Familiebesøg

Kippes Træ ved vi ikke, om vi fandt. Der var henfaldende træer omkring stedet, men hvilket har engang været Kippes? Svaret blæser fortsat i vinden. Vi fortsætter søgningen.

Vi havde besøg af min søster og svoger fra Thisted og vi tænkte, at det ville være en lille fin tur efter frokosten. Sild, løgtærte, en god salat og ost. Kaffe efter turen til Breidablik og Kippes træ. Som vi altså ikke fandt. Eller gjorde vi?

Endnu engang måtte vi undres over skiltningen. På vestsiden af skiltet, der viste op til udsigtspunktet, stod der Breideblik, men på østsiden Breidablik. Vi antog, at det var det samme. Det var det.

Ude i verden må man også sommetider undres. Jeg husker juleferien i 1991. Vi boede i Gokwe i Zimbabwe, ikke så langt fra Namibia, som var blevet selvstændigt i marts 1990, og vi havde derfor som danskere lov til at besøge landet.

Tidligere hed det Tysk Sydvestafrika og var annekteret af Sydafrika, som vi ikke måtte besøge, før Mandela kom ud af fængslet, og der var afholdt frie valg. Så det var ”no go” til både Namibia og Sydafrika, indtil de hver for sig var blevet genoptaget i det gode FN-selskab.

Dengang i 1990-91 var det lykkedes de frivillige at få en meget generøs kørselsordning forhandlet på plads med Mellemfolkeligt Samvirke. Som frivillig fik man ikke løn, men et vederlag, der skulle dække de mest nødvendige behov. Til gengæld skulle MS stille møbleret bolig og en bil til rådighed. Det var dog en forudsætning, at vi selv skulle dække omkostningerne til diesel for vores private kørsel. Det gav en utrolig mængde bøvl. Hvordan kunne man skelne mellem nødvendig, MS-betalt, projekt-kørsel og privat kørsel. Vi frivillige argumenterede, at det lille vederlag, vi fik – og det var ikke stort – i hvert fald ikke var stort nok til også at dække omkostningerne til kørsel. For at løse den gordiske knude, at fjerne det administrative bøvl med at skelne mellem privat- og projektkørsel, besluttede man ved en forhandling engang i løbet af 1990 med de frivilliges talsmænd, at MS fremover ville betale for al kørsel. Uanset formål. Herligt, ikke? Nu behøvede man ikke tænke på, om man havde råd til at køre til Ægypten, Etiopien, Kenya, Tanzania, Uganda, desuagtet at det var mange tusinde km væk, eller det trods alt noget nærmere beliggende og nyligt uafhængige Namibia. Vi valgte Namibia i jul og nytår 1991-92.

Fra Gokwe var der kun 550 km til den Namibiske grænse. Det meste på grusvej, men det mente vi nok, at vi kunne nå på en dags tid. Hvis ikke, havde vi et telt med, og så ville vi vel kunne finde et sted at campere. Vi nåede det fint.

Næste dag skulle vi så over grænsen og ind i Namibia, mod nord-øst i det hjørne af Zimbabwe, der grænser op til Zambia, Angola, Botswana og endelig Namibia. Her er der en meget lang stribe smalt land, der tilhører Namibia. Caprivi-striben hedder området. Det er såmænd omkring 500 km lang, men kun en 50-60 km bredt. Der var kun én lang vej gennem striben, og den havde under uafhængighedskampen været et meget farligt sted at bevæge sig. Efter uafhængigheden var vejen stadigvæk rimelig ufarlig, når man blot kørte lige igennem uden stop. Det gjorde vi så, uden problemer.

Men nu vender jeg tilbage til min undren over mærkværdige skilte. Da vi havde passeret grænsen mellem Zimbabwe og Namibia, blev vi mødt af et kæmpestort skilt. Det gør man alle vegne ved grænseovergange i Afrika. Lige efter grænsen til Mozambique, f.eks., når man kommer fra Zambia, mødtes man af et stort skilt med teksten ´País de Jeito´, som betyder ´Jeito-land´. Jeito var navnet på det lokalt fremstillede kondom. Det var jo et glimrende initiativ i 1990’erne, hvor HIV var langt fra under kontrol i Af-rika. Langt mindre end nu.

Men dengang i december 1991, da vi passerede grænsen til Namibia for første gang, blev vi mødt af et skilt med 32 sætninger, der alle startede med ”You are NOT allowed to……..”.

Mærkværdigvis stod der intet sted på skiltet ”Welcome to Namibia”, som det ellers var sædvane ved alle andre grænseovergange, vi havde passeret. Ja, altså ikke ”to Namibia”, men det land som vi rejste ind i. Måske det også står ved danske grænse ”Velkommen til Danmark”, måske med tilføjelsen ”gæl-der dog ikke personer af mellemøstlig oprindelse”. Kunne da være, det er lang tid siden, jeg har været der.

Tilbage til Namibia. Her stod vi altså med 32 forbud, som vi skulle overholde. Om vi følte os velkomne? Næh, ikke rigtig, men da vi nu havde pakket bilen, kørt 550 km for at komme derop og med planer om at køre rundt i et par uger i Namibia, besluttede vi at fortsætte.

Vi havde en aftale om at mødes men en tidligere frivillig fra Zambia, som efter uafhængigheden var flyttet til Namibia, og holde jul med ham. Han boede i den nordlige del af Namibia. Husker ikke byens navn. Han hed Hartvig, var håndværker, tømrer tror jeg, og hans opgave var at hjælpe med etablering og opbygning af tekniske skoler i den nordlige del af Namibia. Vi mødtes med ham i hans hjemby, fik købt forsyninger og fortsatte så videre op til en campingplads i nærheden af Ruacaña ved Kunene River, der her danner grænsen til Angola. Der var stadigvæk borgerkrig i Angola, så vi havde ingen planer om at sejle over floden for at se, om de også havde mærkværdige velkomstskilte. Der var i øvrigt svært bevæbnede soldater på den anden bred, så også det afholdt os fra at prøve.

Et par dage efter jul, eller var det allerede dagen efter, forlod vi Hartvig og drog sydpå mod Etosha National Park, dengang ikke særlig kendt og velbesøgt. Her blev vi igen mødt med et kæmpestort skilt med en lang række sætninger, der alle startede med ”You are NOT allowed to…..”. Heller ikke her noget med ”Welcome to Etosha National Park”.

Da vi så skulle checke ind i parken, blev vi mødt af en hel væg af tekster og billeder af folk, der havde været ude for forfærdelige oplevelser med løver, leoparder, krokodiller og andre farlige væsener, gående løs i parken. Altså væsenerne, ikke folk. "Tak skæbne", tænkte vi, "hvad er det lige, vi går ind til her?", vi der var vant til et mere afslappet forhold til naturen fra Luangwa National Park i Zambia.

Vi undrede os såre, indtil der gik en prås op for os, at Tysk Sydvest Afrika selvfølgelig var præget af den mentalitet, som de tyske kolonialister havde medbragt derhjemmefra, da de emigrerede til landet. Så forstod vi bedre fornemmelsen af ’Ordnung must sein’. Derefter tog vi det afslappet, stod ud af bilen, når vi havde behov for det, men gik selvfølgelig ikke om bag en busk for at tisse.

Inden for i Etosha fandt vi hurtigt campingpladsen, slog vores lille campingtelt op og kiggede os omkring. Og minsandten om vi så ikke helt tilfældigt stødte ind i Birthe og Morten, et par frivillige fra Zambia, som vi havde hjulpet i deres projekter flere gange de seneste par år. De havde også udnyttet MS' generøse ordning med betalt diesel til at køre til Namibia. Det var i øvrigt nogle tusinde km mere end os.

Sammen med dem havde vi så nogle fine dage i Etosha National Park, masser af dyreliv, ikke ret mange gæster, det var jo sta-digvæk lige efter uafhængigheden.

Vi forlod Etosha nytårsdag 1992 og kørte mod syd, før vi drejede mod vest ud til Skeleton Coast og den namibiske ørken, ned over Walvis Bay og Swakopmund, derefter mod øst over til Botswana, gennem Kalahari Ørkenen, hvor vi camperede en enkelt nat under den mest klare himmel, vi nogensinde har set, fortsatte til Maun i Okavango Delta, hvor vi havde en punktering, som ejeren af det lokale hotel ikke ville tage sig af. De havde deres eget bilværksted, så det ville have været en smal sag, men da vi spurgte ham, svarede han: ”Jeg driver et hotel, ikke en servicestation”. Men punkteringen blev lappet og hjem kom vi da.

Turen fra Etosha tibage til Gokwe er en helt anden historie, som det vist fører for vidt at brygge videre på denne gang. En enkelt morsom detalje er der dog at slutte af på. Namibia var, som sagt, en tidligere tysk koloni, og i 1990-91 var der stadig mange folk i landet af tysk oprindelse. Og landet var velforsynet med tyske produkter. Nytårsdag på vejen sydpå fra Etosha nåede vi til en lille by, meget langt ude på landet, men der var et hotel med en kro, som vi trådte ind i for at få frokost. Minsandten om ikke der var Rød Ålborg på spiritusmenuen. Og tyske øl og tyske pølser. Sauerkraut sikkert også. Husker jeg ikke med sikkerhed. Der var en hel flok lokale hvide mænd, der hyggede sig med kroens bedste øl og schnaps. De kiggede undersøgende på os, da vi trådte ind, vi var jo fremmede. Og så på Nytårsdag.

På et tidspunkt var der en af mændene, der spurgte os, hvor vi kom fra. Han var vel en 65-70 år gammel. ”Denmark”, sagde vi. ”Nå, Denmark”, sagde manden, ”det kender jeg godt lidt til”. ”Hvor i Danmark havde han været”, spurgte vi. ”København”, sagde han så. ”Nå da, og hvornår var det så?” Hvad han svarede? ”Engang i 1940'erne”. Så spurgte vi ikke om mere.