Man sku’ ha’ været en isbjørn…..

….. for så kunne man gå i hi hele vinteren i en snehule og komme op til overfladen igen, når foråret pibler frem, solen står højt på himlen, og det bliver varmere. Og tørt. Men det kan nok blive svært i disse klimakrisetider at finde en snedrive, der er stor nok til, at man kan grave sig en snehule. Og selv om man kunne, ville man jo ikke kunne være sikker på, at frosten holdt sig mere end en dags tid eller to.

Det har regnet i tunneldalen i det meste af et par dage. Startede søndag og sluttede i formiddag. Ikke konstant, der var dog opholdsvejr ind imellem. Et kvarters tid hver anden time. Regntiden er sat ind. Ligner ikke helt regntiden, som vi kendte den i tropernes Afrika, men regntid er det nu herhjemme. Ved ikke lige, hvad der er bedst, et par timers regn hver anden dag af en halv til en hel times varighed med regnmængder op til en halv hundrede mm pr. time i gennemsnit, eller denne her stille daglige regn time efter time. Jeg tror, jeg foretrækker troperne. Når det handler om regn.

Heldigvis har vi hverken skorpioner eller slanger i Danmark. Nåh ja, med undtagelse af hugorme og snoge. Husker engang i Urambo, en lille provinsby i det centrale Tanzania, hvor det ikke havde regnet en 7-8 måneder, men så kom den, regnen. Og så skal de ellers lige love for, at skorpionerne kom ud af deres huller i jorden og op i luften. Det nærmeste skjul for vores haveskorpioner var vores hus. Uheldigvis dækkede fordørens dørtrin ikke helt ned til gulvet, der var nemlig intet dørtrin, så der var fri vej for skorpioner ind i huset under døren. Vi fik alle ud. Efterhånden.

Det manglende dørtrin var også til nogen gene i regntiden. Når der nu styrtede tordenregn ned i gården i ufattelig store mængder, så kan vandet altså ikke holdes ude af huset af et dørtrin, der ikke findes. Vi klarede det som regel med at lægge et håndklæde godt strammet sammen under døren som erstatning for det manglende dørtrin. Det gik som regel fint. Uden problemer. Lige til den dag en lille bitte, men ret giftig, slange havde forvildet sig ind i håndklædet. Anne Marie fandt den heldigvis, inden slangen fandt hende, og hun fik den verfet ud og væk. Den var nok mere rædselsslagen end Anne Marie, og hun var endda ret rædselsslagen. Fortalte hun mig bagefter. Jeg var ikke hjemme, ude på en eller anden konsulentopgave langt fra Urambo.

Nå, men alt det er en helt anden historie. Her i Bryrup er der mere fredeligt, men det regnede. Som sagt både søndag og mandag. Vi fandt dog en times tid stort set uden regn søndag morgen, så vi snørede løbeskoene og løb en lille tur omkring vores hus. Det er rigtig nok. Anne Marie var ude at lunte en halvanden km for første gang i 6 uger. Ankelbredbåndet har det bedre. Jeg luntede med, og da hun syntes, at det var nok og vendte om og løb hjem, luntede jeg videre rundt om Karlsø. Vi nåede hjem i tørvejr. Næsten, lidt dryp blev det til.

Og så sad vi der et døgns tid og kiggede på vejret. Læste den digitale avis, løste lidt sudoku fra den avis, vi havde købt om lørdagen, fulgte corona-dækningen i tv og radio, og det amerikanske valg, så med på fjerde del af ’Ulven kommer’, det var søndag, og sidste del af ’Babylon Berlin’, det var mandag. Vi tog os sammen mandag eftermiddag,