En afrikansk flytning
Fra Mozambique til Tanzania
De var i øvrigt alle fuldstændig ens. Det første hus, regnet fra byen, var gæstehus, de øvrige tre var beboet af Danida-rådgivere. Husene lå på kanten af en skrænt med en fabelagtig udsigt ud over Zambezi-floden, broen over floden og landskabet bagved. Vi havde en kæmpestor lizard (firben) i haven, som en gang imellem dukkede op og hilste på. Men alt det har ikke noget med flytningen at gøre. Det er en helt anden historie, som der nok kan skæres en krønike over en anden gang.
Men altså, på et tidspunkt blev containeren hentet, vi holdt et afskedsparty i Tete og drog mod Urambo. I vores egen bil. En Isuzu Trooper, 4-hjulstrukket, dejlig bil. Indregistreret i Mozambique, men nu på vej til Tanzania, hvor den skulle omregistreres. Det kan naturligvis ikke gøres uden en hel masse bureaukratisk bøvl. Men det er også en helt anden historie. Vi fik bilen til Tanzania, stillede den på et sikkert sted i Dar es Salaam og tog derefter flyet til Arusha for at deltage i swahili-kurset på TCDC. Efter 4 uger tilbage til Dar for at blive genforenet med bilen og vente på, at ambassaden gav os lov til at drage til Urambo. Ved ikke rigtig, hvorfor vi skulle vente i Dar på tilladelse til at fortsætte mod vores endelige destination, den lille distriktsby Urambo i den centrale Tanzania. Men det skulle vi.
Men så en morgen havde vi fået lov at fortsætte, så vi sadlede op i Trooper’en og drog af mod Urambo, en tur på 1100 km fra Dar, med 500 km asfaltvej og 600 km grus. Det tog et par dage at nå frem. Vi havde det mest nødtørftige bagage med, tøj, sko, og hvad der ellers kunne være af småting i en Isuzu Trooper. Men ingen møbler og andet større bohave. Så derfor var det udelukket at flytte ind i huset. Som ganske vist var blevet renoveret og sat i stand, siden vi så det et års tid i forvejen, så vi kunne i princippet godt flytte ind. Havde vi haft vores møbler.
Der manglede dog stadigvæk glas i vinduerne. Det bekymrede os nu ikke så meget på det tidspunkt. Det var i slutningen af februar, som burde være tørtid. Og i øvrigt lovede Cowi’s repræsentant i Dar, at glasset ville blive sat i meget, meget snart. Det troede vi på. Og ventede så blot på, at vores container skulle ankomme.
I mellemtiden boede vi på Urambo’s bedste pensionat. Bed & Breakfast. Det var ikke godt. Hverken værelset, sengen eller morgenmaden. Det var heller ikke rent. Rengøring var i det hele taget et problem. Der var ikke rindende vand. Toilettet var et hul i jorden. Skylning foregik med vand i en spand. Vi fik hardship-tillæg for at bo så langt ude på landet. Det var velfortjent.
Der gik vel en tre uger på Urambo’s bedste B&B. Men så endelig en morgen kom lastbilen med vores container. Nu var det jo blevet vores egen container, som vi havde købt og betalt hos provinsdirektøren i Tete, og som vi havde betalt Kühne og Nagel for at transportere ad landevejen fra Tete til Urambo. Med en omvej ind om Dar es Salaam for at blive tolddeklareret. Vi havde faktisk set containeren i Dar, mens vi ventede på at få lov af Danida til at rejse videre til Urambo. Vi havde godt nok ikke fået lov at se ind i containeren. Den var plomberet, og plomben måtte kun fjernes af toldmyndighederne. Og heller ikke de havde travlt.
Men altså, efter hvad der føltes som meget lang tid kom containeren til Urambo. Her havde vi, eller rettere de folk, der skulle lodse containeren en udfordring. Eller rettere, vi mente, de havde en udfordring. Det mente de lokale folk ikke. Udfordringen var, mente vi, at man ikke havde adgang til en kran, der kunne løftet containeren af lastbilen og ind på vores matrikel. Det var ikke noget problem for folkene fra Urambo.
Containeren blev stille og roligt og meget langsomt skubbet ud over lastbilens bagkant og ned på olietønder, hvorefter man ganske langsomt og gelinde gravede huller omkring tønderne indtil containeren til sidst kunne skubbes på plads i vores have. De havde en slags lift, der kunne støtte containeren i den en ende. Det hjalp en del. Det var et imponerende stykke arbejde, der blev gjort den dag i Urambo.
Det var et spændende øjeblik, da vi åbnede containeren. Ville alt være der? Og i hvilken stand? Det var der, alt sammen, og der var intet i stykker.
Resten af historien er helt traditionelt flyttearbejde, tømme container, flytte flyttekasser ind i huset, tømme kasser, fjerne silkepapir, tæpper og indpakningspapir, flytte møbler på plads, hænge billeder og lamper op, vaske glas og porcelæn, stille på plads i skabe, og hvad der nu ellers måtte være af små og store gøremål ved en flytning.
Flyttekasserne blev gemt væk. Vi havde plads nok. Der stod en tom container i haven. Her blev flyttekasser og alt indpakningsmateriale opmagasineret til senere brug.
Hvad der i øvrigt skete med containeren, mens den stod fint parkeret i vores have, hvordan vi fik den læsset, da vi skulle forlade Urambo efter to år, hvordan den blev løftet op på en lastbil uden en kran, og hvad der i øvrigt skete med containeren, efter at den kom til Danmark, er helt andre historier, som bestemt er værd at fortælle en anden gang.
Blot en enkelt detalje at slutte denne lille krønike af på. Containeren eksisterer stadig. Den står nu hos min svoger, der er bonde og har en bondegård en halv snes km uden for Thisted. Den er ikke i helt så god stand, som dengang i Urambo, men det er trods alt også 17 år siden, og allerede dengang var det en second-hand.
Vi har været udsat for mange flytninger, og mange forskellige flytninger. De mærkværdigste og mest spændende var dem fra Tete til Urambo i starten af 2001 og efter et par år i Urambo pakningen og fragten af vores gods tilbage til Danmark.
Vi flyttede til hovedstaden Maputo i Mozambique i starten af 1993. Jeg havde fået job som administrator på MS Landeprogram, og det var på helt andre vilkår end femår tidligere, da vi som frivillige flyttede til Lusaka i Zambia. MS landekontorets danskere blev ansat på det, der blev kaldt Danida-lignende vilkår. Det indebar, at vi fik betalt fragten af en container fyldt med alt vores habengut. I princippet ikke anderledes end at flytte fra Lemvig til Maribo. Eneste forskel var, at det tog lidt længere tid at se sit gods igen efter nedpakningen.
At flytte fra Danmark til Mozambique var således ikke noget stort problem. Det siger sig selv, at det kan man ikke selv stå for, men må have et internationalt fragtfirma på banen. I begge tilfælde, til Maputo i 1993 og til Tete i 1997, havde vi fået Kühne og Nagel til at stå for fragten. Det klarede de professionelt og uden problemer. De sørgede også for at få min kat til Maputo. Til en uhyrlig pris, men katten kom frem, og jeg var glad. Det var katten i øvrigt også.
Begge gange pakkede vi selv vores løse gods i flyttekasser, som så på et aftalt tidspunkt blev læsset ind i en af Kühne og Nagels containere. Den blev tolddeklareret, plomberet, og et fragtbrev med detaljerede lister over indholdet behørigt stemplet af de danske toldmyndigheder. Containeren blev sat på et skib og sejlet til Maputo og nogle måneder senere kunne vi så, efter en del intense forhandlinger med de mozambiske toldere og betaling af en række importafgifter, få frigivet containeren. Efter at have tømt containeren for dens indhold, dvs. alt vores bohave, kørte fragtfirmaet containeren væk fra vores matrikel.
Bortset fra ind- og udpakning af flyttekasser, stod Kühne og Nagel for hele processen. Helt uproblematisk for os, men ikke for Kühne og Nagel. De havde deres bøvl med det mozambiske toldvæsen og havnemyndighederne i Maputo.
Sådan kunne det af gode grunde ikke foregå, da vi flyttede fra Tete til Urambo. Vi måtte selv i sving med lokale fragtselskaber. Første problem var at skaffe en container. Dengang var det heldigvis sådan, at Danida havde et megastort landbrugsprogram i Tete Provinsen. Det program havde over årene fået tilsendt mange landbrugsprodukter fra Danmark. Altid i containere. De stod rundt omkring i provinsen og fyldte op. Uden at være i brug til noget som helst. En af containerne stod lige uden for landbrugsministeriets provinsdirektorat, hvor jeg på tredje år var ansat for at forbedre direktoratets økonomistyringen. Vældig interessant job. Jeg arbejdede sammen med en dansk/hollandsk Danida-rådgiver, hvis job var at øge direktoratets forståelse for planlægning, monitorering og evaluering. Vi havde et fortrinligt samarbejde og nåede egentlig store resultater. Skyldtes især, at vi havde stor opbakning til vores arbejde fra provinsdirektøren, som stod last og brast med os i alt, hvad vi satte i værk. Det gik rigtig fint de første par år. Så søgte direktøren et flerårs kursus i Australien, og væk var han. Hans afløser var af en hel anden støbning, en skurkagtig person, der prioriterede sine egne interesser højest. ”acabou a festa”, som de siger i Mozambique. Festen var slut. Men det er en helt anden historie, som heller ikke har noget at gøre med flytningen fra Tete til Urambo.
Vi havde som sagt en stor udfordring med flytningen. Vi manglede en container til at transportere vores gods til Urambo. Nu var det sådan, at lige uden for landsbrugsdirektoratet stod der en tom container, der ikke var i brug. Det var endda en gammel dansk computer, som Danida havde brugt til at levere gods til landbruget. Det lignede da et perfekt match. Det blev det også. Vi overtog containeren for gode ord og betaling. Fyrstelig betaling, så vidt jeg husker. Provinsdirektøren tog imod.
Containeren havde stået ubrugt i en del år, så den var ikke i så god stand som ønsket. Der var et par huller eller tre, der ikke ville kunne holde regnvandet ude. Det er i afrikanske lande ikke noget problem at finde en rask håndværker, der kan svejse huller i en container til, så den bliver vandtæt. Det blev den. Og så var den faktisk så god som ny. Og så skulle den fyldes med vores gods.
Containeren stod parkeret ikke langt fra vore hus, så det var relativ let at fylde den op. Også dengang i Tete havde vi folkehold, og de fik opgaven med at fylde containeren med vores bohave. Hvad har man ellers folkehold til? Ud over rengøring, havearbejde, vagtordninger, slangefangst, indkøb, madlavning og alle andre gøremål, som en travl Danida-rådgiver ikke har tid til at tage sig af, når man også skal have tid til den daglige G&T på terrassen. Det lyder dekadent. Det var det også. Men det var også hårdt arbejde i løbet af dagen, og det med G&T var ikke hver aften. Langt fra.
Der gik nogle dage, eller var det uger, med at fylde containeren. Da den var fyldt og vores hus tomt, lånte vi Danida’s gæstehus i den resterende del af vores ophold i Tete, mens vi ventede på, at containeren blev afhentet.
Danida’s gæstehus var det første hus i den række huse i Tete, som Danida havde bygget. Eller rettere, Danida havde ikke bygget husene, det var der murere, tømrere, elektrikere, vvs’ere og andre håndværkere, der havde, men Danida havde betalt. Vi boede i det sidste hus af de fire Danida-huse.