Ølandsstien i tørvejr

Vi er flyttet. Igen. For femte gang siden vi forlod Frederiksberg i slutningen af august. Nu er vi på Tåsinge. Forud gik en travl dag med at pakke de sidste pakkenelliker, finde plads i hybriden, brygge kaffe, hælde i termokande, smøre madpakke, finde plads i hybriden til maden, køre til Ebeltoft og aflevere nøgle til huset, sætte gps’en til Strammelsegade 37, Tåsinge, og styre mod syd.

I går sluttede vi på Mols med en vandretur til, gæt hvor, Fuglsø Strand. Der var faktisk nogenlunde vejr, dvs. det regnede ikke, og vi kiggede langt efter tåge og dis. Til gengæld kunne vi se Århusbugten og et enkelt stort containerskib på vej mod øst.

Nu er vi altså på Tåsinge. I et B&B. Tåsinge B&B. Ret lækkert. Indrettet i en lade. Bondemanden og -konen bor i stuehuset. Morgenmad bliver anbragt på dørtinnet i morgen tidlig mellem kl. 07.30 og 08.00. Og ved I hvad det bedste er?, som de sang i Fætter BR’s reklamer i gamle dage. Lige før de gik konkurs. Eller, det gjorde de vist ikke alligevel. Jo, vi skal være her 2 nætter, så vi får 2 gange morgenmad på sengen.

Vi nåede frem i tide til, at vi kunne gå en tur rundt i Nørreskoven. Vi fandt Elvira Madigans grav. Vi fandt også Ambrosius Eg,. Imponerende. Fra 1600-tallet. Opkaldt efter digteren Amborosius Stub, som efter sigende boede på Valdemars Slot nogle år dengang for 400 år siden. Det skal såmænd nok passe. Uanset om skrønen er fake eller ej, så er egen i hvert fald et besøg hver.

Skæbnens ironi var, at det var solskin hele dagen. Vi stod op i solskin på bakkeskrænten i Mols, vi pakkede bil i solskin, vi kørte til Tåsinge i solskin og v gik tur i Nørreskoven i solskin. Skæbnens ironi? Jo, vi var i bakkehuset i Mols Bjerge i fire uger, og vi så stort ikke set ikke solen. Samme dag som vi flytter, brøler solen frem.

Vi er på Tåsinge i et par dage, fordi vi vil over og se de vilde heste på Sydlangeland, og vi faldt for Tåsinge B&B på nettet i stedet for et eller andet på Langeland. Det så interessant ud. Og det er det. Da vi svingede fra hovedvejen mellem Svendborg og Rudkøbing og ind på sidevejen til Strammelse, var der ikke mindre end to musvåger på flugt over vejen og ind over markerne for at finde et træ at sætte sig i. For den ene lykkedes det ikke særlig godt, den fandt en lille kvist, for lille til at kunne holde musvågen oppe, så den måtte videre i sin flugt. Her gjaldt ikke salmedigterens ord: ”Fuglen sidder stump på kvist”. Musvågerne pipper nok ikke kvitte-vit, men pippe gjorde den.

Da vi havde tømt bilen for det mest essentielle, tog vi på vandretur. I Nørreskoven, hvor billederne er fra. Vi havde solskin, men solen var ikke ret højt over horisonten så sent på året, og vinden var pivkold.

I morgen tager vi over til Langeland for at se på vilde heste. Hvis de stadig er der.