Det var en septemberdag, og det regnede. Vi flyttede ind i en 2 ½ værelses andelsbolig i 7A, 1.th, med altan, med udsigt til damptogenes daglige ture op ad den østjyske længdebane, statsskolen og teglværket, og med kakkelovn og en kamin i den fine stue, som kun blev brugt, når vi havde gæster. Og til jul.

Vi havde de 2 yngste børnebørn med på turen, René på 25 og Simone på 22. Og deres forældre. Så de fik alle en god portion familiehistorie ind under huden. Mit ældste barnebarn, Natacha, bor i Schweiz, så hende måtte vi undvære.

Det var sjovt at udveksle skrøner med min søster, nogle dramatiske og andre mere fredelige. Hanne stak engang sin arm igennem en glasrude, flænsede hele højre underarm og måtte på skadestuen. Vi havde ikke råd til en taxa, så hun tog bybussen. Med et stort håndklæde om armen. Hun har stadig et ark på en 20-25 cm på højre arm.

Jeg lærte at bokse i andelsforeningens idrætsklub. Det holdt ikke mange uger. Jeg gad ikke at blive slået på, og så hoppede jeg og de andre drenge i stedet over hegnet til Vestermarkens sportsplads for at spille cricket og lege med bue og pil i de små krat om boldbanerne. Hjemmelavet, altså bue og pil. Der kom engang en pil temmelig tæt på et øje. Stor ballade. Forbud mod bue og pil. Som vi drenge vel overholdt en uges tid.

Nå, men det er alt sammen en anden historie, som Kipling siger, og den kan det være, jeg fabulerer om en anden gang.

Vi overnattede på Bygholm sammen med min søster og svoger. Bygholm hedder det på lokalsproget, alle her omkring ved, hvad jeg mener. Den rigtige betegnelse er Hotel Bygholm Slot. Lige nu endda Scandic Hotel Bygholm Slot. Men Bygholm rækker fint i Horsens.

Under morgenmaden fik Hanne og jeg endnu en god snak om vores barndom og familie. Fik vores bedsteforældres fødselsår på plads. Og så gik det pludselig op for os, at vi har en sag lige til at gå til for Inger Støjberg. Vores farmor var født i den 28. december 1892 og blev gift den 18. december 1908. Vi laver lige lidt hovedregning. 1908 minus 1892, giver det ikke 16 år. Jo da, og da min farmor havde fødselsdag den 28. december 1892, var hun ikke en gang fyldt 16 år, da hun blev gift. Altså barnebrud!! Fy føj, skamme. Og hun blev gift med en gammel mand, min farfar, som var født i 1884, og altså var 24 år gammel ved giftermålet. En barnebrud med en gammel mand. Kan det blive værre. Ja, da. Sagtens. Det var et arrangeret ægteskab, aftalt mellem deres familier, har de engang røbet for mig. Kan det blive endnu værre? Absolut, min farmor gik med tørklæde det meste af sit liv. Og min farmors forældre var stærkt missionske og frekventerede et missionshus i Horsens midtby. På ægte krarupsk vis lagde de stærkt pres på min farfar, for at han skulle komme i missionshuset. Det gjorde han da også. Én gang. Han fortalte, at hans svigerfar havde mødt ham med et højt og rungende: ”Velkommen i mit hus”, så alle de missionske proselytter havde vendt sig og kigget. Min farfar kom der aldrig mere.

Siden i eftermiddag har vi været tilbage i Bryrup. Nåede en tur rundt om Karlsø. I regnbyger, i regntøj, i gummistøvler og med kasket.

Og sådan fik vi gang i 4 uger i Bryrup. Her er fint at være.

Fra venstre: Jette og Anne Marie i Sondrup Plantage, Simone, René, Henrik og Solveig, Hanne og Anders, Anne Marie og Erik

Familiegraven på Østre Kirkegård i Horsens