Det er ét år siden, jeg købte hybriden, Toyota C-HR, spritny, den bil, som Motorstyrelsen i går gav mig lov til at beholde. Hvilken lettelse.

En bil skal til service en gang om året. Den havde jeg for flere uger siden bestilt. I Horsens, ved den nærmeste Toyota forhandler med tilhørende serviceværksted. Det var før, jeg kendte til problemet med, at folk med ukendt adresse ikke måtte hverken eje eller bruge en bil i Danmark. Undrer mig, for det betyder jo faktisk, at hjemløse ikke har mulighed for at leje en bil. Og selv om en hjemløs person kunne få en bekendt til at leje en bil for sig, så måtte hen ikke bruge den. Der er sikkert en god forklaring i dette gennemregulerede land.

I Afrika har man ikke centrale personregistre, men man har alligevel ofte styr på databaserne. De sidste tre måneder af vores ophold i Zambia boede vi hos en god ven i Petauke, en provinshovedstad i den østlige centrale del af landet. Det var efter, vi havde besluttet at flygte fra Lusaka, og inden vi fik vores transfer til Harare i orden. Det er jo fint nok at få tilbudt et job i Harare hos MS, men man kan ikke bare regne med at få opholdstilladelse, ikke engang selv om man er hvid og kristen og kommer fra et vestligt land. Somansir. Vi måtte derfor som så mange andre vente på, at opholdstilladelsen blev udstedt, inden vi kunne pakke vores lille Peugeot 205, med hvad der kunne være, og køre sydpå.

Af en eller anden grund, som jeg ikke husker, var mit zambiske kørekort blevet registreret i Petauke. Det var før computernes tid, så det foregik i en stor bog, hvor kortets nr., datoen for registrering, mit navn og andre nødvendige data blev indskrevet linje for linje.

Og således gik der lang tid uden problemer, men en dag forsvandt mit kørekort. Måske blev det fisket ud af min Fjällräv, jeg ved det ikke, men væk var det. Jeg indså hurtigt, at jeg nok ikke i længden kunne snakke mig ud af ikke at have et gyldigt kørekort, især ikke fordi vi, Anne Marie og jeg, i de par år vi arbejdede som konsulenter for MS i Zambia og Zimbabwe, kørte i gennemsnit 100.000 km om året. Der er lange afstande i Afrika, og MS projekterne lå spredt over hele i landet. Det burde vel ikke være så bøvlet at få et erstatningskørekort. Troede jeg. Men det var det. Problemet var, at mit kørekort jo altså var registreret i Petauke, og man kunne kun få et erstatningskort, hvis man kunne dokumentere, at man rent faktisk havde haft et kort i forvejen. Det var fotokopieringens tidlige tidsalder, så man kunne ikke blot præsentere en kopi. Telefonforbindelserne var svære at håndtere, og selv om man måske kunne ringe til Petauke og få en motorkontorsmand til at finde data om kortet, så var det ikke en farbar vej at gå. Den eneste løsning var at drage til Petauke, 800-900 km væk fra Harare, og håbe på, at den store bog, som mit kort var blevet registreret i, stadig fandtes.

Så det gjorde vi, og minsandten om ikke den flinke mand på Motorkontoret efter en halv times søgning, linje for linje i den store bog, fandt frem til den rigtige linje med mine data, så jeg kunne få udstedt et nyt kørekort. Ret skal være ret. Det var ikke den eneste grund til, at vi var i Petauke. Vi var alligevel i nærheden på projektbesøg.

Det gik knap så gelinde, da vi boede i Urambo i Tanzania. Her skulle vi selvfølgelig også have et tanzaniansk kørekort udstedt. Det kunne man ikke få i Urambo, der var en distriktsby, og distriktsbyer udsteder ikke kørekort, det gør kun provinsbyer. Den provinsby, som Urambo hørte til, var Tabora. Her var der et motorkontor, og her har jeg brugt mange timer på at sidde og vente på den motorsagkyndige. Det var ikke hver dag, vi var i Tabora, og stort set hver eneste gang, jeg var der, var den motorsagkyndige der ikke. Og når han så endelig var på sit kontor, var der altid et eller andet, der manglede i min ansøgning. Der var naturligvis kun én person, der måtte skrive under og udstede kørekort. Bossen. Assistenter var ikke bemyndiget til det arbejde. Det tog mig godt og vel et års tid at få fat i det, og det blev fejret på behørig vis, da jeg vendte hjem til Urambo med et tanzaniansk kørekort.

Her i landet er det noget lettere. Man slår blot op i et centralt register og kontrollerer, at man har bestået køreprøven og fået udstedt et kort, og at det samme kort ikke er frataget.

Men tilbage til hovedsporet. Vi var i Horsens, fordi min bil skulle serviceres hos Toyota. Vi stod umanerlig tidlig op, kl. 7, og det var umanerlig koldt, -7 grader, og min bil var umanerlig meget dækket af is fra nattens rimfrost, så det tog umanerlig lang tid at få bilen klar til at køre fra Pøt mod Horsens. Vi var heldigvis fri for tåge. Toyota-værkstedet havde sagt, at det ville tage en halvanden times tid, hvorfor vi havde besluttet at gå en lang tur i Horsens. Det er lang tid siden, jeg har været nede og oppe ad landets bredeste gågade. Søndergade hedder den. Vi ville lige stikke hovederne ind i byens to gamle kirker, Klosterkirken og Frelserkirken. Den sidstnævnte var lukket. Den havde kun åben mellem kl. 12 og 14 for andagtssøgende sjæle, fortalte et lille skilt i døren. Mere velkommen var vi i den ualmindelig smukke Klosterkirke, der var åben for maks. fem besøgende ad gangen. Smuk er den. Kan jeg sagtens sige, jeg er både døbt og konfirmeret i den. Og mine forældre blev bisat her.

Derefter gik det op og ned ad Søndergade. Der er sket meget, siden Anne Marie og jeg var lærere på Handelsgymnasiet. Søndergade er meget forandret, med udskænkningssteder og andre små rum for store og små. Hyggelig gade. Endda med kunstværker i det offentlige rum. Skænket af Horsens Folkeblads Fond. Vi fandt en 4-5 skulpturer, ét af Mikael Kvium og resten af Christian Lemmertz. Kvium er fra Horsens, det er Lemmertz ikke, men Horsens Kunstmuseum har en relativ stor samling af Lemmertz´ værker. Og Kvium’s. Værkerne er anmeldt 1. maj 2020 i en artikel titlen Kunstsafari på Horsens Gågade (https://kunsten.nu/journal/kunstsafari-paa-horsens-gaagade/). Det bliver fint at vende tilbage, når vejret er blevet varmere, for det var stadigvæk umanerlig koldt i Horsnes. Minus 12,7 grader natten før, årets hidtil koldeste.

Efter en god halvanden times kunst- og kirkesafari var vi tilbage ved Toyota, og efter endnu en halv times tid var hybriden færdig-serviceret. Derefter stod på programmet på ugens storindkøb i SuperBrugsen i Stensballe.