Vi blevet influenza-vaccineret.

Det var en speciel oplevelse. Foregik i Skansehallerne i Sønderborg, hvor Danske Lægers Vaccinationsservice havde lånt/lejet et klublokale. Det var såmænd godt nok. Ventesalen var dog ikke helt godt nok. Der var mange i kø. Der var for få stole, mange måtte stå op. Køen var lang, slyngede sig rundt i cirkler i det lille forlokale. Efterhånden nåede vi da frem til en stol og fik lov at deltage i stolelegen. Det gik der en tre kvarters tid med. Endelig, endelig nåede vi ind i de hellige haller, klublokalet, og fik vores lille stik i højre skulder.

Det var torsdag. Siden da kan jeg ikke nå rundt med min højre arm til ryggen, uden at det gør s..... ondt. Havde planlagt at bage boller, men det måtte jeg opgive. Nu sidder jeg så her og har lidt ondt af mig selv. Suk. Men influenza-beskyttet, forhåbentlig.

Vi nyder virkelig at være i Sønderjylland. Vi har været i Broager Kirke, på kirkegården, set krigergrave og mindehøjen med mindestenene over de faldne i 1. verdenskrig. Der var et par sten med fire navne fra samme familie. Tankevækkende.

I går tog vi til teglværksmuseet Cathrinesminde, hvor man har arbejderboliger fra forne tider. Boligen fra 1960 lignede de boliger, vi voksende op i. Der var ingen toilet. Det havde vi dog. Der var til gengæld das udenfor. Som blev tømt i fjorden om vinteren, blev vi fortalt. Om sommeren brugte man det til gødning i kolonihaverne. Sådan én var der til hver bolig.

Sikke meget vi lærer om egnen og livet i denne del af Danmark. Det var sådan set også et af formålene med at tage herned. Som bonus har vi fået udsigt til fugle, vandflyvere, sejlere, køer og kite-surfere på fjorden. Og selvbetjeningsadgang til Broager Bibliotek med selvbetjeningsfotokopieringsservice og gratis aviser og blade. Ikke så ringe endda.

Det kniber til gengæld med sproget. Nogen folk taler et pudsigt kaudervælsk. Men "mojn" har vi da lært.