Gensyn med Egedal

Efter nattens flotte fuldmåne startede dagen med en flot solopgang. Der var ild i skoven.

Vi havde en aftale om at se Egedal igen. Man skal jo ikke altid ride, selv om hesten er sadlet op. Man skal heller ikke købe et hus på stedet, men sove på det. Det gælder i øvrigt for alle nye ting, man vil erhverve. Sov på det. Da jeg i sin tid var på markedsføringskursus i Watford, var den læresætning, jeg husker bedst, at når du skal sælge en vare, så få køberen til at sige ja med det samme. Ikke noget med at vente til dagen efter. Det er altid sværere at sige nej tak dagen efter, når man har sagt ja dagen før. Sommetider går alle mulige mærkelige tanker gennem hovedet; nu havde jeg jo sagt ja, og sælgeren forventer, at købet er gået i orden, og købekontrakten er lige ved at være klar, og hvad nu hvis der kommer en anden køber i forkøbet osv. Glem det, aftalen er ikke i stand, før kontrakten er skrevet under af begge parter, og dårlig samvittighed er en skidt begrundelse for at fastholde et købstilbud. Vi bruger den samme strategi som køber, dog med modsat fortegn. Vi vil sove på det.

Vi har altid haft det sådan, når vi flytter til en ny bolig, at vi gerne vil se stedet, inden vi underskriver. Det har været lidt svært i Afrika, det er noget lettere i Danmark. Nu har vi genset vores nye bolig i Egedal. Det var godt nok ikke det samme hus, som vi så for snart to uger siden, det var i mellemtiden udlejet til anden side. Plantegningen er den samme for begge huse, så forskellen er nærmest ens. De er blot spejlvendte, så køkkenet i det ene rækkehus vender mod øst og i det andet mod vest. Heldigvis synes vi bedst om køkkenet mod øst, for det er sådan det er. Vi bad om at se huset igen, fordi vi gerne ville danne os et billede af, hvordan vi kunne indrette det. Det har vi fået nu, og vi er godt tilfredse. Glæder os til at flytte ind og gøre huset til vores hjem.

Vi gik en lille tur rundt i området, min læg kunne klare et par km. Det glædede os, at Dannebrog var hejst, selv om det nok ikke var i anledning af vores tilstedeværelse. Det var godt nok koldt. Der var is på stierne, frysende køer i flok på marken, rindende vand i Lille Hansted å, en svane i flugt over ådalen, en tårnfalk i toppen af et enligt træ, og Hansted Kirke stod strunk og flot i det fjerne.  

I Afrika var det lidt vanskeligere at teste nye boliger. Mellemfolkeligt Samvirke og Danida stillede huse til rådighed som en del af kontrakten, så vi måtte tage, hvad MS Landekontor og Ambassaden tilbød os. MS’ boliger var møblerede, så man overtog de møbler, som ens forgængere havde efterladt. Det var ikke altid en fornøjelse. Man kunne søge om at få byttet de ting, som man mente var for dårlige. Det skete, at man fik en ansøgning igennem, f.eks. når komfuret absolut ikke virkede eller var direkte sundhedsfarligt, som det komfur med overgang i det elektriske system, som vi havde fået tildelt i Lusaka.

Eftersyn af huse, der skulle fungere som vores hjem, var derfor absolut en sjældenhed. Det skete faktisk kun en enkelt gang, da vi flyttede fra Tete i Mozambique til Urambo i Tanzania. Læs hele beretningen her.

Her i lille Danmark, er det noget nemmere. Vi fandt Egedal i løbet af en halv times tid, fremviseren fra HD Ejendomme var på plads på plastic til at tage over skoene, dem brugte vi nu ikke, vi ville teste gulvvarmen i hele huset, vi havde mundbind med og på, og de to unge kvinder, der var ved at flytte ud at huset, var venlige og rare og svarede beredvilligt på alle vores spørgsmål. Og derefter gik vi en lille tur på stien op mod Hansted Skov og så et par måger, en svane, en tårnfalk og en hel flok køer. 

Nu ser vi frem til indflytningen den 10. marts.