Mere om biler .....

I går og i forgårs vaskede vi hybriden. I dag har den stået parkeret foran vores indgangsdør og pyntet. Til stor fryd. Og sådan har vores biler stået og pyntet foran vores fordør i mange år. I hvert fald siden vi flyttede til Zambia i 1988 og indtil vi kom hjem igen i 2003. Derefter stod de der godt nok, foran fordøren, men det var nu ikke altid at de var lige så rene som de biler, vi havde i Afrika. Af gode grunde. Vi havde nogle folk, der elskede at vaske bil, og de skulle ikke have ekstra betaling for arbejdet. De fik jo i forvejen en fast månedsløn i den rigtig pæne ende af lønskalaen i de lande, hvor vi befandt os.

Da vi i sin tid flyttede til Zambia som ulandsfrivillig kunne vi fra Mellemfolkeligt Samvirke få et lån til køb af en bil. Til en favorabel pris. Vi skulle jo ikke betale registreringsafgift, da bilen ikke skulle importeres til Danmark, men leveres direkte til vores tjenesteland. Ordningen var sat i værk, fordi MS vidste udmærket, at vi var nødt til at kunne bevæge os rundt nogenlunde standsmæssigt. Desuden var det ikke alle ulandsfrivillige, der havde økonomi til selv at anskaffe sig en bil, så derfor tilbød man medfinansiering. Lånet skulle naturligvis betales tilbage, når frivilligperioden sluttede.

Salg af bilen ved afslutningen af sin frivilligperiode skulle man selv sørge for. Det foregik på den måde, at man forsøgte at finde en lokal køber til sin brugte bil. Det lyder som en fordelagtig ordning. Dels fik man hjælp af MS til købet, og dels kunne man sælge bilen uden indblanding fra MS’ side, og så kunne man betale sit lån tilbage. Og i de fleste tilfælde endda sælge den brugte bil til en højere pris, end man havde betalt for bilen nogle år tidligere. Fin, fin ordning. Syntes de frivillige, der havde gjort tjeneste i et af de lande, hvor efterspørgslen efter biler var større end udbuddet. Til gengæld peb de frivillige, der skulle forsøge at sælge deres bil i et land, hvor udbuddet af biler var større end efterspørgslen. Markedsmekanisme i praksis for folk, der var rejst ud for at gøre en forskel i tredjeverdenslande, være med til at mindske ulighederne og forbedre livsbetingelserne for verdens fattige mennesker. Ædel gerning.

Men det skulle da helst være sådan, at man kunne tjene en lille skilling på sin brugte bil, når man rejste hjem igen. Men det kunne altså ikke alle. Og da ikke alle kunne, så burde ingen kunne. Det var uretfærdigt, var det, så den ordning måtte ændres, så der var lige vilkår for alle.

Hvordan den gordiske knude lige skulle løses, gik der lang tid med at drøfte. Både internt blandt de frivillige og eksternt mellem de frivilliges valgte tillidsrepræsentanter og MS’ hovedkvarter i København. Efter op imod to års tænkepause, forhandlinger og drøftelser besluttede MS, at fra 1990 ville alle biler blive stillet vederlagsfrit til rådighed for ulandsarbejderne. Bemærk, at man nu samtidig havde besluttet ikke at udsende frivillige, men ulandsarbejdere. Der er nok ingen direkte sammenhæng mellem de to ændringer, men man ved aldrig. Anne Marie blev altså udsendt som frivillige, men hjemsendt efter fire år som ulandsarbejdere. Det havde nu ikke den store indflydelse på vores vederlag, faktisk ingen. Det havde heller ingen indflydelse på ejerskabet af vores bil, for den havde vi jo købt i 1988, da vi rejste til Zambia. Så vi måtte ud på markedet for at finde en køber, da bilen skulle sælges. Og det skulle den faktisk allerede i 1990, selv om vi først kom hjem i 1992.

Grunden hertil var, at vi fra 1989, da vi flyttede til Harare, udelukkende arbejdede som konsulenter på MS-projekterne over hele Zambia og Zimbabwe. Det betød omkring 100.000 km på landevejene hvert år. Vores private bil, som vi havde fået tilskud til af MS, var en Peugeot 205. Stor var den ikke, og velegnet til kørsel på grus- og sandveje i de fjernere egne af Zambia og Zimbabwe var den heller ikke. Faktisk aldeles uegnet, så hver gang vi skulle afsted på et projektbesøg, skulle vi låne en af landekontorernes projektbiler.

Vores lille Peugeot 205 og projektkørsel var altså ikke et godt match, så da vi skulle have forlænget vores første 2-års kontrakt, ansøgte vi om at få en MS-bil i stedet. Det blev bevilget, og vi fik en Toyota High-Lux Double-Cab stillet til rådighed. Double-Cab betyder med 2 kabiner. Til gengæld var ladet knapt så stor som på en Single-Cab. Der var alligevel plads til mange afrikanske kolleger på bagsædet og ladet. Da man på samme tidspunkt indførte ordningen, at alle omkostninger ved kørsel i bilerne skulle dækkes af MS, blev livet lidt lettere og vederlaget i praksis lidt højere, eftersom der nu ikke var udgifter til diesel, olie, reparationer, nye dæk og hvad der ellers dukker af uforudsete udgifter. Alt sammen godt nok, selv om der nu var frivillige, undskyld u-landsarbejdere, der gjorde vrøvl over, at de havde mistet muligheden for en fortjeneste på salg af en bil. Der var dog ingen, der forlangte kompensation for tabte indtægtsmuligheder. Det var jo ikke mink-produktion.

Da vi nu havde fået bevilget en ny Toyota High-Lux Double-Cab, skulle vi have fundet en køber til vores lille Peugeot 205, som var i særdeles velholdt stand. Det viste sig ikke at være noget stort problem. Det var i 1990, og der var mangel på alting, også biler. Gode og velholdte biler var i høj kurs.

De forretninger, der på det tidspunkt havde varer på hylderne, var alle sammen drevet af forretningsfolk af indisk afstamning og med indiske forsyningslinjer. Da vi boede i Lusaka, handlede vi meget i en bestemt indisk forretning, hvor indehaveren på et tidspunkt havde spurgt os, om ikke vi ville sælge vores bil til ham, når vi skulle rejse hjem. Han havde en datter, som manglede en lille by-bil.

Selv om vi i 1990 var flyttet til Zimbabwe et lille års tid i forvejen, havde vi aldrig fået vores bil omregistreret fra Zambia til Zimbabwe, men kørte på zambiske nummerplader. Det var fuldt lovligt, når blot vi registrerede ind- og udkørsel ved grænseovergangene, og det gjorde vi naturligvis. Det ville derfor være det nemmeste, hvis vi solgte vores bil til en zambier, og det kunne da lige så godt være vores ven, den indiske forretningsmand.

Så derfor kørte vi til Lusaka, kontaktede den indiske forretningsmogul og spurgte ham, om han stadigvæk var interesseret i at købe vores bil. Det var han da. Vi forhandlede lidt om prisen, det gør man i de lande, det skal ikke være for let, men til sidst blev vi enige om en fair pris, og vi aftalte at vi skulle aflevere bilen dagen efter og have pengene udbetalt. Han ville gerne betale halvdelen med en check og den anden halvdel kontant. Det havde vi ikke noget imod. Der var blot det lille problem, at kursen på zambiske kwacha var meget lav i forhold til både US-dollars og stort set alle andre valutaer, så halvdelen af beløbet betalt kontant med små sedler var mange sedler. Rigtig mange sedler. De fyldte en hel Fjällräven rygsæk. Bogstavelig talt.

Da handlen endelig var overstået, og vi have fået checken med halvdelen af beløbet og fyldt rygsækken med den anden halvdel i små kwacha-sedler, havde bankerne lukket, så vi kunne først få indsat beløbet i banken dagen efter. Vi boede hos et andet frivillig-par om natten efter salget, og jeg sov bogstavelig talt med Fjällräven under hovedpuden. Kriminaliteten var høj i Lusaka i 1990. Man låste altid alle sine bildøre under kørslen, man stoppede ikke for rødt lys og man gik ikke ud om aftenen. Det gjorde vi så godt nok alligevel en aften, lige efter vi var kommet til Lusaka, hvor vi havde været til fest hos en af mine kolleger og som boede ikke så langt fra vores hus. Det gik godt, men mine kolleger var noget rystede, da jeg fortalte det til dem. Dengang, lige efter vi var kommet til byen, vidste vi ikke bedre. Det kom vi til, men det er en anden historie. Tilbage til bilsalget.

Jeg sov ikke alt for godt om natten. Det er faktisk ikke særlig behageligt at sove med en Fjällräven under hovedet og samtidig ligge og lytte efter mistænkelige lyde. Men alt gik godt. Pengene var i behold næste morgen, så vi kørte i banken med check og kontanter. Her skulle de mange kwacha i små sedler tælles. Det foregik manuelt. Sædvanlig procedure med 10 ad gangen og den 10’ende seddel på tværs over de andre 9. Hver gang, der var 10 bunker med 10 sedler, blev de bundtet sammen med en elastik rundt om. Det tog lang tid. Det tog faktisk 45 minutter at tælle. Vi var enige om det totale beløb ved enden af optællingen. Heldigt. For ellers skulle den stakkels bankmand have været i gang igen.

Jeg tror nok, vi fik en rimelig god pris for bilen. Lidt mere end vi havde givet. Til gengæld tabte vi på at sælge vores sidste bil i Tanzania, da vi rejste hjem i 2003. Og så gik det vel nogenlunde lige op. Det var markedet, der bestemte.

Sådan er det ikke i Danmark. Her er det selvfølgelig også markedet, der bestemmer, hvor meget man kan sælge sin brugte bil for, men én ting er sikker, det er et lavere beløb, end man gav for den.

Tilbage til Husby. I dag gik dagen, som onsdage normalt går. Vi løber en tur, gps-uret måler vores distance og tid, og hjemme igen uploader vi til Garmin Connect.

Resten af dagen gik med læsning og diverse småsysler.