Det er ”by far” den bedste sproglærer, jeg nogensinde har haft. Hun krævede grammatisk korrekte sætningskonstruktioner, i en sådan grad at jeg sommetider tænkte mere på, om grammatikken var korrekt, eller om folk kunne forstå, hvad jeg forsøgte at sige. Med min baggrund som matematiklærer, med stramme ”grammatiske” regler, var den måde at lære portugisisk på dog effektiv.

Vi var på sprogskole i 9 uger. Efter 6 uger havde vi en uge fri, hvor vi skulle ud blandt folket og tale sproget med almindelige mennesker. Vi tog toget til den nordlige del af Portugal, helt oppe ved grænsen til Spanien, var rundt om Porto, tog toget op i Douro-dalen, fortsatte med lokaltoget op ad bjergskråningerne til Régua, hvor vi lejede en bil og kørte langt, langt ud på landet.

Jeg var lige fyldt 50 år i 1993 og det var et fantastisk privilegium at få lov at kaste sig ud i et helt nyt fagområde, så langt fra det, som jeg hidtil havde beskæftiget mig med, matematik, databehandling og økonomi.

Efter sprogskolen fløj vi direkte til Maputo, hvor jeg startede arbejdet dagen efter. Vi blev indlogeret på et hotel de første par måneder, et af de pænere i Maputo på det tidspunkt. Efter et par dage fik Anne Marie et korttidsjob i Harare, og så boede jeg alene på hotel de første par måneder. Min forgænger på posten som administrator havde ikke tænkt sig at flytte ud fra det hus, vi skulle overtage, før i absolut sidste øjeblik. Hun var i det hele taget ikke særlig samarbejdsvillig, men det er en helt anden historie.

Jeg var i Maputo, boede på hotel og kæmpede med at forstå og gøre mig forståelig på Mozambique-Portugisisk, som er noget anderledes end Portugisisk-Portugisisk. Jeg var fast besluttet på at tale portugisisk på MS-kontoret fra dag ét. Og gjorde det, selv om det sommetider var svært. Der skete naturligvis det, at mine mozambiquiske kolleger gerne ville træne deres engelsk, og derfor hellere ville tale engelsk med mig. Med mit relativt lave niveau, i hvert fald i starten, blev det ofte noget kaudervælsk, der blev talt. Men det gik. Og efterhånden og med årene gik det såmænd også så fint, så jeg beherskede sproget, både mundtligt og skriftligt, i hvert fald til et niveau noget over det niveau, som den nu hedengangne prinsgemal beherskede dansk. Det kom mig siden til gavn som konsulent, da jeg kom i folden som freelancer hos et stort amerikansk konsulentfirma. De havde ikke kontakt til så mange økonomer, der beherskede portugisisk, så jeg fik ofte opgaverne.

At bo på hotel i Maputo i 1993, selv om det var et af de pænere, var ikke nogen stor oplevelse. Dels var der varemangel, og dels havde været 17 års borgerkrig sat sine spor på infrastrukturen. Det var kun et halvt års tid efter våbenhvilen mellem regeringspartiet Frelimo og oprørspartiet Renamo, der blev indgået i oktober 1992. Hvordan det i øvrigt var at bo i Maputo og på landet i Mozambique på det tidspunkt, er en helt anden historie, som jeg gemmer til en anden lejlighed.

Jeg fik altså lært portugisisk på den hårde måde, med grammatikken i orden og et hav af TPC’er, der samvittighedsfuldt blev lavet og afleveret. På en måde kan jeg godt være misundelig på de folk, der kom til Mozambique og overhovedet ikke havde grammatikken på plads, men alligevel fyrede nogle sætninger af, som mozambiquerne forstod. Altså forstod og forstod, de skulle sommetider spørge, hvad de mente, men så fik man jo også trænet sproget på den måde. Sommetider havde jeg for travlt med at tænke på, om grammatikken var rigtig, før jeg udtalte mig om et emne, selv om det måske havde været bedre bare at sige noget. Det gælder jo også herhjemme, vi støtter og står bag de mennesker, der på trods af manglende sprogkompetencer trods alt udtaler sig. Ja altså nok alligevel ikke alle, det voksne mobbeoffer prinsgemalen var vi da vist ikke så overbærende overfor.

Efter dagens TPC gik vi en lille tur i området. Gennem skoven, over til den næste sommerhuskoloni og ned på stranden, som vi fulgte hjemad. Så skal jeg da ellers lige love for, at vi havde fået vinden imod. Der var 3 graders frost, men det føltes som 15. Fimbulvinteren er over os.

TPC

TPC er et portugisisk akronym for Trabalho para Casa. På dansk hjemmearbejde. Eller lektier. Og hvorfor kommer jeg så lige i tanke om det i dag. Jo, dagen i dag var præget af TPC. Jeg har et møde i orienteringsforbundets stævne-og reglementsudvalg på onsdag. Virtuelt, naturligvis, men det skal alligevel forberedes. Derfor gik det meste af dagen med TPC.

Vi stødte første gang på begrebet TPC i 1993. I Lissabon. Vi var sendt på sprogkursus, i portugisisk selvfølgelig. Ikke underligt, at det var portugisisk, når vi var i Lissabon for at lære sprog. Jeg havde søgt en stilling som Administrator for MS landeprogram i Mozambique, og havde fået det. Der var bare ét problem, i Mozambique taler man portugisisk. Og det var jeg godt nok ikke lige stødt på før. Et eller andet sted havde jeg læst, at portugisisk var det sprog, der lå tættest på latin, og da jeg havde bestået den lille latinprøve, med bravur endda, i 1960, så var jeg helt sikker på, at det at lære portugisisk ikke ville blive et problem. Meeen, det var nu ikke helt let. Måske havde jeg alligevel ikke lært så meget latin i sin tid på Ryesgade Skole i Horsens.

Vi kom til Lissabon i foråret 1993 og var heldige at få en lærer, der var supereffektiv. Gabriella, tror jeg hun hed. Eller også noget andet portugisisk. Kurset var intensivt. 2 x 2 lektioner om formiddagen og 2 x 2 lektioner om eftermiddagen. Ind imellem dobbelt-lektionerne tid til en espresso på den nærmeste café. Og på traditionel portugisisk vis god tid til frokost og en gåtur i den nærmeste park. Undervisningen sluttede altid med en stak TPC, som Gabriella, eller hvad hun nu hed, forventede at vi ville have løsningen på næste morgen. Og det havde vi. Og der var mange røde streger i de skriftlige opgaver. Men det trak godt nok tænder ud. Vi havde fri i weekenden. Bortset fra TPC, altså.