Dagene går. Vi er halvvejs i opholdet på bakkekanten ved Mols Bjerge. Som det har været tilfældet de tre andre steder, vi hidtil har været bosat på vores odyssé rundt i landet, har vi nu også her fundet en rytme, som dagene går. Fredag havde Anne Marie en hel dags frivilligt arbejde for Nunca Mas (se https://www.nuncamas.net), så da blev det blot til en vandretur ned til stranden og tilbage. Koldt var det. Strid modvind den ene vej og god rygvind den anden. Godt vi har fået det varme vinterundertøj, hue og handsker med.

I går lørdag fik vi besøg af et par rådyr. De stod i græskanten af matriklen og kiggede sig interesseret rundt. Jeg stod i terrassedøren og kiggede interesseret på dem. De så mig ikke. Der er vel 20 meter fra huset til græskanten.

Efter nogle minutter forsvandt de lige så stille ind i skoven. Et smukt syn. Ja altså ikke at de forsvandt, men at de overhove- det havde været her.

Om eftermiddagen tog vi på Kalø Slotsruin. Vejret klarede op over Helgenæs, men ikke så snart vi havde sat os i hybriden kom der en ret kraftig regnbyge.

Endnu en gang var vi heldige, for regnen var ovre, inden vi parkerede bilen. Gåturen var helt tør.

I dag løb vi den sædvanlige ottetalstur ned til stranden og op igen. Vejret holdt tørt, men blot fem minutter efter, at vi var hjemme, startede regnen. Hvor heldig kan man være?

Der er noget fascinerende ved at bo på en bakkekant med udsigt. Man kan se hele horisonten rundt, nyde naturen, følge vejrets skiften, se fugle, dyr og menneskers færden og træerne forandre sig med årstiderne.

Vi har prøvet det før, at bo på en bakkekant med udsigt. Senest i Tete i Mozambique i fire år i slutningen af 90’erne. I et hus med terrasse og udsigt ud over Zambezi-floden og den store flade savanne bag floden. Her sad vi mange aftener og så på lyn over savannen, når regntiden nærmede sig. Men det er en helt anden historie. Den kan du læse ved at klikke på bog-ikonet til højre.