As Vig på langs

Dagen gik med meget arbejde, i hvert fald for Anne Marie. Hendes frivillig-job for Nunca Mas er lige nu en del tidskrævende. Jeg handlede ind i Dagli´Brugsen og læste avis. Altså ikke samtidig.

Vi havde afsluttet vores boligovervejelser, så nu venter vi blot på lejekontrakten. Derefter skal vi have aftalt med ADAM, hvornår de skal fragte vores gods fra Stamholmen til Egedal. Og så går det slag i slag. Folkeregister, lægevalg, adresseændringer, oprettelse af tv- og mobilabonnement og alle de andre praktiske gøremål i forbindelse med en flytning. Det er ikke så bøvlet. Det tager bare tid.

Efter frokost gik vi en lang tur ad den afmærkede kyststi mod Juelsminde. Med udsigt til kommunikationstårnet i Klejs Bakker. Frem og tilbage ad stranden langs vigen. Vigen var på venstre hånd på vejen ud og på højre hånd på vejen hjem. Hvis man skulle være i tvivl. Vi kunne godt have gået på en asfaltvej på vejen hjem, men det bryder vi os ikke om. Vejen er smal, og de bilende trafikanter er ikke alle lige gode til at sætte farten ned ved passage af vandringsmand og -kone. Vi nåede hjem lige efter solnedgang, og bortset fra et forlæns rullefald af Anne Marie over en lille rod i skovbunden, gik alt fint. Flot så det ud, rullefaldet. Hun har det nu lidt ligesom efter en VM-boksekamp, siger hun selv. I letvægt selvfølgelig. Men her slår man sig vel også. Helt galt er det ikke. Ingen ribbensskader, men nok lidt blå og gule mærker på kroppen de næste par dage.

As Vig er et rigtigt pænt sted i Danmark. Hvis man somansir holder af badeferie med sandstrand og bølgeskvulp. Her er der nu et par tusinde sommerhuse. Jeg husker fra min barndom, at Sønderby blev nævnt som et sted, man tog hen for at holde badeferie. Dengang var der ikke mange sommerhuse, men et badehotel. Sønderby Badehotel hed det. Selvfølgelig. Badehotellet er der stadig. Nu hedder det blot Strandhotellet. Vi så det ikke, kun deres skilt med ”Privat”. Det tog vi som en serviceoplysning og fulgte blot den fint anlagte trampesti over grunden.

Efter en 3-4 km vandring var vi nået til As Kirke. Underlig struktur. Eller kirkebygningen er sådan set fin nok, men tårnet ser da ud, som om befolkningen løb ud af økonomiske midler til at få bygget et tårn, der passede til kirkens hovedbygning. Vi nåede ikke helt derop, for nu var klokken efterhånden blevet 30 minutter i solnedgang, og da vi havde en times tid til at nå hjem, vendte vi om og gik tilbage mod hytten. Det gik stille og roligt, og vi var faktisk næsten hjemme, da Anne Marie ville demonstrere, hvor god hun er til forlæns rullefald med kikkert fra skovsti.

Dagens madlavningsturnus lå hos mig. Fik det tilpasset dagens håndboldkampe med samt spisning af samme. Altså maden, ikke håndboldkampene. Vi har det fint i Pøt. På de gamle kort hedder stedet Pyt. Men dengang var der heller ingen sommerhuse, kun et par gårde med marker, kvæg og gylletanke. Hvis de da var opfundet dengang i 1950’erne, gylletankene. Det er jeg ikke sikker på. Bøndergårdene har nok blot haft en mødding.

Det har nok haft en strategisk betydning, at Pyt blev til Pyt. Jeg tænker, hvis folk spørger, hvor man har sommerhus, og man er nødt til at svare Pyt. Det kunne da godt blive en underlig samtale.