Vinden var i sydøst. Der var læ ved huset på bakkekanten. Vi tog til Ryes Skanse ved Dragsmur mellem Mols og Helgenæs. Vi havde ikke lige gennemtænkt, at skansen ligger helt åben på en bakketop, uden skærm mod vind fra sydøst, så jeg skal da love for, vi blev blæst igennem.

Det regnede, da vi skulle afsted. Det gør os ikke noget. Vores regntøj er både regn- og vindtæt. Men det er jo vinter, så at gå tur i naturen er ikke bare noget, man lige gør. Af med alt tøjet, på med de lange underhylere og den varme bluse, dernæst bukser, t-shirt og en varm bluse. Jeg har fået købt mig en erstat-ning for den uldbluse, der fik en vask i en vaskemaskine, der ikke kunne styre vand-temperaturen, og derfor endte med at blive en over-armsmuffe.

Med den nye bluse går det fint igen med at holde på varmen på overkroppen. Til sidst regnbukser, regnjakke, halstørklæde, en lun hue og handsker. Og til allersidst gummistøvler, hvis det regner slemt. Det gjorde det ikke i dag, regnede slemt, kun regnede, hvilket ikke er helt det samme, så jeg nøjedes med de varme, vandtætte vandresko. Anne Maries omklædningsprocedure er nogenlunde ligesådan. Hun tager blot lidt mere uld på kroppen. Jeg har et noget større, selvisolerende lag på kroppen end hende, så mit behov for uld er ikke så stort.

Omklædningsseancen er ret identisk med den, vi var igennem, da vi var på ekspedition i Antarktis. Her skulle vi så godt nok lige have desinficeret gummistøvlerne, inden vi gik i land, så Antarktis slap for import af forurenende materiale. Dengang var det to gange om dagen, hver dag, at vi gik igennem en sådan omklædningsseance. Som regel mellem omkring kl. 6 morgen og midt-eftermiddag. Her er det da kun en omklædning om dagen. Foreløbig.

Da vi endelig var nået i læ ved Antarktis efter 36 timers sejlads med 5-8 m høje bølger over Drake-strædet, blev vi kaldt til samling til en briefing om de følgende dages program. Det var her det første lille chok kom og jeg tænkte "min sjæl, hvad vil du her?", da ekspeditionsbossen fortalte os, at hvis vi troede, vi var på ferie, så kunne vi godt glemme det. ”Det er en ekspedition”, sagde hun, og fortsatte: ”I vil blive vækket i morgen tidlig af skibets centrale anlæg kl. 5”. Sådan gik de næste 10 dage med at klæde om, desinficere gummistøvler, gå i gummibåd, blive fragtet på land, kigge på pingviner, gå i gummibåd, blive fragtet tilbage til skibet, desinficere gummistøvler og klæde om igen. Efter 10 dage med pingviner alle vegne, og det var bogstavelig talt alle vegne, millionvis af pingviner, de har kun få fjender på Antarktis, sæler især, men det er begrænset, hvor mange pingviner en sæl kan spise på en dag, så altså der var mange pingviner. Rigtig mange pingviner. Til sidst måtte jeg nødtvungent fortælle en af guiderne, at jeg led af TMPS (Too Many PinguinsSyndrome). Om jeg ville tage turen til Antarktis igen. Ja absolut, til hver en tid. Glemmer aldrig, den juleaften vi havde på bagdækket af skibet med udsigt til sneklædte bjerge hele horisonten rundt, i strålende solskin og 8 graders varme. Men det er en anden historie.

Her på bakkekanten desinficerer vi ikke gummistøvler. Ellers er der er såmænd ikke den store forskel. Eller, det er der. Vi skal selv lave mad, brygge kaffe og te, rydde op, gøre rent, rede senge, vaske tøj, tørretumble købe ind og alt det andet, der hører til en almindelig dansk husholdning.

Men det er nu heller ikke så ringe endda.