Jeg har fået lov at beholde min bil.......

Screenshot 2021-02-02 at 16.49.11
Screenshot 2021-02-02 at 16.49.38
Screenshot 2021-02-02 at 16.50.06

Over middag var det blevet smukt solskinsvejr, som meteorologerne faktisk også havde varslet, så vi gjorde om planen om et besøg på Hjarnø. Ud i hybriden, ned på havnen i Snaptun, finde en p-plads, nemt nok, der var plads nok og så på med mundbindet og hen til færgen. Den var på vej ind. Ikke så underligt, overfarten tager 5 minutter, og færgen sejler hele tiden.

Vi havde en fin vandretur det meste af turen øen rundt. Der var masser af fugle, og vi så minsandten også en 4-5 harer i vild flugt over marken.

Der er stensætninger fra jernalderen, der er fundet guld i 2017, der er en fin efterskole (lukket) en restaurant i den gamle smedje (lukket), en campingplads (lukket), en tidligere kro (lukket), en pølsevogn (lukket), Danmarks næstmindste kirke (åben), hvor kirkeskibet er et vikingeskib, en strand (åben, men ikke i brug) og afmærkede vandrestier (åbne).

Men det var koldt, super-koldt, så mon ikke vi tager en tur igen i varme og sol til sommer.


I dag fik jeg talt med Motorstyrelsen om min bil. Motorstyrelsen har nu hovedkontor i Sakskøbing på Lolland. De blev sendt derned i forbindelse med folkepartisternes krav om udflytning af nævn, kontorer og styrelser, for at de kunne stemme for en finanslov eller noget tilsvarende under Lars Løkkes sidste regering. Skriver bevidst sidste regering og ikke seneste.

Men der er da også dejligt i Sakskøbing. Har været der mange gange. Til frugtfestival i efteråret og frokost på Sakskøbing Hotel. Dejligt sted og dejlig frokost. Der er i det hele taget dejligt på Lolland. Og bønderne producerer økologisk, så det gør noget. Både kød, grønsager og frugt. Sakskøbing er ikke det dårligste sted at blive udflyttet til. Huspriserne er sikkert også steget.

Jeg havde fået et navn og et direkte telefonnummer til den assistent i Motorstyrelsen, der behandlede mig sag. Linda hed hun. Vældig sød dame, og efter en god snak om omrejsende nomaders liv og færden, Frederiksberg Borgerservice’s mangel på viden om konsekvenserne ved ”Høj vejkode” i CPR-registret og deraf følgende ”Ukendt adresse” for ejere (og brugere, blev det understreget) af motorkøretøjer, og den kendsgerning, at vi havde underskrevet en lejekontrakt fra 1. marts og dermed ville få fast adresse og blive registreret i CPR-registret med vores nye adresse, mente Linda nok, at hun kunne skrive sig ud af det, så jeg kunne beholde min dejlige hybrid og  også bruge den.

De fleste myndighedspersoner er faktisk flinke og forstående mennesker, både her i landet og i Afrika. Man kan som regel snakke sig til en ordning, så længe det ikke er urimelige krav, man stiller. Det gælder naturligvis ikke Udlændingestyrelsen under Inger Støjberg. Her kunne man ikke engang få lejlighed til at blive hørt, om man ville blive boende sammen, på trods af klare regler og konventioner. Hun bliver nu stillet for en rigsret, helt berettiget.

Det var ofte ret nemt at snakke sig til rette med myndighedspersoner i Afrika. Da vi havde været i Zambia nogle måneder, dengang i 1988, skulle vi have udstedt et zambisk kørekort. Vi havde hidtil brugt et internationalt kørerkort, udstedt i Danmark inden afrejsen, men det kunne jo ikke bruges enigt. Så vi gik på Motorkontoret i Lusaka, udfyldte en blanket og tog den med i hånden indtil en motorsagkyndig. Sådan nogen har de selvfølgelig også i Zambia. På kontoret spurgte den motorsagkyndige, om jeg havde været involveret i et uheld i de måneder, jeg havde været i Zambia. Det kunne jeg med god samvittighed benægte, jeg havde ikke haft nogen uheld. ”Fint”, sagde manden, stemplede kørekortet, og så gik jeg glad og fro ud af hans kontor og kunne fortsætte med at drøne rundt på de zambiske landeveje, nu lovformeligt.

Da den motorsagkyndige bagefter spurgte Anne Marie, om hun havde været involveret i et uheld, måtte hun sandfærdigt svare ja. Hun havde faktisk haft et uheld. Så kiggede den motorsagkyndige alvorligt på Anne Marie og sagde: ”Så må du passe bedre på i fremtiden”, hvorefter han stemplede kørekortet og overrakte det til Anne Marie. Se, det var en fleksibel og forstående embedsmand. Ligesom Linda i Sakskøbing.