Vi er flyttet til Jylland

Helt efter planen fik vi i går pakket bilen i tide til at kunne forlade det lille hyggelige hus i skoven. Det har været en perfekt ramme om vores ophold i Svanninge Bakker. Vi har jo booket huset igen i hele maj måned, og på det tidspunkt håber vi, at det bliver muligt at besøge museer og slotte og borge og kirker og alt det andet, som Sydfyn byder på. Vi har også planer om en god gang ø-hop med cykel. Mon ikke færgebilletter til de danskes øer igen i år bliver gratis. Det håber vi, og så tager vi cyklerne med om bord.

Når man flytter fra feriehus til feriehus, er man underlagt reglen om, at man skal være ude af det hus, man flytter fra kl. 10.00, men først kan komme ind i det hus, man flytter til kl. 15.00. At køre fra Svanninge til Pøt Strandby ville tage i underkanten af 2 timer, så vi havde mindst 3 timer til andre fornøjelser end landevejskørsel. Vi havde kunnet se Fyns eneste rundkirke, Horne Kirke, fra de forskellige udkigspunkter i bakkerne, i det fjerne, oppe på en bakke, men ganske tydelig. Vi har den endda også på billeder. Den skulle være interessant at besøge, og det var den absolut. Vi var lidt heldige, for der var ingen kirkelige handlinger, selv om det var en lørdag. Der kunne da godt have nogle fynboer, der skulle giftes, men måske er giftelysten ikke så stor hos fynske karle og møer i disse corona-tider, så vi havde kirken for os selv. Det er en smuk kirke og derfor et fint besøg. Men vi kunne nu ikke bruge alle 3 timer til kirkebesøg.

Horne ligger ikke langt fra Bøjden, hvorfra færgen sejler til Fynshav på Als, så vi tænkte, at vi kunne køre de 7-8 km længere ud ad landevejen mod Als og se på færger. Da vi nærmede os, så vi en afmærkning til noget, der hed Bøjden Nor. Nor plejer at være et område med vand. Norsminde er et andet eksempel. Eller også betyder det ”til minde om Nors”, som min FDF-leder hed i 1950’erne. Ja, det gjorde sådan set senere. Han havde i øvrigt en købmandsforretning på hjørnet af Borgergade og Havneallé, og den var kendt for i kælderen at have mindst et eksemplar af ethvert kendt dansk ølmærke på den tid. Der var godt nok heller ikke så mange dengang som i vi vore dage. Men alligevel, der var mange øl på lager. Jeg har set det selv og også smagt nogle af dem, da jeg blev gammel nok til at blive inviteret i kælderen hos Købmand Nors. Det var et sidespring, tilbage til Bøjden Nor.

Vi så som sagt afmærkningen til venstre, men fortsatte i første omgang ligeud, og så skal jeg ellers lige for, at der var ænder i Bøjden Nor. Et par tusinde godt og vel, de fleste troldænder, men også Bjergænder og svaner og måger. Nåh ja, de to sidste er godt nok ikke ænder, men de var der alligevel. Og de var såmænd nok også ligeglad med, om de var ænder. Vi nåede ud for enden af vejen, men kom uheldigvis til at køre ind i opmarchbåsene til Bøjden-Fynshav færgen. En (måske) ikke helt lovlig vending gjorde dog, at hybriden snart efter var på vej væk fra færgelejet. Vi stoppede og kiggede på ænder et stykke tid, inden vi fortsatte ud ad vejen mod Bøjden Nor. Et par hundrede meter længere fremme gjorde vi igen holdt for at se på fugle. Denne gang var det et par tusinde bramgæs, der gladeligt var i gang med at fouragere på marken lige ved siden af vejen. Det er et flot skue, når en flok bramgræs sætter af på samme tid, tager en rundflyvning og vender tilbage med benene forrest. ”Naturens jetjagere” kalder jeg dem.

Nu viste det sig, at Fugleværnsfonden siden 1982 har ejet området omkring Bøjden Nor. Der er anlagt et par p-pladser, der er informationstavler, en trampesti, og et par fugleskjul, hvor man kan stå ugenert og se på fugle. Vi tog turen ned ad trampestien helt ned til kanten af Sydfynske Øhav. Her ville vi følge stranden, stenet, bøvlet, vanskelig at gå på, men det gik. Vi troede, vi kunne gå rundt. Det kunne vi ikke. Efter en kilometers penge på den stenede, vanskeligt passable strand nåede vi til en brusende flod, som vi inspicerede grundigt og længe, indtil vi besluttede, at vi ikke kunne springe over, og at vi heller ikke kunne fylde sten i, så vi kunne komme videre. Der var en familie på den anden side af floden med et par børn. De havde de n rette størrelse, så jeg ovevejede kortvarigt, om ikke vil kunne bede dem at lægge børnene ned på tværs i floden, så vi kunne gå tørskoet over. Det blev ved overvejelserne.

Vi måtte vende om, gå tilbage ad den samme trampesti ved marken. Vi tjekkede lige de to fugleskjul. De havde det fint. Lidt længere fremme havde bramgæssene flyttet sig til en ny mark, nu ganske tæt ved trampestien. Endnu engang nød vi synet af flyvende, spisende, drikkende og skøjtende bramgræs. Der var is på vandet, så en del gæs havde bøvl med at stå fast.

Herefter gik det mod Pøt Strandby, hvor vi ankom inden solnedgang.