Hektisk tirsdag i tunneldalen

Det startede tidlig. Omkring kl. 9 blev der en, om ikke infernalsk, larm så i hvert fald en del mekanisk støj neden for hytten. Bondemanden havde sat gang i majshøsten. Det var da også på tide. Vi har ventet på det, siden vi kom for godt 2 uger siden.

For en byboer som mig var det ganske interessant at følge processen. Det er ikke så ligetil. Logistisk udfordring. Imponerende, hvor flot den kæmpestore maskine blev styret gennem de knastørre majs på marken, uden slinger overhovedet, mens en traktor med efterhængt vogn fulgte med ved siden for at tage imod de høstede majs.

Det gik der en times tid med. Derefter kom der minsandten en grader for at grade grusvejen, der fører ind til Bryrup. En grader er en maskine, der udjævner huller i grusveje. Det er godt nok også nødvendigt, når der har været regn i et stykke tid. Regn giver huller i vejen. Eller rettere, det er ikke regnen, men bilerne. Det er ikke mange steder i Danmark, man finder trafikerede grusveje i så stort et omfang som her i tunneldalen. Men altså, grusveje skal grades. Jævnligt. Det gør faktisk en stor forskel. Urambo, en lille tanzaniansk distriktsby, som vi boede i for en snes år siden, var udelukkende omgivet af grusveje. Det var egentlig ikke et stort problem, man tilpassede blot farten efter forholdene. Især hullernes størrelse. Den nærmeste provinsby, Tabora, lå 90 km væk. Her var der internet-forbindelse og supermarked. I Urambo var der blot et marked med grønsager og frisk kød, slagtet den samme morgen. Så vi skulle til Tabora en gang imellem, som regel hver onsdag, for at handle og tjekke mail. Det kunne tage mellem 2 timer og 4 timer, afhængig af, om vejen nylig var blevet graded.

Der er nu kommet fugleliv i haven og på terrassen. Langt om længe har fuglene fundet ud af, at vi har lagt frø ud. Det er egentlig noget skidt, for hvad skal de stakkels fugle gøre, når vi rejser om en god uges tid? Det er et svært dilemma. Skal man lade være med at gøre noget godt for fuglene, fordi man ved, at goderne ikke varer ved? Eller skal man i stedet glæde sig over den tid, goderne varer? Minder mig om min tid på Horsens Handelsgymnasium, hvor forstanderen ikke mente, der var grund til at gøre så meget for eleverne, for de skulle jo alligevel rejse fra skolen efter nogle få år. Så pyt da, om forholdene ikke var optimale. For eleverne, altså. Lærerne, derimod, de skulle passes og plejes, for de skulle jo være der hele livet. Det er et klassisk dilemma, som den katolske kirke gennem århundreder har forfinet. Pyt med, at jordelivet er et helvede, himlens lyksaligheder venter efter døden. Nåh ja, det er ikke kun et katolsk anliggende. Det gælder vist de fleste religioner.