Der er egentlig kun to veje, man kan gå. Enten start man fra p-pladsen i nordenden og går sydpå, eller også starter man fra p-pladsen i sydenden og går nordpå. Såre enkelt. Der er en ret stor skovvej, parallel med hovedvejen, man kan følge et stykke af vejen. Den tog vi på tilbageturen. Der er et hav af småstier på de stejle skrænter, men dem undlod vi at betræde. Med en enkelt undtagelse. Vi ”kom til” at starte ud på en smal skræntsti. Den så tilforladelig ud ved p-pladsen, men det holdt snart op, og så havde vi nok at gøre med at holde os på stien. Visse steder var der langt ned til bunden af dalen. Det svært farbare stykke sluttede dog snart, og derefter havde vi en fin og let tur i det flotte frostvejr.

Helt nede i bunden mod nord er der en vandmølle, der har været i brug indtil 1962. Her har der også tidligere været et traktørsted. Kan huske det fra min barndom. De havde ikke spiritusbevilling, ikke fordi det gjorde mig så meget i min barndom, men man kunne da godt forestille sig, at det havde betydning for de voksne. Nu om stunder er der hverken vandmølle, traktørsted eller spiritusbevilling. Blot en privat bolig i møllen. Sikkert et hyggeligt sted. Især om sommeren. Hvis man bryder sig om turister.

Den opstemmede sø er der, neden for møllen er der ænder i bækken, og den gamle fisketrappe eksisterer også stadigvæk. Der står på et fint skilt ved bredden af søen, at fiskeri er forbudt. På tre sprog endda. Altså teksten, ikke fiskeriet som sådan. Vi så faktisk også et par andre skilte med info om kamera-overvågning af mårhunde.

Fin tur, men kold.