For ikke længe siden etablerede man Tønder Marsk stien, 54 km vandring rundt i marsk, på diger og langs Vidåen, blandt fugle i træk og græssende får og kvæg. 54 km er nok lige i overkanten af, hvad vi kan klare, men heldigvis har man lavet sløjfer af varierende længde. Ja, altså hver sløjfe har selvfølgelig sin egen længde, den varierer ikke, men sløjfernes længde er forskellig.

Vi ville vandre på den grønne sløjfe ved Højer og en halv rød sløjfe tur-retur for at nå ud til Vidå-slusen. Og det gjorde vi så. Vi stillede bilen ved Sønderjylland Museums bygning i Højer. Her var der et opsat et skilt med teksten: "Velkommen" og nedeunder "Annemette Hoier Jensen m.fl." Det spekulerede vi en del over. Betød det mon, at Annemette m.fl. havde vagten på museet, eller betød det, at man bød velkommen til en gruppe med Annemette m.fl. som skulle underholdes af Sønderjylland Museum. Vi ved det ikke, men uanset det ene eller det andet, så var teksten temmelig misvisende. Dels var museet lukket, og dels var der hverken den ene eller anden slags gruppe. 

Nå, men skal heller ikke bryde sin hjerne med spørgsmål, som man alligevel ikke kan finde svar på, så vi brød i stedet vores hjerne med at finde den grønne pil, der viste, hvilken vej vi skulle følge til Højer diget. Det gik vi så på et par kilometer, og ved Højer Sluse fandt vi en rød pil, der viste os vejen til Vidå-slusen. 

Ved Vidå-slusen skal jeg da ellers love for, at vi kom i lag med de professionelle fugle-kiggere. Den ene efter den anden fugle-kigger på stylter med kameraer (ja, altså kameraer på stylter, ikke fugle-kiggere). Jeg tror, de på en god dag kunne se, hvornår færgen gik fra Sild til Rømø. Med en opdateret sejlplan ved hånden, forstås.

Anne Marie dristede sig til at spørge en medfølgende hustru, hvad det var, de kiggede efter. Hun (altså den medfølgende hustru) så forskrækket på Anne Marie og svarede, at det måtte hun (altså Anne Marie) nok hellere spørge en fugle-kigger om. Hun skulle i hvert fald ikke blameres af uvidenhed, Det lykkedes Anne Marie at få et svar ud af en af de mere imødekommende fugle-kiggere. Det var skestorke, sagde han. Anne Marie fik kikkerten frem og fandt en fin flok på vandet. 

Diskussionen blandt fugle-kiggerne gik i øvrigt på, om de havde set 53 eller 55 skestorke, eller var det mon kun 52? 

Vi forlod fugle-kigger-selskabet, fandt en bord-bænk-kombination, hvor vi nød vores medbragte madpakker (1 stk. med laks og mayo og 1 stk. med spegepølse med remo og løg til hver). Hertil en slurk Rømø-vand på medbragt flaske. Og en halv müessli-bar. Til hver. Så var det tid at vende næsen hjemad.

Tilbage på Rømø skulle vi lige en tur ned på Butikstorvet og handle lidt ind i Dagli' Brugsen. Det gik ikke stille af. Anne Marie ville have dagens avis. Det blev Jyllands-Posten. Ikke for at læse den, det er ikke papiret værd, men de har nogle fine sudokuer. Vel ude af butikken og halvt tilbage til vores Rømø-base spørger Anne Marie: "Har du avisen?" "Nej", sagde jeg. "Satans", sagde Anne Marie, hvorefter hun stormede tilbage til butikken, med mig halsende langt bagefter. 

Jeg nåede hende (med besvær), da hun kom ud af butikken med Jyllands-Composten i hånden. "Klaptorsk", sagde hun. "What?", sagde jeg. "Ja, altså ikke dig", sagde hun, "men kassefyren, som bare havde lagt avisen væk, klaptorsk". Således gik vi hjem, jeg stærkt beroligeret. Denne gang var det ikke mig, der var en klaptorsk.

Og så er der godt nyt fra hus-fronten. Ovnen virker. Det lykkedes både at få bagt en fin lakse-gratin, uden et ordenligt ildfast fad, men man kan klare meget med staniol, og de lækreste gulerodsboller med et stænk persillerod. Så i aften har vi fået friskbagte gulerodsboller med et stænk persillerod med tandsmør. Ja, altså bollerne, ikke persilleroden. Herligt.