhussøen. Det var lidt langt, omtrent 5 km hver vej, men den gang var vi også en halv snes år yngre. Og det var da ikke hver uge, vi løb helt ned til Damhussøen. Da vi besluttede os for at købe andelsboligen i A/B Sarepta på Orla Lehmanns Vej, var et væsentligt argument, at der kun var 400 meter til indgangen til Frederiksberg Have. Fulgte vi havens perimeter hele vejen, krydsede Roskildevej og fortsatte hele vejen rundt i kanten af Søndermarken, tilbage over Roskildevej ved Zoologisk Have og hjem langs den vestlige kant af Frederiksberg Have, havde vi løbet en tur på 5,4 km. Det blev ved med at være en passende distance, selv om jeg nogle gange (mange gange?) tog en genvej ned igennem Norske Allé med statuen af Adam Oehlenschlæger i den ene ende og C.C Hall i den anden ende, og på den måde sparede et par hundrede meter. Ved sydenden af Norske Allé mødtes vi så igen og fulgtes hjem.

Vi havde faktisk også et andet krav til vores bolig, dengang vi flyttede tilbage til Danmark. Det skulle være med altan eller terrasse. Vi var så vant til fra Afrika at have let adgang til livet uden for boligen, så det havde vi svært ved at undvære. Det lykkedes for os i alle tilfælde. På Dommervænget i Roskilde og Vagtelvej og Orla Lehmanns Vej på Frederiksberg havde vi altan, og på Kvintus Allé på Amager havde vi minsandten både altan og terrasse. I to etager. Altanen øverst, skulle nogen være i tvivl. Her havde vi også have, som vi delte med vores medejere. Det var et dobbelthus med fælles have, godt nok i princippet delt, men uden fysisk grænse. De var endda så flinke, at de lod mig få lov til at slå alt græsset, både deres del og vores. Der var en simpel forklaring. Vi kunne ikke holde ud at se på det lange græs på deres del, og de så det ikke, for de boede på 1. og 2. sal med altan.

Det var i virkeligheden lidt at et tilfælde, at vi fik øje på rækkehusene i Egedal. Det startede egentlig med, at vi en dag kørte en tur til Silkeborg for at se på nogle nye huse, vi havde set annonceret til leje på nettet. Jeg havde lige købt hybriden og ville gerne en lang tur ud på landevejen, så hvorfor ikke køre en smuttur til Silkeborg og se på huse. Som tænkt, så gjort.

Vi så mange huse i Silkeborg, men ingen sådan rigtig interessante. Husene var for så vidt gode nok, indretningen og materialevalget udmærket, men vi kunne ikke rigtig se os selv bo i et hus med naboer til alle sider i et stort nybygget kvarter, som man endda endnu ikke havde færdigbygget. Vi kunne forudse mange måneder med byggestøj og -støv. Vi vendte tommelfingeren nedad. Det blev ikke Silkeborg i denne omgang.

Fremviseren, en vældig flink yngre kvinde, fortalte os så til sidst, at de da også havde nogle huse til leje i Horsens, i Egedal. De var stort set identiske med de huse, hun havde vist os i Silkeborg, sagde hun, og det bedste var næsten, at det var et års tid siden, de havde afsluttet byggeriet. Hvis vi var interesseret, kunne vi da lige smutte omkring Egedal, når vi dagen efter skulle tilbage til hovedstaden. Det lød da som en god plan, så det gjorde vi. Og blev straks meget interesseret i et af de 8 huse, der lå for sig selv i en række med udsigt til Lille Hansted Å og engen og kirken og Hansted Kloster. Desværre var der en højspændingsledning, en af de rigtig store på 400 kV, der skæmmede udsigten, hvorfor vi i første omgang undlod at gøre mere ved sagen.

En måneds tid senere skulle vi til Bodil’s fødselsdag i Knebel på Mols, og på hjemvejen tog vi en overnatning i en lille hobbithytte med B&B i Rådved, kiggede endnu engang på rækkehusene, nød vandets rislen i Lille Hansted Å, løb langs åen op til skoven og tog en corona-selvtræningstur i Hansted Skov. Det var fint vejr, solen skinnede, der var en tårnfalk i et træ, der var svaner i vandværkssøen og ænder i åen, der var en stor shelterplads en kilometers vej væk, skulle vi få lyst til at sove ude en nat, og det hele spillede

Løberuten rundt om søen

sammen på den der måde, der gør, at man er solgt. Bortset fra højspændingsledningen, men den måtte vi se, om vi kunne abstrahere fra.

Nu er vi her så, og det er lige så godt, som vi troede, det ville blive. Bortset fra højspændingsledningen, men den er vi ved at vænne os til. Vi får den jo nok ikke fjernet. Til gengæld har vi fået toget, der futter forbi et par gange eller tre i timen.

Vores løbetur fra sommeren 2020 har vi genfundet. Vi er godt nok endnu ikke kommet helt op i skoven, men vi løber da langs åen, ender ved søen, som vi løber uden om, inden vi løber samme vej tilbage til huset. Vi kigger på svanerne, når de er sat ud i søen, en gang imellem er der også en hejre, og en lappedykker, ænderne er der altid, ramsløgene er på vej op fra skovbunden. Vintergækkene har været der længe og anemonerne er også på vej til at danne et smukt tæppe i skovbunden. Det er da den rene idyl. Turen er 4,9 km. Det er passende til en gammel mand som mig.

I går havde vi besluttet at løbe i Egebjerg Enge, der er en del af et stort naturområde, hvor Horsens Kommune har etableret afmærkede stier. Det fremgår alt sammen af en folder, som kommunen har udgivet med indtegnede stier og med punkter af særlige interesse. ”De fire enge” hedder folderen. Hele området er et meget stort vådområde, som tidligere blev oversvømmet, når Store Hansted Å og Lille Hansted Å gik over deres bredder. Der er et dige og en pumpestation ved Store Hansted Å. Det er et meget fascinerende område, som jeg er sikker på, at vi vil bruge lang tid på at udforske, når vejret bliver bedre.

Men denne gang, altså i går, ville vi blot løbe en tur igennem og se, hvad det var for noget. Jeg havde fået lavet et kort, eller rettere to kort, et ved hjælp af Open Street Map og et andet ved hjælp af MapMagic. Det sidste et auto-genereret orienteringskort. Vi fulgte den blå rute på OSM-kortet. Det blev en lidt lang tur, 6,9 km blev det til, men det var det hele værd. Vi brugte lidt lang tid til det, dels var stien på diget ved Store Hansted Å meget ujævn og meget vanskelig at løbe på, og dels skulle vi nyde landskabet og de fugle, vi så. En enkelt musvåge blev det til, svævende højt over engene på udkig efter føde. Mus, vel sagtens. Bramgæs var der også et par stykker af. Så ud, som om de jagtede musvågen. De skældte ud, men det gør bramgæs altid, så det var nok ikke musvågen, de var efter. Desuden svaner, ænder, en hejre, råger, de evindelige krager, en gruppe mountainbikere og et par hundeluftere med store hunde. En meget fin søndagsformiddagstur.

Hjemme igen blev der bagt blinis til de nyindkøbte stenbiderrogn til søndagsfrokosten. Et glas Pinot Gris til hver gjorde ikke søndagsfrokosten ringere. Og så sluttede dagen med to fodboldkampe, begge med danske sejre. Det var da en herlig dag.

Der er dog mange andre motionsmuligheder. Vi kan gå en tur rundt i byen og nyde udsigten fra Egebjerg Bavnehøj. Det gør vi ret tit. Når vi passerer skolen, morer jeg mig hver gang over skiltet ved pladsen, hvor forældre kan droppe deres børn. Skiltet siger blot ”kys og kør” og viser et barn, der kysser sin forælder farvel igennem den åbne bilrude. Genial besked og skilt.

I dag har vi haft Anne Marie’s søster Jette på besøg. De to Jelsbak-søstre travede en hen over engen langs med åen og op til skoven og tilbage igen inden frokosten, som jeg havde klar ved tilbagekomsten. Fin dag igen i dag.