Nu er det blevet fredag. Og vi har været ude i svære, svære overvejelser. Torsdag morgen troede vi, at vi skulle købe Munksbakke 67. Vi havde endda fået en købskontrakt og alle dokumenter tilsendt. De var godt nok ikke alle sammen blevet læst. Men det ville de blive, inden købskontrakten ville blive underskrevet. Vi havde også fået involveret en advokat, som på vores vegne skule sige god for aftalen.

Vi havde imidlertid ikke rigtig tid til at gøre mere ved det torsdag, da vi havde en frokostaftale i Horsens. Fredag morgen kom vi i tvivl. Det er et fint rækkehus, det er nyt, og det passer i størrelse til vores behov. Som ethvert andet rækkehus ligger det naturligvis på række med en række andre rækkehuse. I det her nybyggerområde er der 79 rækkehuse i en klynge omkring 6 beboerveje og en hovedfordelingsvej. Nr. 67, som vi havde fået tilbudt, ligger klemt mellem 2 andre rækkehuse. Det var det, der gjorde os betænkelige. Ville vi kunne finde ud af til den ene side at kigge over i rækkehus nr. 45 mod sydvest, og på den anden side kigge over i nr. 69 mod nordøst?

Vi havde imidlertid set, at nr. 66 med samme indretning som nr. 67, også var til salg, og det hus er betydelig bedre placeret. Det var imidlertid lige blevet solgt, sagde ejendomsmægleren. Surt show. Så nu var det tid til at klare hjernerne. Vi måtte ud i naturen og vandre.

Det blev til en 5 km tur. På sommerhusveje, gennem skov, på stranden, langs havet, med udsigt til Endelave, op ad en trampesti på en skrænt, våd, smattet og glat, formodentlig plastisk ler (mon dog, men det lignede), op på en mark, følge kanten af marken hen til en stor ejendom med mindst 5 skilte med teksten ”PRIVAT – INGEN ADGANG – ZUTRITT VERBOTEN”. Tænkte, at det betød, at vi ikke måtte krydse over græsplænen. Vi testede det ikke.

Så nu slutter nomadetilværelsen snart. Når vi er færdige her i Pøt, går turen til Husby, og derefter midt i marts til Egedal for at gense vores bohave. Det bliver rart.

At beslutte sig for en ny bolig er utrolig svært. Her taler jeg med mange, mange års erfaring. Min mor boede i den samme lejlighed i 54 år, min svoger bor i det samme stuehus, som han blev født i for 76 år siden, og sådan er det for mange mennesker. Man finder et sted at bo, og så bliver man der, til man bliver båret ud, som min mor sagde.

Vi har det anderledes. Vi flytter og flytter. I perioden 1984-2003, fra vi flyttede sammen, til vi kom tilbage fra Afrika, boede vi 21 forskellige steder, 12 steder i Afrika og 9 i Danmark. Det er knap og nap ét år i gennemsnit hvert sted. Nu er gennemsnitsberegninger ganske vist en mærkværdig disciplin, som denne lille historie beskriver, men alligevel:

”To økonomer var på bukkejagt sammen, langt ude i skoven. En buk dukkede op. Den første økonom skød forbi til venstre, mens den anden økonom skød forbi til højre. De blev dog hurtigt enige om, at de i gennemsnit ramte begge to”.

Men nu har vi altså besluttet for Egedal, og nu skal vi have fat i ADAM, der har fornøjelsen at passe på vores jordiske gods. Vi har vist altid været en guldgrube for flyttefirmaer.

I øvrigt er vi, siden 2003, da vi sluttede vores Afrika-eventyr, blevet lidt mere stationære. Herefter er det kun blevet til 5 forskellige boliger. Foruden det løse. Nomade-boliger og andet kortvarigt.

Nu skal vi altså til det igen. Vi overtager 1. marts, så vores nomadetilværelse stopper noget tidligere end planlagt. Vi genoptager nok fornøjelsen på et senere tidspunkt, hvem ved. 

DSC08400
Munksbakke
DSC08397
DSC08399
DSC08392
DSC08393
DSC08388

Nu gik det igen ind i sommerhusområdet. Kortet viste, at der skulle være en sti for enden af en blind vej. Det var der også. Det var blot ikke på den sti, som vi gik på. Fandt jeg ud af ved senere nærstudier af kortet. Nå, men hjem kom vi. Meget klogere, end da vi startede hjerneklarings-vandringen. Enden på vores husovervejelser blev, at vi ville leje rækkehuset i Egedal ved Hansted Lilleå. Hvis det altså ikke var udlejet i forvejen. Det var det ikke, sagde udlejeren. Hun sagde i øvrigt, at hun var glad for, at vi ville leje huset. Hvad skal man så lægge i det?

Skal bolig, skal ikke......