Wellington til Picton - fra nord til syd

12. marts

Sejlads over Cook strædet

Dagen startede med en rundtur i Wellington, landets hovedstad, med stop ved regeringsbygningen, fuldt forståeligt kaldt The Beehive, parlamentet, en meget smuk trækirke, op på toppen af Mt. Victoria for at nyde udsigten, og endelig nationalmuseet, hvor vi så en fantastisk flot udstilling om slaget om Gallipoli i Tyrkiet under 1. verdenskrig.


Dernæst bordede vi færgen, der bragte os over Cookstrædet, der for en gangs skyld var ganske rolig. Det siges, at overfarten kan være ganske forfærdelig, men ikke i dag. Det var en meget smuk sejltur med udsigt til den sædvanlige måge, skibe, fiskerbåde, hvalstationer, lakse- og østersfarme, øer, bakker og andre smukke landskaber.


Vi endte i Picton, sydøens nordligste by. Det er en lille pittoresk flække, der vist mest lever af at være færgehavn.