Ud at finde rundt i bakkerne

Mandag den 28. december 2020 regnede det stadigvæk.

Vi havde planlagt en tur rundt i bakkerne efter Naturstyrelsens folder. Den gule rute omkring og hen over golfbanen. Folderen havde vi på computeren og iPad’en og iPhonen som pdf, men ikke på papir. Printe en simpel pdf var ikke muligt i Fåborg. Biblioteket var Corona-lukket. Det samme var kopibutikkerne. Men hvad, en iPhone burde vel kunne tjene os fint, så vi iklædte os det tunge regn-harnisk, satte kasketten dybt ned i panden, tog gummistøvlerne på og kastede os ud i regnen. Første udfordring var at finde den gule rute. Huset ligger et stykke fra ruten, men med hjælp af Google-maps havde vi en god fornemmelse af, hvor vi skulle lede. Et par hundrede meter mod nord fandt vi en pæl med en gul pil mod venstre, dvs. vest. Vi skulle egentlig til højre, mod øst, men ville ud at se udsigten fra vestpynten. Udsigten ud over det sydfynske øhav var fabelagtig flot. Tror vi. Det vi ligesom kunne se gennem disen. Det regnede. Det er nok værd at gå derop igen en anden dag og se det hele i klart vejr. Hvis altså der overhovedet kommer klart vejr igen. Det gør der vel. Man har vel lov at være optimist.

Vi vendte nu om og gik mod øst, fandt igen pælen med den gule pil, fandt lidt senere en gul plet på en anden pæl og var efterhånden ved at finde ud af Naturstyrelsens markeringssystem. Det regnede stadigvæk, men vores regnharnisk holdt os tørre. Vi krydsede golfbanen, ikke på den markerede rute, idet vi på nogen afstand så et knækket træ, der lignede en gul plet, så det gik vi målrettet efter. Det var ikke en gul plet. Men det lignede, og det regnede. Vi kan læse kort, så vi fandt let tilbage til den gule rute. Sluttede os til den lige på kanten af golfbanen og lige på kanten af en stejl sti ned i en smal dal. Der skulle vi ned. Det kom vi også. Stien var smattet som Roskilde Festival i regnvejr. En af os faldt på røven og slog sin ene balle. Det var ikke mig. Jeg skøjtede blot ned.

Pdf-kortet med den gule rute på iPhonen tjente os selv. Vi fulgte den slavisk et par kilometer. Flot var landskabet, også i regn. Der var endda Findveji-pæle og rigtige orienteringsskærme sat ud i bakkerne. Nu var tiden imidlertid ved at løbe fra os. Dagene er korte i december. Vi skulle nu beslutte, om vi skulle tage den korteste vej hjem eller blive ved at følge den gule rute. Vi valgte de gule pile og pletter på pæle. Her vidste vi jo, at vi ville ende i det lille hus på Højbrolund-skrænten. Eller troede, vi vidste. Foreløbig gik det meget godt. Vi kiggede efter pæle med gule pletter og fandt dem. Tjekkede pdf-kortet på mobilen. Således gik der en rum tid. Eller i hvert fald en 10 minutters tid. Så røg batteriet i mobilen på nul strøm. Måske havde jeg taget for mange mobil-billeder. Burde ikke være noget problem. Altså en mobil med et kort uden strøm. Altså mobilen, ikke kortet. Vi vidste jo, at vi blot skulle følge de gule pletter og pile, så ville vi komme hjem. Det gik fint. I starten. Igen en 10 minutters tid. Så var der lige pludselig ikke flere gule pletler og pile, men en hel del røde. Jeg kunne huske fra pdf-kortet på mobilen, som desværre var død, at den gule rute på et stykke fulgtes med den røde, så nu var det vel blot at følge den røde rute, indtil de to ruter delte sig. Det måtte da for pokker være til at finde ud af. Det var det sådan set også. I hvert fald gik det fint med at følge den røde rute. Ved en senere efterrationalisering og granskning af pdf-kortet på mobilen, viste det sig, at der hvor vi mødte den røde rute, skulle vi have drejet til højre. Det gjorde vi ikke. Vi drejede til venstre. Efter endnu en rum tid havde vi stadig ikke fundet den gule rute. Til gengæld havde vi fundet en bakketop med et par flotte udsigter ud over landskabet. Vi kunne minsandten se helt over til den sti på den anden side af dalen, hvor vi havde gået for en times tid eller, mere, og vi kunne næsten se vores lille hus. Hvis ikke lige fordi det lå gemt i en skov. Men vi kunne i hvert fald se skovgrænsen, hvor vi havde startet vores vandring et par timer tidligere. Imidlertid var tiden, igen, nu ved at løbe fra os. Og en del mere seriøst end første gang. Vi måtte erkende, at vi ikke engang kunne ringe efter hjælp. Mobilbatteri var dødt. Så da vi altså kunne se næsten hele vejen hjem, og det regnede vi med, at vi kunne blive ved, så besluttede vi at glemme alt om de gule pletter og pile, og i stedet gå direkte på. Som en rigtig god o-løber selvfølgelig altid vil gøre, når man er sikker på, hvor man skal hen. Jo altså, en halvgod o-løber prøver det såmænd også. Det går tit gruelig galt, og man ender et sted, hvor man tror, man ved, hvor er, og det gør man så alligevel ikke. Så står man der og er nødt til at spørge en ungdomsløber om hjælp.

Sådan gik det ikke for os denne gang. Vi vidste, hvor vi var, vi vidste, hvor havde været og vi vidste hvor vi skulle slutte. Og vi gjorde det. Ikke ligesom Columbus, han vidste ikke, hvor han rejste hen, han vidste ikke, hvor han var, da han var der, og han vidste ikke, hvor han havde været, da han kom. En ret almindelig oplevelse for en o-løber. Det er derfor, gps er opfundet. Så vi kan lægge vores spor ind på et kort og se, hvor vi har været. Det er ofte en noget overraskende oplevelse.

Her slutter fortællingen om vores første møde med Svanninge Bakker. Vi nåede i øvrigt hjem i god tid inden solnedgang. Det var stadig lyst, og regnen var stoppet.