Egedal Krønike
10. marts 2021 - senere
Bryrup
24. oktober - 21. november 2020
endnu mørkere var det i det mørke koksrum. I en kælder sort som kul, er der en gammel børnesang, der lyder, og det er rigtigt. Et kælderrum med koks er sort som kul. Så altså, jeg havde opgaven med at hente koks i kælderen. Til gengæld fik jeg ikke lært at vaske op.
Men tilbage til Slottets placering ganske tæt på vores lejlighed, Det gav grund til bekymring, hver gang en fange flygtede, og det skete. Ikke tit, men det skete. Jeg kan huske Lorenzens spektakulære flugt Lille Juleaften 1949, hvor det lykkedes ham at undslippe gennem en tunnel, som han havde gravet under fængslet. Det havde taget ham et års tid. Han var vist ret uskyldig, og var i øvrigt langt væk fra Horsens, da Juleaften oprandt. Mere alvorligt var det, da man fandt en undvegen fange i vores kælder. Det gjorde ikke ligefrem mine søstre mere villige til at gå i kælderen.
Tilbage til dagen i dag. Vi tog fra tunneldalen og direkte ind på Fængslet, der nu er et museum. Det er absolut et besøg værd. Utrolig informativ om straf og resocialisering generelt, men også med mange fine beskrivelser af livet i et fængsel.
Vi sluttede med frokost i Sejlklubbens restaurant, hvor jeg ikke har været siden den mindeværdige 80-års fødselsdagsfest, som min gode orienteringsven Axel afholdt for et par år siden. Den var så vellykket, så restauranten gik konkurs dagen efter. Måske var der ingen sammenhæng, men alligevel. Kort tid efter skulle vi fejre Henning, en anden af mine gamle o-venner, som fyldte 70 år. Han havde booket Fængslets café, men et par dage før dagen gik den café minsandten også konkurs. Og så var det, at vi begyndte at tænke på, om det havde noget med skovkarle at gøre. Eller blot en tilfældighed. I øvrigt blev Hennings fødselsdags faktisk alligevel afholdt på Fængslet. Vi fik lov at bruge Fængselsinspektørens repræsentationslokaler til sammenkomsten. Jeg husker ikke, hvem der stod for maden, men godt var det. Og lokaliteten var uovertruffen.
Tæt tåge i tunneldalen
Det blev frost den forgangne nat. Nok frostgrader til, at fuglene kunne stå på skøjter på balkonens trægelænder, hvor isen havde lagt sig i et tykt lag. Tykt og tykt, i hvert fald en lille millimeters penge. Græsset var hvidt og den opstigende sol var et flot syn gennem de høje grantræer mod øst.
Flot var det med den tætte tåge nede over dalen. Vores hus ligger højt, dog ikke så højt at vi er over tågeniveau. Efterhånden som solen fik magt og tågen lettet, vendte den flotte udsigt over dalen tilbage. Det er en ren fryd at stå op til den udsigt. Når ellers den er der. Nu venter vi blot på, at bonden med majsmarken får høste majsen, så det bliver muligt at se vildtet på marken. Hidtil har vi kun vildtet i indhegningen på den anden side af søen, og det er ikke helt det samme. Vi fandt afgnavede majskolber i vejkanten i eftermiddag, så noget vildt er der vel. Harer måske.
Berit skulle tilbage til Nørrebro i dag. Med toget midt på eftermiddagen, så vi havde god tid både til en hyggelig morgensamling i huset på Kæmpesmøllevej og bagefter en rundtur på Fængslet i Horsens. For mit eget vedkommende var det tredje gang. Rolig nu, alle mine besøg har været, efter at man lukkede anstalten i 1966. Til gengæld har jeg mange minder fra dengang, Fængslet virkelig var et Fængsel. Rolig nu, en gang til, jeg har aldrig været indenfor, mens det endnu var et fængsel.
Mine minder om Statsfængslet i Horsens kommer fra, at jeg voksede op i en andelslejlighed kun et par hundrede meter fra anstalten, og at jeg derfor stort set havde den inden for synsvinkel hver eneste dag. ”Slottet”, som det altid er blevet kaldt af horsensianerne, er beliggende på en bakketop, synlig fra alle verdenshjørner. Også fra vores gadedør.
Der var mange historier i omløb om Slottet og dets indbyggere. Det var virkelig noget, som påvirkede vores dagligdag. Vores lejlighed, ligesom alle de andre lejligheder i Arbejdernes Andelsboligforening, afdeling Borgmestervej, havde kakkelovn i dagligstuen og kamin i den fine stue, som i øvrigt kun blev brugt juleaften og ved andre festlige lejligheder, og når mine forældre havde gæster. Både kakkelovn og kamin skal bruge koks. Koksene var i kælderen i et rum, et kælderrum naturligvis, som blev brugt til opbevaring af koks.
Koks i kælderen er jo ikke meget bevendt, når kakkelovn og kamin er placeret i lejligheden på første sal. De skulle bæres op. Altså koksene. Til det brug havde vi en sort jernspand, der ikke blev brugt til andet. Den blev kaldt en koksspand. Mine søstre nægtede på det bestemteste at bevæge sig i kælderen efter mørkets frembrud. Egentlig heller ikke før mørkets frembrud, for selv om dagen var der mørkt i kælderen, og
