Ja, faktisk er det to håndboldkampe, vi puster ud efter. Der er godt nok nervepirrende, det de danske håndboldherrer præsterer i Egypten disse sene januardage. Og neglebidende. I morgen gælder det finalen. Så sidder vi der igen. Neglebidende? Forhåbentlig ikke.

Vi gjorde ikke meget væsen af os i dag. En enkelt tur til Dali´Brugsen i Glud og en vandretur i Sønderby Skov kunne det blive til. Min læg er ikke helt god, så det gælder vist om ikke at overanstrenge.

Det mest ophidsende i dag var en mail i e-boks fra Motorstyrelsen. Den gjorde mig opmærksom på, at jeg ulovligt var ejer (og bruger) af en bil med registreringsnummeret CP 85709. Brevets overskrift var ”Forslag til afgørelse: Motorstyrelsen vil afmelde dit køretøj, da du står registreret med ukendt adresse i CPR-registeret.

Det fremgik endvidere, at (citat): ”Du står registreret med ukendt adresse i det centrale personregister.

Når du er registreret med en ukendt adresse i det centrale personregister, kan du ikke være registreret som ejer/bruger af et køretøj.”

Så lærte jeg det. Hvis man er hjemløs, må man ikke eje (eller bruge) et køretøj. Nu forstår jeg bedre, hvorfor hjemløse render rundt med deres ejendele i barnevogne eller trækvogne eller andet ikke-motoriseret. Det er simpelthen ulovligt at køre i bil, på knallert eller motorcykler, hvis man ikke har en fast adresse.

Nu ligger det imidlertid sådan, at vi er registreret i CPR-registret. Som de lovlydelige borgere vi er, gik vi naturligvis op på Borgerservice på Frederiksberg og forklarede dem situationen, da vi besluttede os for at tage på rundtur i Danmark. Vi er, helt efter Borgerservice’s regler, registrerede med ”Høj vejkode”. Ergo er vi registrerede i CPR-registret, ganske vist ikke med fast adresse, men registrerede er vi da.

Mailen fra Motorstyrelsen truede i øvrigt med at sende politiet ud for at klippe nummerpladerne. Hvordan det lige skulle kunne lade sig gøre, når man ikke kender min adresse, kan jeg så ikke helt gennemskue. Min risiko er selvfølgelig, at en omfarende patruljevogn har en database-dims, der bipper, når den scanner en bil med nummerpladen CP 85709. Op med slikkepinden, ind til siden med mig, frem med saksen og så står jeg der i vejsiden med en bil uden nummerplader

Jeg må have fat i Motorstyrelsen på mandag. De har kontor i Sakskøbing, af alle steder, men de svarer vel på telefonen, selv om det er Udkantsdanmark. På en måde er det da ganske rart, at vi lever i et land med styr på systemerne. Det løser sig selvfølgelig. Jeg kan vel snakke mig ud af det. Nu får vi jo i øvrigt snart en fast adresse igen, og så er problemet vel løst.

Det er nu ikke altid, det er lige let at snakke sig ud af vanskelige situationer. Da vi var på ”ekspedition” til Svalbard, lykkedes det mig at tabe mit pas. Det skete i Bergen, på vej op ad landgangen til krydstogtskibet, undskyld ekspeditionsfartøjet. Jeg tabte det ud af min jakkelomme, og det ligger sikkert stadig i på bunden af frihavnen i Bergen. Jeg opdagede det først, da vi skulle registreres på skibet, gik endda ned for at se, om jeg kunne finde det. Lykkedes ikke. Jeg havde en kopi med på min telefon, så det kunne vel bruges i stedet. Mente jeg. Det kunne det ikke.

Vi stod i kø på skibet for at bliver registreret, og her siger jeg så til Anne Marie, at ”det betyder nok ikke så meget, man skal jo ikke have pas med til Norge”. Det hører skibets hovmester, som var svensker og stod lige bagved på netop det tidspunkt, så hans reaktion kom prompte: ”Det her er et skib i internationalt farvand, så her kræves der legitimation”. Shit, hvad nu. Det gik fint nok. Skibets receptionist tog vel imod min paskopi, vi blev registeret og havde i øvrigt megen moro sammen med den svenske hovmester på hele turen. Så længe vi var på skibet, var der jo ikke nogen, der tjekkede legitimation.



Problemet blev først rigtig seriøst, da vi skulle flyve hjem fra Svalbard, Turen derop gik med krydstogtskib, undskyld ekspeditionsfartøj, men hjemad skulle vi med fly. Det mente jeg heller ikke, ville blive et problem, men det blev det. Svalbard er, i administrativ forstand, ikke en del af Norge, men autonom, så lufthavnen på Svalbard er ikke en norsk indenrigslufthavn, men international med krav om visning af pas. Så der stod jeg, uden pas og uden legitimation. Heldigvis var vi ikke mange i køen for EU-borgere, Den lange kø var for rigtige udlændige, de fleste amerikanere. Men alligevel det skabte da nogen forsinkelse, at jeg skulle forklare den venlige, absolut meget venlige, dame i immigrationen, at jeg havde mistet mit pas i Bergen. Hun spurgte, venligt naturligvis, om jeg havde meldt det til det norske politi. Det måtte det desværre afkræfte, jeg havde været på ekspeditionsskibet hele tiden og ikke lige haft tid eller lejlighed til at opsøge det lokale norske politi på vejen op langs kysten. Hun kiggede noget mistroisk på mig og sagde, at hun lige ville undersøge sagen ude bagved. Og så var det, Anne Marie fyrede dagens bemærkning af. Hun spurgte: ”Har I tænkt jer at beholde ham?” Efter en lang konference med Svalbards politi-myndigheder fik jeg lov at komme med flyet ud af Svalbard til Olso.

Jeg var dog under skærpet overvågning, fandt jeg ud af ved ankomsten til Oslo. Her skulle vi, da vi jo var ankommet med et internationalt fly fra Svalbard, igen vise pas for at få lov at komme ind i Norge. Da det blev min tur, måtte jeg igen forklare, hvad der var sket, at jeg mistet mit pas, og at myndighederne i Longyearbyen på Svalbard venligst havde givet mig lov til at rejse ud, og at jeg var meget ked af det og beklagede og bla.bla.bla.

Og så var det, at dagens næste gode bemærkning blev fyret af, idet immigrationsdamen i passkranken råbte så højt, at alle i ankomsthallen kunne høre det, til en politibetjent, der stod bagved og ventede på det samme: ”Det er ham uden pas, der lige er kommet fra Svalbard” – hun kunne lige så godt ham tåben, men det gjorde hun dog ikke.

Og så ved jeg ikke rigtig, hvad der yderlige skete, om politimanden nikkede OK, eller hvad, men i hvert fald fik jeg lov at komme ud i den norske frihed. Uden pas, som jeg alligevel ikke skulle bruge for at komme hjem til KøbenhavnSiden dengang er det, at Anne Marie spørger mig; ”Har du husket dit pas?” ”Hvor er det?” ”I din jakkelomme, ok, har du lynlåst din jakkelomme?” Det forstår jeg ganske glimrende. Det var nok ikke gået, hvis jeg skulle have været fra Swaziland ind i Sydafrika. Eller måske var det?















Men alle den slags problemer har vi slet ikke været ude for i dag i Pøt Strandby, hvor turen blot gik til Dagli´Brugsen i Glud og på gåben gennem Sønderby Skov til stranden, hvorfra både Endelave og Æbelø lå synlig i disen ude i horisonten


CPR-, pas- og andre små problemer