Nomadelivet fortsætter på østsiden af Sønderjylland

Gevaldig fugle-aktivitet både i vandet og i luften. Stor skallesluger, gæs, ænder, krager, og de allestedsværende måger. For blot at nævne nogle.

Vi blev færdige med to første sæsoner af Babylon Berlin i fredags. Er nu med fra starten af 3. sæson. DR2 hver mandag kl. 21.00-22.30 i aften og de næste 5 uger. Kan stærkt anbefales.

En lille pudsighed: vi er åbenbart blevet belemret med køleskabe med mangler. Her mangler hylden helt. Lidt uheldigt, for det er jo her, man sætter rosé og hvidvin på køl. Vi må holde os til flasker med skruelåg. De kan ligge ned. Det er værre med yoghurt- og mælkekartoner. De findes vist ikke med skruelåg. Nå, vi finder en løsning.

Vi er flyttet til Broager. Skete i lørdags efter 4 uger på Rømø. Fire fine uger. I et hus, der langt fra levede op til vores forventninger. Eller forhåbninger, måske. Omgivelserne var til gengæld glimrende. Vi sluttede fredag eftermiddag på havnemolen. Og det var lige så spektakulært som de øvrige mange gange på molen i Havneby.

Bil, bagage og cykel kom på bilen lørdag formiddag, og så drog vi østpå. Frokost på Agerskov Kro. Kan stærkt anbefales, skulle I komme på de kanter. Havde godt set skiltet på omfartsvejen, der vittigt proklamerer: "Hvis du boede i Agerskov, var du hjemme nu". Vi nøjedes dog med et kort frokost-stop.

Søndag gik med installering i et hus i Brunsnæs på kanten af Flensborg Fjord. Højt beliggende med en fin udsigt til fjorden. Anne Marie sad med den ledbåndsbeskadigede ankel oppe det meste af dagen. Pakke-anstrengelserne lørdag skulle udbedres. Jeg fulgte med i sejladsen på fjorden.

Brunsnæs er lidt som Fedet i Matador, et sted hvor det bedrestillede borgerskab anskaffer sig en lille plot og opstiller et lille hus til familiens sommerferieforlystelser. Eller sådan tror jeg, det er. Det er det nok ikke alligevel. Det hus, vi nu bor i, er ganske hyggeligt, selv uden opvaskemaskine og tørretumbler. En klar forbedring i forhold til Rømø.

Vi valgte stedet, fordi Gendarmstien er inden for gåafstand. Vi havde planer om lange vandringer på stien. De ligger en lige smule brak, men vi dog var ude i dag at teste Anne Marie's vandreformåen. Der er fremskridt. Dagens distance blev knap 2 km. Med stok. I crocs.