DSC08504
DSC08508
DSC08514
DSC08518
DSC08520
DSC08522
DSC08525

I dag startede vores vandretur, hvor vi sluttede søndag. I den smukke As Vig. Tæt ved As Kirke, som ligger på en forhøjning lidt oven for vigen, en holm. Stedet hedder Kirkholm, velvalgt navn. Vi parkerede hybriden på en autoriseret p-plads. Derefter gav vi os på vej videre ad stranden mod As Hoved.

Det er en meget smuk vig. Minder en lille smule om en anden smuk vig, vi jævnligt frekventerede, da vi boede i Maputo. Ponta do Ourohedder stedet. Betyder guldspidsen. Det ligger så langt sydpå ved Mozambiques’ kyst, som man kan komme. På grænsen til Sydafrika. Af samme grund meget populært blandt sydafrikanere. De hvide, altså. De sorte havde ikke midler til at drage til stranden. Dengang. Nu er det anderledes. Heldigvis, kan man sige, for befolkningen, men desværre ikke for stranden.

Der er 120 km fra Maputo til stedet. Dengang i 1993 var vejen sand, sand og atter sand. Blødt sand, vådt sand, hårdt sand, opkørt sand. Alle slags sand. Det tog os 3-4 timer at tilbagelægge turen. I bedste fald. Men det var det hele værd.

Da vi kom der første gang i 1993, var vi alene. Der var der intet. Bortset fra en lækker sandstrand i en vig, der var 5 km i diameter. Nogenlunde det samme som As Vig. Sandstranden var dog noget bredere, vandet var noget varmere, og bølgerne over revlerne noget højere. Ren Bounty-land, Der havde engang været nogle hytter til udlejning. Hytterne var der sådan set stadig væk, men de var ikke meget værd som udlejningshytter. Der havde også tidligere været restauranter og caféer. Nu var der kun de sørgelige rester af bygningerne. Alt var nedslidt eller ødelagt efter den langvarige borgerkrig i Mozambique fra 1975 til våbentilstanden i 1992.

I starten tog vi alt med; telt, underlag, lagen, sovepose var ikke nødvendigt, der var 20-25 grader om natten og mere om dagen, mad, vand, øl og vin, badetøj, snorkel, gasblus, grill og hvad der ellers hører til en god campingtur. Det var som sagt i 1993. Det ændrede sig langsomt over de tre år, vi jævnligt kom til Ponta do Ouro. I dag, næsten 30 år senere, er det totalt forandret. På Google-maps kan man tælle mere end 25 restauranter. Vi flyttede fra Maputo i 1996, og allerede på det tidspunkt var der sket en stor forandring. Hytterne var blevet nogenlunde renoveret, i hvert fald nok til, at de kunne udlejes, et par restauranter var kommet i gang igen, bageren bagte brød, det lille supermarked havde varer på hylderne og den lokale bottle-store solgte drikkevarer. Det var alt sammen fint nok. Vi slap for selv at tænke på at købe ind på forhånd.

Det var anderledes med sydafrikanerne. Det var faktisk temmelig slemt med sydafrikanerne. I 1996  var tilstrømningen af sydafrikanere, rige hvide sydafrikanere med medbragte sorte tjenestefolk, mangedoblet. Og hvorfor var det nu et problem? Jo, rige hvide sydafrikanere med sorte tjenestefolk, som de tager med til stranden, tager ikke sorte underbetalte tjenestefolk med til stranden, for at de sorte underbetalte tjenestefolk skal have en oplevelsesrig weekend eller uge på stranden, på vandet, svømmende, surfende, snorklende, fiskende, øldrikkende og bøvsende, på samme måde som rige hvide sydafrikanere gør. Næh, de tager deres sorte tjenestefolk med, så telte, campingborde og -stole kan stilles op, generatoren startes og holdes i live, campingkøkkenet gøres klar, maden laves, ølflaskerne knappes op, campingsengen redes, de fangede fisk renses, fiskestængerne gøres klar, surf-brædder smøres, solcreme smøres på, snorkler og svømmefødder passes og i det hele taget sørge for, at herskabet har det godt. Og for at føje spot til skade, så tog sydafrikanerne ikke blot deres tjenestefolk med, de tog også alle deres forsyninger med, i deres medbragte fryser, der blev holdt kørende af den generator, som de sorte tjenestefolk havde til opgave at holde i live. Med andre ord intet bidrag til bedring af Mozambiques økonomi.

Det var, som sagt, noget anderledes i 1993, da vi første gang kom til Ponta do Ouro. Der var stort set tomt for andre besøgende end os. Vi kunne gå kilometerlangt på den brede sandstrand uden at møde et andet menneske. Her, på kanten af Det Indiske Ocean, gik jeg i vandet hver dag. Flere gange. Vandet var sådan omtrent 28 grader varmt og fuldstændig rent og klart, så man kunne se de små fisk svømme rundt i havbunden. Jeg havde også købt mig en snorkel og et par svømmefødder. Havde tænkt, at jeg skulle lære at snorkle. Det faldt ikke heldigt ud. Jeg fandt aldrig ud af, hvordan man går med svømmefødder på fødderne.

Det lignede mest en stumfilm med Charlie Chaplin, når han ikke kunne holde sig på fødderne. Jeg kunne i hvert fald ikke. Holde mig oprejst. Det skulle jeg på sin vis heller ikke, meningen var jo, at jeg skulle bruge svømmefødderne til at svømme med i havet. Det fandt jeg heller aldrig ud af, dels fordi jeg ikke fandt ud af, hvordan man går fra stranden ud i havet med svømmefødder på, og dels fordi jeg ikke fandt ud af, hvordan man skulle bevæge fødderne i vandet efter være kravlet ud fra stranden til havet.

Men i det mindste var jeg da til megen moro for Anne Marie og de venner, vi var sammen med. Og det er jo altid noget, at man kan være til moro for andre mennesker, når man nu ikke kan finde ud af at gå og svømme med svømmefødder og snorkel. Begge dele, fødder og snorkel, var i øvrigt sendt ned til mig Danmark i en fin kasse. Her lå det godt resten af min tid i Maputo. Jeg tror ikke, vi tog det med os, da vi rejste hjem til Danmark i 1996, og vi tog det i hvert fald ikke med, da vi året efter vendte tilbage til Mozambique for at bosætte os i Tete ved Zambezi-floden. Her skulle man absolut holde sig at snorkle. Det tror jeg, krokodillerne ville have nydt. Det var farligt nok for de lokale kvinder at vaske tøj i floden. Men det er en helt anden historie, som ikke har noget med vores vandring ved As Vig.

Vi begav os altså på vej fra p-pladsen ved Kirkholm med As Kirke, den store kirke med det sære lille tårn. Vi havde planlagt at gå helt til As Hoved langs stranden, og derefter ind i skoven og tilbage forbi Palsgård Gods. Stranden var både fast at gå på og ren og fin. Bærer tydeligt præg af, at der ingen sommerhuse er mellem Kirkholm og As Hoved. Vi var ret alene, passerede et enkelt par i modsat retning, men ellers ingen. Anne Marie tog sig en svingtur i et ophængt tov. Så sjovt ud. Jeg nøjedes med at kigge på.

Efter nogle kilometers gang kunne vi se på tiden, at vi ikke ville nå helt til As Hoved, så vi klavrede op af skrænten og ind i skoven og med Google-maps hjælp fandt vi den store brede skovvej, som vi havde planlagt at følge tilbage til Palsgård. Alt gik sådan set fint. Det er nu ikke fordi, det altid går stille af, når vi vandrer. Jeg er jo døv, 100% på højre øre, og selv om jeg har høreapparater, giver det ind imellem nogle mærkværdige samtaler.

Her på den brede skovvej, sagde Anne Marie lige pludselig: ”Det er da en fin travetur”.

”Hva?”, sagde jeg.

”Det er da en fin travetur”, gentog Anne Marie.

”Hvad mener du”, spurgte jeg, ”Dragetur? Her er da ingen drager”.

”Nej, din torsk”, sagde Anne Marie, ”travetur”.

Nu var jeg helt forvirret. Når hun ikke mener dragetur, gad vide, hvad hun så mener, tænkte jeg, så jeg spurgte igen: ”kragetur?”.

Fjerde gang lykkedes det.

”Nå, travetur”, sagde jeg, lettet over endelig at kunne deltage i samtalen. Og altså, det var en meget fin travetur, vi var på i dag, så hun havde ganske ret, Anne Marie.

Vi sluttede ved Kirkholm, en halv times tid efter solnedgang, hvor landsbyens gadelygter allerede var tændt. En meget fin travetur var til ende.

DSC08527
DSC08528
DSC08536
DSC08539
DSC08544
DSC08549

Gensyn med As Vig