Kandy

29. marts

Mandag og tirsdag tog vi til Kandy, den næststørste by på øen. Afstanden til Kandy er omkring 150 km, og det skulle man jo tro kunne klares på en formiddag. Men så man tro om. Der er trafik overalt, personbiler, lastbiler, rutebiler, tuk-tuk’er, motorcykler, traktorer og folk på gåben. Mange folk på gåben. Syv cyklister har vi også set. Utroligt, at de tør. Altså cykle.


Vi havde lejet en interhotelbil med chauffør. Han kunne ikke så meget engelsk, men var en god chauffør. Det tog ham 5½ time at få os bragt fra det ene hotel i Wadduwa til det andet i Kandy. Vi havde dog en lille pause på 50 minutter til at se på nogle domestikerede elefanter, der lod sig afvaske og drive rundt med turister på ryggen.

Frem kom vi til Kandy. Og så startede troperegnen ellers. Det stod ned i tove i tre timer. Lankaerne var glade. De havde ikke set regn siden dagen før, og da var det den første regn i 6 måneder.


Tirsdag gik vi en tur rundt i byen, fik frokost i den botaniske have, hvor vi bl.a. så en stribe fantastiske orkideer i orkidehuset, hvor ellers?


Midt på eftermiddagen satte vi os på stationen i Paredenya og ventede på toget til Colombo. Vi havde ligesom ikke lyst til endnu en tur på de smalle veje, så vi havde købt 1. klasses billetter til intercity-toget. De kostede os den nette sum af 1.000 rupees, hvad der svarer til omkring 50 kr. Men så vi fik vi også gratis aircon under hele turen.


Hører I efter, DSB? København – Odense for en flad 20’er. Det skulle nok få passagererne til at strømme til.