Noget om vaner

Vaner er egentlig en interessant størrelse. Da vi besluttede at rejse rundt i landet, var det, fordi vi ville se og opleve nye steder og fornemme, hvordan det ville være at leve og bo i andre egne end de sædvanlige. Vi har nu været af sted i 10 uger godt og vel, er midt i det tredje ophold af 4 ugers varighed, og nu er der her sket det samme, som der skete de første to steder. Vi finder en fin vandre-/løbetur, og den bevæger vi os så rundt på, om ikke hver dag, så i hvert fald tit. På Rømø var det turen ned til havnen for at se vadehavets fugle, ved Brunsnæs var det Gendarmstien nede ved fjorden for at skibe, både og fugle, og her i tunneldalen ved Bryrup er det turen rundt om Karlsø.

Alting bliver hurtigt en vane. Jeg husker den første gang, vi boede i Afrika, i 1988 var det, i Lusaka, hovedstaden i Zambia. Vi ankom i starten af maj. Hver eneste morgen stod solen op omkring kl. 6. Det gør solen i troperne. Det sker hurtigt, ligner på ingen måde en dansk solopgang. Det samme med solnedgangen. Ned går solen omkring kl. 18. Det tager et kvarters tid, og så er det mørkt. Altså sådan rigtig mørkt, bælgravende mørkt. Der var gadelygter og byens lys, bevares, men elforsyningen var ustabil. Seriøst ustabil, og så var der mørkt fra kl. 18 til næste morgen kl. 6.

Vi stod sædvanligvis op ved 7-tiden. Jeg lå nærmest vinduet og var derfor den, der rullede rullegardinet op for at se, hvordan vejret artede sig. Det blev en vane for mig hver morgen at udbryde, glædestrålende: ”Anne Marie, du kan godt stå op, solen skinner”. Efter et par måneder var det vist ikke længere morsomt.

Det er sært med vaner. Måske giver det en form for tryghed, at man gør de samme ting på samme tid. Måske giver det også en form for sikkerhed for, at tingene sker. Vi har for vane at løbe en tur onsdag morgen og søndag morgen. Motivationen er ikke altid lige stor, men vanens magt byder os at gøre det alligevel. Og rart er det bagefter. Endorfinerne aktiveres, og vi føler velvære. Det kunne da sagtens være, at vi ikke fik taget os sammen til at løbe, hvis vi hver gang skulle igennem en seriøs forhandling. Og det ville da være rigtig skidt.

I min barndom blev det en vane for hele familien at høre Giro 413 hver søndag formiddag. Fast programpunkt. Andre gik i kirke. I vore dage, hvor alt kan streames og høres, når man har lyst, er det ikke vigtigt at høre Giro 413 søndag formiddag. Det er nu heller ikke nemt. Eksisterer programmet stadigvæk? Og samler man stadig ind i Onkel Hermans hyttesko? Måske. Men alligevel gør vi gerne de samme ting på samme tid, uge efter uge. Anne Marie og jeg får risengrød en gang om ugen. Hver onsdag. Hvorfor grød og hvorfor onsdag? Vane? Måske.