Vi har nu startet vores 12. uge som ”hjemløse”. Vi har foreløbig ingen planer om at ændre den status. Vi har allerede booket boliger indtil midt i februar. Men på et eller andet tidspunkt skal vi vel se vores eget habengut igen, så vi kigger da ind imellem salgsannoncer. Det er utroligt, som ejendomsmæglere kan skamrose boligers kvaliteter. Ligesom der findes tolke til tegnsprog, burde der egentlig også findes tolke til ejendomsmæglersprog. At et hus f.eks. er indflytningsklar, har mange betydninger.

Jeg husker med gru, da vi flyttede til Urambo i det centrale Tanzania. I et hus, som COWI havde fået til opgave af Danida at renovere og gøre indflytningsklar, inden vi og containeren med vores bohave ankom til stedet. Heldigvis kom ”vi” før ”bohavet”. Inden vi drog de 1100 km mod vest i bil fra Dar es Salaam med det mest nødvendig udstyr, var vi blevet forsikret, at huset var klar til indflytning. I hvert fald 95% klar, sagde COWI’s mand i Tanzania. Der manglede kun nogle småting, men det var småting, sagde han. Naive som vi var, og sikkert stadigvæk er sommetider, glemte vi at spørge, hvad de 5%, der manglede, egentlig dækkede over.

Så vi drog af altså af fra Dar es Salaam, glade og fro, og efter 2 lange dage på landevejen, halvdelen på grus, nåede vi til Urambo. Her fandt vi så ud af, hvad der manglede. Hvad de 5% dækkede. Hvad det var? Vi fandt ud af det på den hårde måde. Der var intet glas i vinduerne! En lille detalje. Hvis det nu ikke var, fordi det var midt i regntiden, kunne vi såmænd nok have levet med det. Men det var altså regntid. Og regn i Tanzania er ikke sådan noget pjaskregn som herhjemme. Den anden nat, vi boede i huset, kom en tordenskylle, der ville noget. Det stod ind ad alle vinduer. Vi vågnede ved, at det regnede ind i sengen. Og det var for meget. Op og finde plastic. Dække vinduer. Så gik den nat med at tætne vinduer. Næste morgen fandt vi ud af, at det ikke kun var glas i vinduerne, der manglede. Stuegulvet var dækket med vand. Havde der været frostvejr, men hvor tit er der lige det i troperne, havde vi kunne stå på skøjter i stuen. Men hvor tit har man lige skøjter med til et ophold i troperne? Nå, men altså, taget var utæt. Det blev repareret mange gange gennem de 2 år, vi boede i Urambo. Lige lidt hjalp det. Taget var utæt. Og det blev det ved med. Ret hurtigt fandt vi ud af at have spande klar til drypvis vandopsamling. Ret hurtigt fandt vi også ud af, hvor spandene skulle stå. Og der stod de så, hver gang det regnede.

I dag har vi været nede at tjekke, om den genfundne bro stadigvæk stod, hvor den skulle. Den genfundne bro er en god historie om privatbanen mellem Horsens og Silkeborg. Banen gik egentlig kun fra Horsens til Bryrup med indvielse i 1899. I 1926 blev man enige om at forlænge linjen til Silkeborg. Fint nok. Ved samme lejlighed besluttede man at ændre sporvidden fra den oprindelige smalle vidde til den sædvanlig normale vidde for alle andre jernbaner, havde man et problem med broen over Gudenåen ved Vestbirk, som var smalsporet. Det var på det tidspunkt Nordeuropas højeste jernbro. 28 meter høj er den. I stedet for at bøvle med at lave en ny bro, eller udvide den eksisterende, besluttede man at dække den med jord og lægge Gudenåen i rør nedenunder. Og det gjorde man så. På dæmningen lagde man de nye normalbreddeskinner og så kørte futtoget gladeligt mellem Horsens og Silkeborg indtil 1968, hvor banen blev nedlagt. Jernbanebroen var for længst glemt, indtil et kvikt hoved i starten af 2000-tallet kom i tanke om, at der vist var en bro ved Vestbirk, der var dækket af jord. Horsens Kommune bevilgede midlerne til at få broen fritlagt og det er den nu. Flot ingeniørarbejde. Og i øvrigt en stor turistattraktion. Vi så det selv i formiddag. Der var mange mennesker til at se på. Der var også en musvåge ved banelinjen, qua cykelstien. Den så vi også. Og en blåmejse og et par andre ubestemmelige småpipfugle. Nogle gråænder var der også. Og en enkelt hejre ved bredden af Vestbirk Sø.