De vandafbrydelser, vi får i Danmark, er vand (suk!) ved siden af de vandproblemer, vi oplevede i troperne. I Lusaka i Zambia i 1988 var der jævnligt vandmangel. Min nærmeste zambiske kollega mente, at det ville have større vægt, hvis jeg tog med ham op på vandværket, og vi sammen klagede vores nød. Det hang måske også sammen med, at jeg havde en bil, og det havde han ikke. Til gengæld havde han en meget stærk ambition mod offentlige transportmidler, hvad man egentlig godt kan forstå, når man har set, hvor mange mennesker, det er muligt at sætte ind i en rutebil. Der er også plads til mange oven på en rutebil. Og at gå, var heller ikke lige ham. Han boede ikke så langt væk fra vores hus, så han havde en vane med at dukke op på mit kontor 5-10 minutter før arbejdstidens ophør. Så hyggesnakkede vi lidt om dit og dat, og når vi så havde hyggesnakket en 5-10 minutters tid, og han mente at have opbygget en fin stemning og sympati mod hinanden, så endte det altid med, at han spurgte, om jeg kørte lige hjem.

I starten af min tid i Lusaka var jeg ikke klar over, hvad det hele gik ud på, så jeg sagde blot ja eller nej. Og så måtte han jo bide til bolle og spørge, om han kunne få et lift. Efter et stykke tid havde jeg jo så fundet ud af, hvorfor han altid dukkede op 5 minutter før lukketid. Måske hjalp det også på forståelsen, da vi sammen skulle afsted på den første tur ud i provinsen for at monitorere projekter. Jeg var ny. Og lidt naiv. Jeg troede, at når vi havde aftalt at skulle starte tidlig morgen, så var det med retning direkte mod Luapula Provinsen, 700 km fra Lusaka. Men sådan var det ikke.

Inden vi kørte ud af Lusaka, skulle vi lige en tur rundt i hele byen for at samle forsyninger sammen: majs, mel, sukker, kartofler, pasta, grønsager, alt sammen i sække, og madolie i kassevis. Så var det, der gik en prås op for mig, min kollega var fra Luapula og havde hele sin familie der. Ganske rigtigt, de projekter vi monitorerede, lå tilfældigvis lige i nærheden af en onkel, eller en tante, en niece, en nevø, en skolekammerat eller blot en god bekendt.

Dengang i Lusaka, lige udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke som ulandsfrivillig, var jeg ærlig talt lidt forarget. Det var jo danske skattekroner, der blev brugt på noget, som jeg ikke anså for udviklings-arbejde. Jeg var også naiv, for hvorfor skulle jeg ikke, med rådighed over en bil med lad, fylde bilen op med forsyninger og kombinere projektbesøget med lidt praktisk ulandshjælp. Det er lidt ligesom at organisere fælleskørsel til et orienteringsstævne i stedet for at køre hver for sig i hver sin bil. Det er i øvrigt også bedre for miljøet. Nå ja, sammenligningen halter måske lidt, for ved fælleskørsel deles vi om betalingen, mens det i Zambia var mig, der betalte hele transporten. Eller rettere, det var Mellemfolkeligt Samvirke. Som alligevel skulle betaler for transporten, uanset om ladet var fyldt eller ej. Praktisk ulandshjælp, når det er bedst. I øvrigt mødtes jeg en aften på turen med Luapula provinsens guvernør, øverste tjenestemand i provinsen, toppen af poppen. Flink mand, fin aften, det lokale øl udmærket. Da han skulle hjem, udstødte ham en direkte ordre: ”Give me a ride”, sagde han, og det gjorde jeg så. Det var ikke værd at lægge sig ud med de lokale herskere.

Tilbage i Lusaka efter en uges tur til Luapula i det nordvestlige hjørne af Zambia, var der stadigvæk vandproblemer. Lusaka vandforsyning hævdede, at det skyldtes mangel på regn. Til en vis grad rigtigt, mod slutningen af regntiden var regnvandsbassinet i byen næsten tømt, og en regulering af tidspunkter for levering af vand til de enkelte bydele nødvendig. Forståeligt.

Hen på eftermiddagen besluttede vi ikke at vente længere med vores daglige gåtur. Vi skal ud hver dag. Vi iklædte os vores regnvejrsharniks og gummistøvler og tog så den sædvanlige rundtur ned om Fuglsø Strand. Inden vi var hjemme igen, var solen stoppet, og vi fik minsandten set lidt huller i skyerne. Et fint syn i en ret trist, våd, og regnfuld december måned.

Vi nærmer os afslutningen på vores ophold i Mols. Vi pakker i morgen og rejser videre på lørdag.