Der var dragefestival i Lakolk i weekenden. Vi nåede at komme med i bagtroppen i dag mandag. Forud gik en 5 km vandring på diget på sydkanten af øen i strålende formiddags-solskinsvejr og en meget lang cykeltur til Lakolk med de sidste 5 km i strid modvind. Modvinden fik vi god gavn af på hjemturen. Da var det jo blevet til medvind, og medvind på cykelstierne er bestemt ikke at foragte. 

Lakolk er meget turistet sammenlignet med Havneby. Egentlig utrolig med så stor forskel med så lille en afstand mellem de 2 byer. Kan være, at turisterne bliver draget af dæmningen og glemmer at dreje af mod Havneby i syd. Godt for os i syd. Her er fredeligt, ingen fancy iscafeer og kun en smule turisteri af de - stadig mange - tyske besøgende. 

Det blev en aktiv dag. 5 km på gåben og 30 km på cykel. Vi sover nok godt i nat.

Kortet er fra vores selvtræningstur i går i den venlige Vråby Plantage.

I øvrigt virker vaskemaskinen nu, så vi har rent tøj til hele kroppen. Maskinens centrifugalkraft er godt nok ikke noget at skrive om, men med solskinsvejr lykkes det alligevel at få tøjet tørt.

Turisteri og drager