Det går ikke altid efter planen

I går var planen, at vi ville ud at løbe om formiddagen og derefter slappe af med weekend aviser re-sten af dagen. Vi har digitalt abonnement på både Information og Politiken, så det skulle være muligt.

Planen holdt for så vidt fint, og vores planlagte løberute var såmænd også god nok. Den holdt lige de 5 km, som vi havde planlagt at løbe. Godt halvdelen af turen på god skovvej, og knap halvdelen på et meget bredt og fint brandbælte. Hvad vi ikke havde planlagt var, at brandbæltet mestendels var sand. Enkelte steder nogenlunde fast skovsti, men overvejende sand, sand og mere sand, så jeg var temmelig kvæstet efter løbeturen.

I dag var planen, at vi ville køre ind til Sdr. Nissum for at handle i Dagli’Brugsen. Vi får besøg af min søster og svoger i morgen, så lidt skulle der handles ind. Den plan holdt fint.

Om eftermiddagen havde vi en plan om at køre til stranden og gå mod nord, indtil vi stødte på mærket skiltet med tek-sten ’C155 – SOS 112’. Vi havde set på kortet, at her var der en sti fra stranden og op til Marens Maw. Udtales ’mauw’, betyder ”mave” – hvorfor ved jeg ikke. altså ikke at det udtales mauw, men hvorfor det hedder Marens Mave. Vi ville op at se på udsigten. Ganske vist har vi været der, i mandags, i snevejr og tågedis. Dengang kunne vi ikke se mere end den nærmeste klit. P-pladsen ved Græm Strand er skiltet med ’C154 – SOS 112’, så det skulle passe fint til en eftermiddagstur på en 5-6 km. Det var planen.

Den holdt sådan set fint, i hvert fald i starten. Vi parkerede hybriden ved C154 og begyndte vores vandring mod nord ad stranden. Strålende solskin, 8 grader, selv mågerne var vendt tilbage. En af havde travlt med et kadaver. Sæl så det ud til,, da vi kom nærmere. Vi så på lagene af istidsaflejringer i klitterne. Skulle være det eneste på vestkysten mellem Blåvandshuk og Bovbjerg, hvor det er muligt at se istidsaflejringer. Materialet er ler,hvilket gør, at vandet ikke kan løbe igennem. Det så vi i søndags, da det endnu var frost, og vandet derfor ikke var vand, men is. Det havde børnene i søndags meget fornøjelse af. I dag var det vand.

Alt gik egentlig efter planen. Vi havde medvind, så vi bevægede os rask fremad. Kiggede efter det grønne skilt med C155. Undrede os over, at det tog så lang tid at nå derop. Efter en trekvarters tid så vi i det fjerne et grønt skilt. Det viste sig at være C156. Sådan. Hvor var C155 mon blevet af? Nå, men i det mindste vidste vi da nu, hvor vi var. Et par kilometer længere nordpå end planlagt.

Der var jo for så vidt ikke andet at gøre end at holde humøret oppe og begynde vandringen tilbage til hybriden, der nu altså stod noget langt væk. Den gule rute, som vi nu var kommet ind på, førte os forbi Marens Maw, som vi besteg. Og så på udsigten. Imponerende 360 graders view. Nede igen fortsatte vi ad den gule rute og efter en 20-30 meter stødte vi på C155. Det er svært at finde en logisk forklaring på, hvordan folk, der ikke er stedkendte, skulle kunne finde lige netop den sti op fra stranden, når skiltet står oppe i plantagen, en 5-600 meter væk. Vi kunne i hvert fald ikke. Finde en logisk forklaring. Måske kan Holstebro Kommune, hvem ved. Altså på skiltningen, ikke på at vi ikke kunne finde stien. Vi kunne jo blot have taget vores mobilos-gps med på turen. Men pyt, vi vidste, hvor vi var, vi havde fundet C155, så nu var det vel blot at følge de gule pile og prikker hjemad. Det var i hvert fald vores plan. Den holdt lige nøjagtig 80 meter, så gik den gult-markerede sti ned i en sø, en stor sø, af smeltevand, og der så ikke umiddelbart ud til at være trampesti udenom.

Ny plan. Længere mod øst af den skovvej, vi gik på, viste kortet en vej igennem det åbne klitområde, kaldet Gryden. Det, der ligger i den store parabelklit, og som i øjeblikket er ved at blive ryddet for beplantning. Ganske rigtigt. Der var en sti mod syd. Og vi fandt den. Den var endda mærket med hvide pile, så den tog vi lige et smut ind af. Et meget lille smut. 50 meter måske, og så stod vi igen ved kanten af en stor smeltevandssø. Større end den forrige.