Tågedis over bakkerne

Det er blevet koldt. Græsset uden for huset var rimfrost-hvidt til morgen. Solen skinnede svagt igennem tågedisen, der havde lagt sig over Højbolund. Det var fint at se solen, knap så fint at den var delvist tågedis-dækket. Men alt i alt langt bedre end det triste, våde gråvejr, vi har haft så meget af i december.

Vi havde checket vejrudsigten og besluttet os for en vandre-rundtur i Faaborg. Tænkte, at det nok ville være den bedste option, vejret tager i betragtning. Vi er på mange måde styret af vejret, taler meget om det, ligesom de fleste danskere. Og såmænd også andre folkeslag. Når man er bosat i troperne med kun en enkelt regntid, er det ret vigtigt, at regntiden så også kommer. Især hvis man er fattig bonde og kun overlever på sin egen høst.

I dag tog vi altså på byvandring i Fåborg. Uden bykort, Turist-info er lukket, biblioteket ligeså. Så vi gik lidt rundt på må og få. Fandt nogle opslag med bykort, og så blev det korthuske derefter.








Man lærer meget om en by ved at gå rundt i den. Man ser ting, som man nemt overser, når man kører i bil eller cykler. Sådan er det både i Fåborg og på Frederiksberg. Og Lusaka i Zambia. Jeg arbejdede på et kontor, der lå i en sidegade til Cairo Road. Det var byens hovedgade. Hvorfor den hed Cairo Road, er jeg ikke helt sikker på. Der var adskillige tusinde km til Egypten. Cairo Road var et pulserende hovedstrøg med et hav af forretninger, og man kunne få alt. Coca Cola og andre internationale mærker undtaget. Præsident Kaunda havde besluttet, at landet skulle klare sig selv. Det var nu nok mest forårsaget af, at man ikke havde betalt afdragene på lånene hos IMF, Den Internationale Valutafond, hvorfor det ikke var muligt at få kapital, dvs. US-dollars, til at betale for import af varer fra udlandet. Præsidenten havde også besluttet, at det hele var indernes skyld, så alle butikker ejet af indere var lukkede. Ganske vist var inderne og deres familier nationaliserede år forinden, men præsidenten mente nu alligevel, at det var indernes skyld, at landets økonomi var helt til rotterne. Har man hørt noget lignende herhjemmefra? Jo, det har man da. Er der ikke noget med, at hvis der er larm i biograferne, så kan det kun være en flok indvandrerdrenge, der er skyld i det? Og skulle vi ikke lige isolere hele Gjellerup-parken, hvis Corona-smittetrykket er for højt? Heldigvis havde en nu tidligere næstformand for et engang stort og indflydelsesrigt parti trods alt ikke samme magt som Præsident Kaunda.

På Cairo Road i Lusaka kunne man købe alt. Hvis blot man vidste, hvor man skulle gå hen. Det duede ikke at gå til de statsejede butikker. Eller det duede, hvis man skulle købe vaskepulver. Her var der ofte vaskepulver, lokalt fremstillet, på en 30-40 hyldemeter. Ugen efter kunne det være majsmel. Det var en stor opgave at handle ind. Vores indkøb foregik som regel om lørdagen, planlagt ned til mindste detalje med en lang indkøbsliste. Så gik turen rundt til alle de butikker, vi vidste, eller troede, havde de varer, som vi manglede. Det kunne godt være en 8-9 butikker, vi var rundt i for at finde det hele. Og det var ikke altid, vi fandt det hele. Som regel aldrig. Til gengæld faldt vi ofte over nogle ting, som vi ikke lige stod og manglede. Te eller pulverkaffe, f.eks. Så gjaldt det om at slå til. Vi kunne aldrig vide, hvornår muligheden for at købe igen opstod. Kan man vænne sig til det? Ja, sagtens. Og vi var trods alt i en langt bedre situation end de stakkels zambiere, som ikke havde samme økonomiske muligheder som os.

Cairo Road var vores indkøbsgade, os der boede i byen. Vi gik rundt hjemmevant. I modsætning til de MS-frivillige, der var placeret ude i landdistrikterne og kun en gang imellem kom til byen. For at handle eller blot for at mødes med folkene på MS landekontor. Kontoret lå også i sidegade til Cairo Road, så de var nødt til at bevæge sig på Cairo Road. Nu er det jo sådan, at hvor der er mange mennesker samlet, er der lommetyve. Også her. De havde en næse for at opsøge MS Frivillige. Eller andre nationers frivillige, for den sags skyld. Det var egentlig ikke så vanskeligt. Enhver nordeuropæisk frivillig med respekt for sig selv havde en svensk Fjällräv rygsæk hængende over skulderen. Særkende for frivillige i Zambia i slutfirserne. Og der er altså et eller andet over folk, der kommer ind fra landet med en Fjällräv hængende over skulderen. De står pænt i kø og venter ved en fodgængerovergang. En stor kø. Der var mange fra landet, der fik stjålet deres pung i en kø ved en fodgængerovergang på Cairo Road. Det skete stort set aldrig for os, der boede i byen og havde vores daglige gang på gaden. Det er for nemt. Man udsender vist en særlig duft af usikkerhed, når man ikke er kendt på stedet. Jeg kan egentlig godt forstå de stakkels zambiere, der så det som deres eneste mulighed for at få mad på bordet. Men træls var det naturligvis for de frivillige, det gik ud over.

På den tid i Lusaka kunne man i øvrigt kun få luksusvarer, hvis man havde US-dollars, og indkøbene kunne kun foretages i specielle Dollar-butikker. Dem havde almindelige zambier ikke adgang til. Man skulle have et udenlandsk pas, og altså en stak dollar-sedler. Jeg havde en anden god zambisk kollega, som jeg var på mange projektbesøg med. Sam hed han, var knap nok fyldt 30 år, havde en kæreste og ville gerne giftes. Havde også fået lov af familien, både hans egen og kæresten. Bryllupsdagen var fastsat og alt var egentlig klart. Bortset fra, at han ikke kunne få fat i champagne til festen. Og hvad gør man så? Man inviterer sin gode danske kollega og hans hustru med til brylluppet, selvfølgelig. Glad for invitationen, spurgte jeg ham, hvad han ønskede sig som gave. Svaret? En kasse champagne, selvfølgelig. Det kunne vi skaffe fra Dollar-butikken, så det fik han. Det var vores første festlige sammenkomst i Afrika. Det var meget anderledes end en almindelig dansk suppe, steg og dessert fest. En meget fin oplevelse. At vi sikkert kun var med fordi vi kunne skaffe champagne og fordi vi var hvide og derved med til at højne festens niveau, kunne vi godt leve med.

Sam vi i øvrigt en festlig og humoristisk fyr. Han lærte mig, hvordan man skal håndtere en roadblock, bemandet af en, ser det ud til, meget vigtig militærperson med et maskingevær. Det var en helt sædvanlig foreteelse i Zambia i slutningen af Præsident Kaundas regeringstid, at militærpersoner stod ved alle indfaldsveje til de større byer og kontrollerede trafikken. Sam’s taktik var ganske simpel. Inden fyren med maskinpistolen havde fået en chance for at spørge os, hvad vi skulle i byen, så havde Sam rullet vinduet ned og spurgt: ”Hej, hvad sker der i byen i aften?”, ”Er der fest nogen steder?” ”Kender du et godt sted at spise middag?”, ”Hvor kan vi finde et ordenligt hotel?” og en hel masse andre spørgsmål. Som gjorde militærpersonen ganske kompleks og førte til, at han blot vinkede os videre. Man skal aldrig overlade initiativet til modparten. Jeg har selv brugt det senere. Med god effekt.

En anden gang vi var ude at køre i Lusaka, kom præsidentens kortege forbi. Det foregik altid på den måde, at en halv times tid før præsidentens bil kom til syne, havde politi med motorcykler ryddet vejen. Vi stod så parkeret ved en sidevej og ventede på, at Præsident Kaunda kom forbi. Ved den lejlighed var det så, at Sam spurgte mig, om jeg vidste, hvem der var den bedste chauffør i landet. ”Nej da”, sagde jeg, ”hvem er det?” ”Præsidentens chauffør”, sagde Sam, ”for der ikke andre biler på vejen, når han kommer forbi”.

Alt sådan noget sker ikke i Fåborg. På vores vandring fandt vi skilte til 2 røgerier. Vi fandt også røgerierne, tænkte at vi sikkert kunne købe frisk fisk. Nada, de var begge en slags fiskecaféer, kun åben i turistsæsonen om sommeren. Den ene åbner den 1. april, lige før Påske. Det er vintersæson i Fåborg og alt er lukket. Ikke kun på grund af Hr. Corona, ser det ud til, men det er vinter.