uden tørretumbler er det et gode. Det er rart at lufte tøj, der har været i tørretumbler, inden det kyles på plads i skabe og skuffer. Hvad gør man så, når der ikke er tørrestativ. Man laver sit eget, mellem 2 stolper i stuen.

Vores situation minder meget om dengang, vi startede som ulandsfrivillige med Mellemfolkeligt Samvirke i Zambia. I 1988. Der var der minsandten også stort behov for innovative løsninger. Det var i Kaunda’s sidste tid som præsident. Der var mangel på alt. Selv tomme ølflasker var der penge i. Man kunne ikke købe øl uden at have tomme flasker med. Vi købte en kasse tomme flasker fra en MS-frivillig, der var på vej hjem. MS skulle stille bohave til rådighed. Det gjorde de så. Ikke verdens nyeste, noget virkede, noget virkede ikke. Vi fik nyt komfur tre gange i løbet af den første måned. Sidste gang var vi nødt til at få materielforvalteren ud, så han ved selvsyn kunne se, at der var overgang i komfuret. Han blev først overbevist, da vi tændte for komfuret og flammerne stod ud af ovnen. For hvert nyt komfur, måtte vi i gang med den store rengøring. Rengøring var ikke MS frivilliges spids-kompetence. 

Nå, men livet i Lusaka er en hel anden historie, som jeg kan spinde en ende over en anden gang. Sammen med en anden god historie om, hvordan jeg i 1989 fik rodbehandlet en visdomstand i Lusaka, mens den kvindelige tandlæge førte oppositionspolitik over telefonen. Fastnet, selvfølgelig, mobilen var ikke i brug i Lusaka i slutfirserne. Det forlyder, at kvinder er gode til multitasking. Hun var i hvert fald, min tandlæge. Rodbehandlingen holdt i 30 år. Jeg fik først visdomstanden fjernet for et års tid siden.

Tilbage til livet på Mols. I dag tog vi til Sletterhage, hvor skibene sejler tæt på kysten. Iklædt regntøj. Altså os, ikke skibene. Der kom ikke en dråbe regn i dag, men pyt. Det var en førstegangsoplevelse at se Sletterhage. Meget smukt sted. Vi vandrede Kystbefæstningsstien. Startede fra Sletterhage Fyr. Vi vidste ikke engang, at der var en gammel tysk kystbefæst-ning fra besættelsen. Men det er der. Radartårnet, Tysketårnet, kalder man det, står stadig og troner på en klint højt over havet. Med en fænomenal udsigt. Til Samsø, til Tunø, til Hjelms, til Århus Havn og på en klar dag kan man endda se spidsen af Sjællands Odde. Siger man. Hvis det er rigtigt, må man kunne følge Mols-Linjens færge hele vejen fra Odden til Århus. Utroligt. Der står også en rigtig kanon og troner på et kanondække.

På vejen hjem var vi lige en tur inden om Dagli’ Brugsen. Efter kaffe. Egentlig imponerende hvor stort et udvalg af dagligvarer man finder så langt ude på landet. Hvor vejene stadig er ensporede og følger bakkernes forløb både vertikalt og horisontalt. Det er nok ikke her, man kører vanvidskørsel. Eller, det gør man vel egentlig, hvis blot man kører mere end 50 km/t.

Sletterhage