Vi havde for lang tid siden besluttet, at når vi kom til Pøt, ville vi seriøst kigge os omkring på boligmarkedet i Horsens. Det gik mandag med. Ud over at kigge på fugle i haven.

Mandag formiddag så vi på et lille rækkehus i et helt nyt kvarter nord for Bygholm Sø. Det syntes vi godt om, så det tænker vi da på at købe.

Vi har faktisk også fået tilbudt at leje et rækkehus i Egedal, 5 km uden for Horsens i en lækker ådal, med en fin udsigt til Hansted Kirke. Det er også vældig interessant. Da vi i sin tid havde besluttet, at vi ville flytte til Jylland, tog vi et par dage til Silkeborg og så på lejeboliger. En af fremviserne fortalte, at de også havde en række rækkehuse i Egedal, så på vejen hjem fra Silkeborg tog vi rundt for at se nærmere på forholdene. Det brød vi os godt om.

Da vi i juni var en lille uges tid i Knebel for at være med til fejre Bodil’s fødselsdag, den samme Bodil, som vi også fejrede jul med, tog vi igen et par dage til Egedal. Her boede vi på et B&B i Rådved, lækkert sted, fint solskinsvejr, hytten mini-mini, men alt var der, køkken, bad, toilet, sovepladser, spisebord, terrasse, endda med gasgrill, terrassemøbler og fuglefløjt i haven. Når man skulle på toilettet, skulle man ganske vist pakke noget af køkkenbordet sammen, men det kunne man godt vænne sig til et par dage. En rigtig Hobbit-hytte. Vi kiggede igen på rækkehusene i Egedal og blev enige om, at her ville vi da godt bo. Der var blot den lille hage ved det, at der var venteliste, og vi var nummer ca. 30 på listen. Vi tjekkede en gang imellem i løbet af efteråret, hvordan det gik med fraflytningen fra Egedal. Det gik overhovedet ikke. Folk blev boende. Så vi havde egentlig opgivet at få muligheden de første par år eller tre. Men nu kom udlejeren altså tilbage i sidste uge og spurgte, om vi stadig var interesserede. Det var vi da. Mandag eftermiddag gik derfor med at kigge på rækkehuset i Egedal. Nu har vi altså to options. Det er ikke let at skulle beslutte.

Tirsdag gik med en tur til København. Anne Marie skulle have guld i mund. Altså en ny permanent krone i stedet for den midlertidige krone, hun havde fået sat på kindtanden for en uges tid siden. Anne Marie skulle også lige aflægge et besøg hos Anne, en gammel veninde hun har siden Dignity-tiden. Så vi måtte ud af sengen på et ukristeligt tidligt tidspunkt for at nå til København inden kl. 12.00. Vi nåede det fint. Anne Marie fik aflagt besøg og fik en ny guldkrone. Måske skulle jeg til at kalde hende Dronning Anne Marie. Nåh nej, det går ikke, sådan én er der jo i forvejen. Hun er ganske vist ikke længere dronning over Grækenland, der var vist noget med, at manden, hed han Konstantin, kom til at støtte de forkerte generaler, og de måtte i eksil i et andet land. Hvis jeg husker ret, var det Småbritannien. Dengang hed det nok Storbritannien, men det er det jo ikke mere efter Brexit.

Vi startede tilbageturen fra Christmas Møllers Plads kl. 15.00, satte hybridens gps til Pøt Strandby og satte af. Det regnede, det var diset, og tåget, og det blev værre og værre. Senere blev det mørkt. Og stadig tåget. Alt gik alligevel fint indtil Horsens Syd-afkørslen. Ja, her gik det sådan også fint nok, vi fulgte blot gps’ens instruktioner. Tågen var tyk, så det var nok også det bedste. Så var det altså, at gps’en besluttede at tage en smutvej igennem en lille landsby i udkanten af Horsens. Indrømmet, den var kortere end den vej, jeg egentlig med mit mangeårige kendskab til Horsens ville have taget, men der var tyk tåge, så jeg tænkte, at det var nok var bedste at følge gps’en. Det var det ikke. Min gps og jeg er ikke de bedste venner. De fleste gange er det gps’en, der er den klogeste. Det var det ikke denne gang.

Vi trillede nu rundt i tæt tåge på Tyrsteds små landsbygader, forbi kirken, den så vi godt nok ikke, men den var der vist, alle veje manglede afstribning, der er heller ikke fortov i Tyrsted, men fremad gik det da, godt nok langsomt, men dog fremad, lige indtil Søndrevej skulle slutte sig til Nordrevej. Her havde gps’en glemt at tjekke en vigtig detalje, her var der en afspærring af de velkendte rødhvide, tværgående brædder på stolper. Jeg tror såmænd, jeg kunne have kørt igennem, men jeg ikke sikker på, at min hybrid ville have syntes om det. Så der måtte vendes. Der var ganske vist ikke en vendeplads, det var tilsyneladende en ny afspærring, og en vendeplads havde man måske tænkt på, men endnu ikke fået etableret. Der var heller ikke et skilt med blind vej, så hvordan skulle gps’en og jeg vide, at vi ikke kunne slutte os til Nordrevej lige her. Nå, men altså, vende om på en smal villa-landsbyvej i tæt tåge burde vel ikke være et problem. Det var det heller ikke. Tilbage igen af Søndrevej, helt hen til Tyrstedvej, næsten samme sted som vi startede på landsbygadekørslen, og kort efter kom vi så ind på Nordrevej. Den var lige så smal og uden hvide striber, fortove eller andet, der kunne fortælle en, om man stadig var på vejen. Det kunne man selvfølgelig høre. Og tågen blev tættere og tættere. Efter en evighed, sådan føltes det, nåede vi ud på Bollervej på vej til Pøt, og resten var ”piece of cake”. Vi delte en flaske rødvin, da vi nåede frem.