Det er altid spændende at flytte i et nyt, eller i hvert fald, andet hus. I Maputo lykkedes det efter nogle uger at få min forgænger som MS Administrator til at forlade sit hus, det hus som vi skulle overtage. Det holdt godt nok hårdt. Lise hed hun, den administrator jeg skulle afløse, og hun var godt nok ikke glad for at flytte fra huset. Trak det til sidste øjeblik. Flyttede ud, dagen før hun rejste hjem til Danmark. Alt imens jeg, nys ankommet, boede på hotel og havde nok at gøre med at finde mig til rette. Lise havde ikke meget forståelse for min situation.

Men altså, langt om længe fik vi et hus at bo i i Maputo. Det lå en halv snes kilometer uden for centrum, i en forstad, der hed Bairro do Triunfo. En bairo kalder vi på dansk et kvarter. Her betød det altså noget i retning af Triumfens Kvarter. Hvad det var for en triumf, har jeg ikke styr på. Bairro do Triunfo var en rigtig forstad med egen politistation, købmand og restaurant. En meget berømt restaurant i øvrigt, Costa de Sol, solkysten, De var berømte for deres grillstegte rejer. Ikke de der små grønlandsrejer, man får hos fiskehandleren herhjemme, men tigerrejer af en anseelig størrelse. Der gik 6 stk. til et måltid. Og så var man mæt.

Vores hus havde adressen 340 Terceira Avenida. I Mozambique adresserer man husene efter, hvor langt det ligger fra den næste større vej. Vi boede altså 340 meter fra Avenida Marginal, som forbandt vores bairro med selve Maputo. I nr. 335, lige over for vores hus lå bairro’ens politistation. Det havde mange fordele. Vi havde f.eks. ingen vagtfolk i Maputo. Vi havde jo politiet lige over for. Hvert år til jul og nytår afleverede vi en kasse øl og et par flasker whisky til deling blandt betjentene. Det faldt i god jord.

Plottene i Maputo er meget små, der var faktisk kun huset, udhuset bagved, en lille terrasse og en meget lille forhave. Huset ved siden af vores var beboet af en dansk kvinde, der havde været i Mozambique i umindelige tider. Hun havde giftet sig med en mozambiquisk musiker. Han øvede hjemme. For åbne vinduer. Det lød ikke altid lige godt, for nu at sige det mildt. Hans musikstudie var lige ved siden af vores arbejdsværelse. Han var meget uforstående over for, at vi bad ham om at lukke vinduerne. I hvert fald til vores side. Efter et halvt års tid blev huset til den anden side, nr. 320, lejet af en hel dansk familie. Skulle det nu være bedre end musikeren til venstre i nr. 360. Næh, ikke rigtig. Familiens søn var meget interesseret i basketball, så meget så faderen fik sat et basket-net op på gavlen. Den gavl, der vendte mod vores terrasse. Så sad vi da der hver aften efter arbejdstid og nød en drink, mens knægten ved siden af øvede sig i at ramme basket-kurven. Dunk, dunk, dunk, kast, ramte ikke, dunk, dunk, kast, ramte, dunk. Faderen var lige så uforstående som musikeren over for vores ønske om lidt ro. Lad dog barnet, var holdningen. Deres egen terrasse lå ved den anden gavl af huset. Efter et par måneder holdt knægten op med at interessere sig for basket. Til gengæld begyndte pigen at spille klaver. Det var hun ikke ret god til. Klavertræningen foregik i øvrigt i samme side af huset som basket-træningen. Med åbne vinduer. Så dunk, dunk blev nu udskiftet med kling klang. Pigen blev ikke på noget tidspunkt så god til at spille klaver, at vi kunne komme til at holde af det. Der var langt til Katrine Gislinges niveau.

Men huset som sådan var ganske udmærket. Bygget i kolonitiden af en rig portugiser, selvfølgelig. Ligesom alle de andre huse i Bairro do Triunfo. Politistationen var et lignende hus, der var blevet eksproprieret af staten og omdannet til politistation. For at komme til byen skulle vi ind ad Avenida Marginal, der fulgte kystlinjen. Der var ingen gadelys, så det var meget mørkt efter solnedgang. Den generelle regel i Maputo var, at man ikke kørte ud om aftenen efter mørkets frembrud. Det kunne vi naturligvis ikke overholde. Det var ikke helt ufarligt at køre hjem ad Avenida Marginal. Vi kom dog aldrig ud for grimme oplevelser. Måske var vi heldige. Heldigvis.