Gråsten-skovene genbesøgt

OK Syd havde inviteret til lørdags-træningsløb i Gråsten Skovene. Det gør de sådan set hver lørdag, ja altså ikke altid i Gråsten Skovene. Men det var altså der, det gik for sig i dag.

Det kræver en del forberedelse at løbe o-løbe, både mentalt og på andre måder. Man skal ligesom sætte sig selv op til det. Hvor langt skal man løbe? Skal man starte tidlig eller sent? Skal man have sko med knopper på? Det skal man nu altid, men skal det være store knopper eller sko med pigge? Måltiderne skal også tilpasses efter starttidspunktet. Og måltidet skal være tilpas både i mængde og art. Jeg husker med gru Velling etapen ved publikumsløbene ved junior-verdensmesterskaberne i 2019. Vi var en del løbere fra Amager OK, der havde aftalt at få frokost sammen i Aarhus inden løbet og derefter følges i samlet flok til stævnepladsen. Fin plan, faktisk.

Vi mødtes på Rådhus Caféen i Aarhus midtby. Et glimrende frokoststed. Her serverer man god dansk mad, som vor mor og bedstemor lavede den i forne tider. Mit valg faldt på flæskeæggekage. Stor, stor strategisk fejl. Fordøjelsestiden for flæskeæggekager er ret lang, i hvert fald noget længere end de par timer det tog, inden jeg skulle starte ud på H-75 banen i Velling. Jeg har sjældent været så tung. Skal også lige tilføje, at Velling er et af de stejleste orienterings-terræner i hele Danmark. Nå, men det er sådan set en hel anden historie. I dag skulle jeg blot løbe i Gråsten.

Forud gik forberedelserne fint. En simpel frokost en times tid før start. To halve med fisk og spegepølse.  Ja, altså fisk på den ene halve, og spegepølse på den anden.

Løbet gik i øvrigt fint. Minimale fejl. Godt tilfreds tilbage til hytten, tøj til tørre, sko ligeså og så et varmt bad.

Udsigten over fjorden gik daglig nye oplevelser. I dag var det flyvende balloner med kurv. For langt inde over Holnis Halbinsel til at vi kunne se, hvor mange personer, der var med.

Dagen sluttede igen, igen med farvespil over fjorden. Rene, klare pastelfarver på en skyfri himmel.