Egedal Krønike
10. marts 2021 - senere
Fuglsø, Mols
21. november - 19. december 2020
Lørdag tog vi hjem. Med MolsLinjen. Og mundbind. Indtog en café latte, en capuccino, en croissant og en kanel-snurre. Og så var vi i Århus. Satte kursen mod Fuglsø, ankom omkring kl. 17.00. Huset var mørkt og koldt. 12 grader. Katastrofalt var det ikke. Troede vi. Indtil vi fandt ud af, at klimaanlægget kun kunne spy kold luft ud i stuen. Men der var varmt på badeværelset. Med gulvvarme. Blev enige om, at her kunne vi ikke sove. For kort, for smalt, for trangt. Så kastede vi os rundt for at finde husets manualer. Det s..... klimaanlæg måtte vel kunne ændres til at kaste varme af sig. Vi fandt manualen. Det hjalp ikke. Nul varme, men koldt blæsevejr havde vi nok af. Inden døre. Overvejede badeværelsesgulvet endnu engang.
Nå, men så vi måtte vi jo have fat i NovaSol. Det er da en af fordelene ved at leje, og ikke eje. Ring til nogen. Her er det NovaSol. Jeg ringede, fik fat i en meget forstående kvinde, som fluks ville sørge for at sende en servicemedarbejder ud at se på anlægget. Det skete, han kom, han så, han tænkte, han justerede, han forklarede. "Det er lissom en computer", sagde han, "den skal også genstartes, hvis den er gået i strejke-mode". "Og det er det her anlæg", sagde han, "men nu har jeg genstartet" sagde han, "og nu venter vi lige en halv times tid for at se, om det stadig virker". Det gjorde det, minsandten. Han havde mange historier om klimaanlæg, mens vi ventede.
Måske skulle vi have givet ham et glas vin, men han var i bil, så det var nok bedst ikke at friste ham, når han var på vagt. Og i bil. Vi satte temperaturen til 25 grader. Lidt højt, men det virkede. Nu er den nede på normalen. 21 grader. Ja, jeg ved da ikke, om det er normalen for alle, min mor havde f.eks. altid 25 grader i stuen, men nu er hun godt nok død for nogle år siden, og så kan det vel også være lige meget. Varmt var det i hvert fald.
Der var koldt i Fuglsø på kanten af bakken. Uden for. Det kolde vejr gav os en flot udsigt til Århus by night. Indenfor var der efter et par timer ganske lunt. Badeværelset var stadig varmt.
Nu har vi efter vores ekskursion til den store hovestad igen fundet os til rette. Det er søndag, og så er det løbedag. Vi luntede ned til Fuglsø Strand, intet problem. men op igen, oh my god, det var strengt.
Der er ikke mange fugle omkring huset, ud over de evindelige måger og råger nede over marken. Hen på dagen kom der godt nok et par musvitter på besøg, sammen med en drossel. Tror vi nok, det var. Droslen. Musvitter kan vi godt genkende.
PS: Hvis I undrer jer over alle de tangenter, som jeg som vanen tro bevæger mig ud af, så er det ingenting imod Georges Berec Livet En Brugsanvisning. Der kan man tale om tangenthistorier. Dybt fascinerende bog. Vældig underholdende. Og morsom. En anden humoristisk fortælling er Stine Pilgårds Meter i Sekundet. Var i DR2 i aften. Anbefales. Bogen altså. Fås som paperback.
Små katastrofer sker jo ....
Vi har nu været hjemløse i 3 måneder. Et helt kvartal uden for hovedstaden. I Jylland altså. Bortset fra en endagstur til Gørlev.
Anne Marie skulle have været med på en workshop lørdag i København, i Nunca Mas regi. Da vi nu alligevel skulle til staden, kunne vi lige så godt kombinere det med en hel række andre gøremål, AM skulle til tandlæge på Christmas Møllers Plads, klippes hos Theis i Gothersgade, til læsegruppe i Rødovre, besøge Anne, en gammel kollega fra Dignity, der bor på Amager, drikke kaffe, på Café Europa, med en anden gammel kollega fra Dignity og se niece Berit.
Mig, jeg skulle blot have skiftet til vinterdæk. Altså ikke på mig, men hybriden. Hybriden er en Toyota C-HR, farve rødbrun, flot. Kørt 9.900 km. På 10 måneder. Mere kørsel end sædvanligt. Men nu er vi jo også på road-trip, så naturligt nok.
Nå, men vi kom nu også til frokost hos vores gamle venner, Rie og Michael fra Tete i Mozambique. De bor i Ålsgårde i et lille rækkehus, som de købte for snart mange år siden, da de, nogle år senere end os, kom tilbage til Danmark fra Mozambique.
Dengang i Tete var vi alle katte-afficionados. Ja, det vil sige, det er vi sådan set stadigvæk. Vi havde en hunkat og en kastreret hankat. I Tete altså. Frederikke var navnet. Altså på hunkatten. Fantastisk kat. Hun var ikke kastreret. Det bliver hunkatte sjældent. Hun fik mange killinger, og hun havde besluttet, at hun kun ville føde i vores seng, en stor dobbeltseng, snedkereret for mange år siden på Daniko i Harare i Zimbabwe. Støttet af MS og DANIDA og SIDA og NORAD og USAID og mange andre. Frederikke fødte killinger og killinger. Men fødslen skulle altid foregå i vores dobbeltseng, og det skulle være, når vi var hjemme. Altid i vores frokostpause. Den var på 90 minutter og vi fik som regel en god lur i en times tid. Dog ikke, når Frederikke fødte. Og det skete altid i en frokostpause. Vi kunne høre det på hendes bjælen, når fødslen var nær. Havde nærmest indtryk af, at hun havde holdt ungerne tilbage i livmoderen, indtil hun kunne høre vores bil i indkørslen. Det var i Tete, Mozambique.
Nu er Ålsgårde jo noget andet end Tete, men alligevel blev Rie og Michael ved med at være katte-afficionados. De havde i mange år en kat, der hed Pemba. Herlig kat. Den er desværre lige afgået ved døden. Til stor sorg for alle, der kendte den. Pemba er i øvrigt en by i det nordlige Mozambique. Rie og Michael havde boet der nogle år før de kom til Tete, hvor vi allerede var. Dengang i Pemba var der borgerkrig, sådan rigtig krig, så man ikke kunne bevæge sig uden for provinshoved-staden. Altså Pemba. I Cabo Delgado. Det var provinsen. Dengang fik man en overlevelsestur til Maputo en gang om måneden. Det var hardship, men det er en helt anden historie, som jeg vil lade ligge til en anden gang.
Det var i fredags, frokosten. Der var flot, flot solskin hele vejen op mod nord til Ålsgårde. Lige indtil vi drejede ind på deres matrikel. Så steg tågen op af mulden. Da vi efter nogle timer skulle hjem igen, ja, det vil sige hjem var sådan set ikke hjem, men det hotel, vi boede på i København de par dage, vi boede i byen, hjem lige nu er Gulspurvevej 12 i Fuglsø med den fabelagtige udsigt ud over Århus-bugten, Helgenæs og Mols Hoved, da var tågen vokset i intensitet, og vi kørte i en grød af tåge, indtil vi kom til Hørsholm, hvor næsten-fuldmånen dukkede op i øst og himlens smukke solnedgangsfarvespil dukkede op i vest.
Det var fredag, eller rettere, det var ikke hele fredag. Vi havde en middagsaftale med Berit på FAMO, Saxogade. De laver italiensk mad, når det er bedst. De startede nok for en 15-16 år siden. De er en italiener, der hed FAbio og en dansker, der hed MOrten. De havde været sammen på EA-ORA, en anden berømt Michelin restaurant på Christianshavn, men blev enige om, at de ville have deres eget sted. Og det fik de. FAMO blev navnet på stedet. I Saxogade. De havde selvfølgelig også efternavne, men dem kan jeg ikke huske. Det ene italiensk, Fabios, og det andet dansk, Mortens. Nok noget med Andersen, Hansen, Jensen, Nielsen, Mortensen (tvivlsomt. for han hed nok ikke Morten Mortensen), Frederiksen, Ibrahamsen, Jørgensen eller noget helt andet. Fabios efternavn er nok noget italiensk.
Restauranten, FAMO, kan stærkt anbefales, skulle man komme på de kanter. I Saxogade.
