Christchurch - igen, igen

20. marts

Sidste hele dag i New Zealand, dagen efter rejste vi videre til Sri Lanka, hvor snart-fødselaren allerede var ankommet med sine søstre, nevø, niecer og andet godtfolk.

Vi forlod Franz Josef i regnvejr, surprise, surprise, men inden vi havde vores første stop i en lille vestkystby ved navn Hokitika var solen brudt igennem skyerne. Hokitika er New Zealands jadeby. Her forarbejdes jaden til smukke smykker. Vi fik købt nogle fine ting. Synes vi selv.

Herfra gik det igen opad og opad og opad. Vejen snoede sig langs med floden Otira i en fantastisk smuk, og også lidt dramatisk, dal. Oppe på toppen regnede det igen. New Zealænderne siger, det er varm luft fra Australien, der blæser over det Tasmanske Hav, rammer bjergene og fortættes som regn.

Vi endte i Arthur’s Pass, hvor vi stod af bussen for at vente på toget, der skulle bringe os det sidste stykke vej til endemålet for vores rejse, Christchurch. Det var igen blevet solskin, og vi fik de smukkeste udsiger ud over bjerge, dale, floder, sletter, fårefarme, marker med malkekøer, broer og tunneller.

I dem så vi nu ikke så meget. Det har været et fantastisk ingeniørarbejde at få lavet jernbanen fra vestkysten til østkysten. Formålet var at få guldet transporteret til Christchurch i stedet at få det udskibet i Hokitika, Greymouth og de andre byer på vestkysten. Det ville vestkystfolkene naturligvis ikke være med til, så det blev aldrig til noget med guldfragten fra vest il øst.

Nu har man så jernbanen. Der var ingen bemanding på stationen i Franz Josef Township. Billetter kom togføreren med, og han var i toget. Vi fik en vogn for os selv.