Dyrebesøg

Rævelort - måske?

Vi havde også en kæmpestor lizard. En lizard er et firben, noget større end de danske. Denne her lizard levede i buskadset på skrænten ned mod Zambezi-floden. Den kom tit på besøg på vores græsplæne, som gik helt ud til skræntens kant. Her startede buskadset, og det var tropetæt og ugennemtrængeligt, men altså ikke for lizards. Det var egentlig ganske hyggeligt. I starten af vores ophold havde vi også tit besøg af naboens utilpassede og uopdragne store hund. Vi havde katte, og det kunne det uopdragne kræ ikke stå for, så den piskede gøende ind i vores have for at få fat i vores katte. Det lykkedes den aldrig. Vores katter smuttede blot op ad terrassestolperne og kiggede ned, mens nabohunden, det uopdragne skarn, stod nedenfor og gøede som en gal. Hvad den vel også var. Vi spurgte venligt naboen, om ikke han kunne sætte et hegn op, så vi slap for hundens besøg. Det kunne der ikke være tale om, det var da ikke hans problem. Vi kunne lade være med at have katte. Han var for øvrigt også Danida-rådgiver. Ubehagelig stodder. Ikke alle Danida rådgivere er lige fornøjelige at være sammen med. Problemet løste sig efter nogle måneder. Han blev sendt hjem.

Vores hus i Tete lå som det sidste i rækken noget udsat, så der kom slanger på besøg. Ikke ofte, men det hændte. Vi havde en lukket garage. Lukket og lukket, der var godt nok ingen port, men på de andre sider var den lukket. En søndag med bilen i garage havde en stor kvælerslange fundet ud af, at det var hyggeligt at sætte bo i bilen. Så det gjorde den. Det fandt vores vagtfolk ud af, og de var rædselsslagne. Vi havde et helt folkehold, en kok, en gartner og seks vagtfolk, der holdt vagt i to-mandsskift, 24 timer i døgnet, alle ugens dage. Folkehold har man i troperne til alt det grove. Madlavning, opvask, rengøring, tøjvaks, strygning, havepasning og alt andet praktisk. Til gengæld havde vi hverken opvaskemaskine, vaskemaskine, tørretumbler, støvsuger eller græsslåmaskine. At have folkehold er en helt speciel oplevelse. Hvordan det spænder af, er en helt anden historie, end den jeg var i gang med.

Der var altså kommet en stor kvælerslange ind i vores bil, der stod i den lukkede garage uden port. Uden for stod der to rædselsslagne vagtfolk og en lige så rædselsslagen gartner. Der gik lang tid med at finde ud, hvordan man skulle få slangen ud. De var ligesom enige om, at de ikke kunne lade den være i bilen i længere tid, så ud skulle den. Men hvordan? Det kræver altså nogle timers drøften frem og tilbage, partnerne imellem, heri ikke medregnet slangen, som stadig lå i bilen og hyggede sig. Mozambiquere kan få lang tid til at gå med at diskutere et forholdsvis simpelt problem. Man kan da blot ryge den ud.  Hvordan de til sidste blev enige om at få den ud, husker jeg ikke, men ud kom den og blev banket ihjel med en rafte. Der blev lagt kræfter i, kan jeg garantere for, og da den var død, blev hovedet skilt fra kroppen med en økse. En slange er en seriøs sag.

I Urambo havde vi også tit besøg af slanger. Og skorpioner. De var som regel uskadelige. De nåede sjældent at komme helt ind i huset. Det skete en enkelt gang, at en lille skorpion havde forvildet sig ned i min computertaske. Der lå den lige så stille nede i bunden og hyggede sig. Det burde ikke noget større problem, den fandt vel ud igen, når den blev sulten, men lige denne her skorpion havde besluttet sig for at finde fred og ro i min computertaske lige netop den dag, som vi rejste tilbage til Danmark for at fejre Anne Maries 50-års fødselsdag. Det var i maj 2002. Vi fik altså den her lille søde, eller rettere ikke så søde, skorpion med til Århus, hvor vi boede hos en af vores gode venner. Ditlev hedder han. Dagen efter tog Anne Marie til Sæby for at forberede 50-årsfesten, mens jeg blev hos Ditlev. Jeg havde noget arbejde, jeg skulle have lavet, så jeg tømte computertasken og for at være helt sikker på at få alt med op, lod jeg lige min fingre løber igennem bunden af tasken. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg mærkede noget, der føltes som et nålestik. Det var det ikke, for et nålestik giver lige en lille rap smerte, og så er det ovre, men her blev smerten i stikket værre og værre. Bistik ingenting i sammenligning. Vi tog tasken og tømte den i køkkenvasken, og så kom det frem, det lille kræ. Vi fik skorpionen listet ned i et syltetøjsglas. Det gjorde nas i min finger, og alle mulige historier om giftige skorpioner randt mig i hu og gjorde mig mildt sagt utilpas. Vi ringede til skadestuen, som fluks beordrede mig op på Århus Kommunehospital. Uden unødig forsinkelse. I sådan en situation er en taxa et gode. Anne Marie havde bilen med i Vendsyssel. I taxa til kommunehospitalet, indlæggelse med det samme, is på fingeren, det var venstre pegefinger, op på en stue, op i en seng, hånden med fingeren op i luften, vagtlægen kom og så på fingeren, var egentlig mere interesseret i syltetøjsglasset med skorpionen, eftersom patienten jo lå i en seng med fingeren op omsluttet af is, altså fingeren, ikke patienten, og det var første gang, han havde været ude for en patient med skorpionstik. Der kom flere læger til, og et par sygeplejersker, ud over portører, køkken- og rengøringspersonale og sekretærer. Det var en jo en førstegangsoplevelse for dem alle.

Lægerne konfererede med Sundhedsstyrelsens eksperter i skorpioner og de blev enige om, at det var en forholdsvis uskadelig skorpion. Heldigvis. De sagde, at det nærmeste sted, hvor der fandtes en behandling mod rigtig giftige skorpionbid, var i Marseilles. Det var lidt langt fra Århus.

Jeg blev på hospitalet natten over, til observation, med fingeren strittende i vejret. Ditlev tog hjem og blev af aftenen ringet op fra Vendsyssel af Anne Marie, der gerne ville tale med mig. ”Det kan du ikke”, svarede Ditlev. ”Hvorfor ikke?”, spurgte Anne Marie, ”Han ligger på Kommunehospitalet med et skorpionbid”, svarede Ditlev. Og så kan jeg ikke lige huske, hvad Anne Marie svarede til det, af gode grunde, jeg var der jo ikke. Næste dag var jeg hjemme igen, med en noget øm finger. Gik over i løbet af et par dage.

Herhjemme har vi hverken skorpioner eller slanger, det sidste i hvert fald ikke om vinteren, ikke engang en mild vinter som i år, så hvad betyder en lille rævelort på terrassen, andet end nysgerrighed over dens liv og færden.

Selv om det kunne være hyggeligt med den slags dyr i den danske natur, så er det nok ikke noget, der kommer på tale, ihukommende den modstand der er mod ulve.

Da vi gik ud ad vores dør i morges for at starte på den sædvanlige søndagsløbetur, lå denne lille fætter på terrassen. Går ud fra, at det er rævelort. Huset har et automatisk lys udenfor, der går i gang, når en person eller dyr går ind i lysfølerens område. Det sker jævnligt, at lyset blusser op om aftenen, når vi sidder inde, og der i øvrigt er stille udenfor. Det er det meste af tiden. Jeg styrter ud for at se, hvem det er. ”Hvem der”, råber jeg så. Har endnu ikke fået svar.

Besøg af dyr på terrassen må man vænne sig til, når man bor på øde steder. Såmænd ikke blot på øde steder. Da vi boede i Tete, havde vi tit slanger på besøg.