Gråt i gråt i gråt i løb

Computer-arbejde

Jeg har altid løbet. Altid og altid, jeg startede nu først i 9-års alderen. Det var i 1952. Selv i troperne, hvor vi boede i 15 år, løb jeg regelmæssigt. Jeg er ikke så påvirket af varme. Har det egentlig fint med at løbe i +30 grader. Løb i varme lande er en speciel oplevelse. Mere speciel, hvis det er et sted, hvor folk ikke er vant til at løbe. Ej heller hundene, der er vænnet til at gø og gerne løbe efter folk, der løber. Jeg husker, hvordan det var at løbe i Urambo i Tanzania. Her anså man folk, der løb for temmelig skøre. ”Tænk, de har en bil”, tror jeg folk tænkte, ”og så lader de bilen stå og løber i stedet”. ”Og hvor skal han egentlig hen i det tempo?” I slutningen af vores ophold, for 20 år siden, havde jeg bestemt mig for at træne mig op til min første maraton. Jeg løb og løb og løb af de støvede veje i udkanten af byen. Mødte den første hund efter en et par hundrede meter. Den gøede. Det hørte den næste hund 100 meter længere fremme. Ud fra bostedet og se, hvad der skete. ”Nå, en løber,” tror jeg den tænkte, ”så skal der gøes”. Og det blev der hele vejen. Jeg var til sidste oppe at løbe 15 km hver morgen. Tænk, hvor mange hunde jeg har vækket og holdt beskæftiget med at gå i de måneder, hvor jeg fulgte min træningsplan. Som, en passant, ikke var særlig avanceret. Den gik blot ud på at løbe længere og længere hver uge. Det gik godt i et par måneder. Så begyndte jeg at få ondt i knæene. Dem begge. ”Nå”, tænkte jeg, ”det kan vel løbes væk”. Og så måtte jeg til min store ærgrelse glemme alt om min første maraton.

I Tete i Mozambique boede vi, som jeg vist har fortalt, i et stort, godt Danida-hus. Det hed det, fordi Danida havde betalt for opførelsen. Det var sidste i en række på fire huse, hvor de tre huse var indrettet til beboelse for Danida-rådgivere. Det fjerde hus, det første fra byen, var egentlig indrettet ligesom de tre andre, men da der ikke var ordentlige hotelforhold i Tete i 1980’erne, havde Danida besluttet at bruge det som gæstehus, så alle besøgende til Danidas program i Tete havde et nogenlunde ordentligt sted at opholde sig, når de var på projektbesøg. Det kunne være ambassadens projektfolk, eller ambassadøren, eller såmænd også udviklingsministeren. Når det sidste var tilfældet, stod Tete på den anden ende. I hvert fald folk, der havde noget med Danida-programmet at gøre. I vores tid i Tete havde vi både besøg af Poul Nielson og Jan Trøjborg. Speciel oplevelse begge gange. Men absolut interessant.

En bairo er blot det portugisiske navn for en bydel. Den her bairo var ikke rigtig kloakeret, i hvert fald ikke godt nok, så der var rigeligt med rindende affaldsvand i bairo’ens sandede stræder, der hældede svagt ned mod Zambezi-floden. Her i denne bairo havde køer, grise, ænder, høns, hunde, geder, gæs, kyllinger, ællinger og børn selvfølgelig en herlig legeplads.

Fra vores hus på kanten af bairo’en tog jeg mange morgener en løbetur. Ned gennem bairo’en, ud i et industrikvarter, hen ad en trafikeret grusvej, eller rettere sandvej, op ad en sidevej og hjem til huset. En fin tur på vel en 5-6 km. Varmt var det, men dog udholdeligt, ikke meget over 30 grader tidlig morgen. Op ad dagen nåede temperaturen ofte over 40 grader. Det er lidt varmt. Mildt sagt.

Jan Trøjborg, der blev Udviklingsminister i 1999, var på besøg umiddelbart efter at han overtog posten fra Poul Nielson. Jan Trøjborg var født i Horsens, og boede i øvrigt i den samme andelsboligforening i Horsens, som jeg var vokset op i. Vi boede i 7A, mens Jan boede i 13A. Ikke samtidig, Jan var nogle år yngre end mig. Dengang i 1999, da Jan Trøjborg kom på besøg i Tete, var han en ivrig motionsløber. Og motionscykelløber. Det blev han ved med at være, også da han senere blev borgmester i Horsens, og indtil han ganske tragisk og uventet døde af et hjertestop i 2012 under et Giro d’Italia motionscykelløb mellem Horsens og Juelsminde. Det var 2012.

Jan Trøjborg var, som sagt, en ivrig motionsløber, og han havde ikke tænkt at sætte løberiet på hylden, selv om han var udviklingsminister og på besøg i Tete. Så han spurgte pænt den samlede danske Danida-koloni i Tete, hvor han kunne udføre sin morgenløbetursrutine. Da jeg boede blot tre huse fra gæstehuset, hvor Jan Trøjborg opholdt sig de 3-4 dage, han var i Tete, så tilbød jeg naturligvis, at vi kunne følges ad. Og det gjorde vi så. Op kl. 6 ved solopgang, og så ud igennem bairo’en med grise, hunde, høns og alle de andre dyr i lystig morgenaktivitet. Det var en fin ordning. Og sikkert også meget oplysende for en udviklingsminister på sit første besøg i Mozambique. Jeg er dog ikke sikker på, at ministersekretæren var så begejstret. Etiketten for ministersekretærer tilsiger dem altid at opholde sig ved ministeren. Således også her. Han var tvunget til at løbe med. Han var ikke en naturlig løber, kan man vist godt sige. Men fair nok, han løb med, noget bagud, men med løb han.

Her på vores bakkeskrænt i Mols havde vi i går besøg af Anne Maries søster Jette. Hun havde problemer med sin computer, kunne ikke sende og modtage mails. Det lykkedes mig ikke at hjælpe hende af med det problem.

Til gengæld er hun nu på facebook og kan følge folks skriblerier. Hun fik en 20-30 venner i løbet af en halv times tid. Men det er også en stor familie, Anne Marie og Jette har. Sammen med de andre søskende, Per (76), Bodil (77), Lis (86), Frede (87), Gunnar (90 om 24 dage), Else (91) og Vagn (92). Det er blot de levende, fire er døde. Der er godt nok mange fødselsdage, guldbryllupper, diamantbryllupper, og alle andre slags festdage at forholde sig til. Og så har jeg slet ikke nævnt svogre og svireinder, ægtefæller, nevøer og niecer, deres ægtefæller, børn og børnebørn og der er faktisk også oldebørn i familien. Vi mødes hvert andet år i juni for at følge op på, hvad d er er sket på familiefronten. Næste gang i 2021, hvis Corona vil. Vi plejer at være omkring 100 personer. Fed weekend.