Egedal Krønike
10. marts 2021 - senere
Svanninge Bakker
27. december 2020 - 16. januar 2021
Gensyn med den gule rundtur og Øhavsstien
Torsdag, Nytårsaftensdag, var det endelig blevet tørvejr, så nu ville vi hele vejen rundt på den gule rute. Og det kom vi. Op og ned gik det. Det samme gjorde pulsen. Maksimal stigning i ét stræk 106 m, total stigning 119 m, distance 6,8 km. Tiden blev lige knap 2 timer. Flot, flot natur. Fik set udsigt, kirker, øer, øhav, Svanninge by og omegn, træer, så o-skærme, Findveji-poster, smat-stier, mountainbike-spor. Det hele var der. Og en del af ruten var endda en del af Øhavsstien, som vi sidst havde vandret på på Langeland.
Forud var gået en tur til Svanninge Sognegård for at hente Nytårsmenuen. Ser fint ud, skal blot lige tilberedes. Ovnen sættes på 180 grader, siger Anne Marie, og så kommer det af sig selv. Champagnen er på køl og klar til dronningens nytårstale, sammen med de små gulerodsstave, bladselleristave, osten og pølsen, dækket med et viskestykke (rent). Når talen er ovre og kommensariatet er færdig med at analysere og kommentere og repetere og visualisere majestætens ord, går vi i gang med middagen, mens DR2’s Nytårskoncert afspilles i baggrunden. Kaffen og cognac’en, har vi for resten ikke i år, men portvinen så da, nyder vi under den Klassiske Musikquiz inden aftenens opera, Boheme, fra Operahuset. Og så er vi klar til Rådhusklokkerne.
Sådan er det ikke altid gået. Jeg husker den første nytårsaften i Zambia. Vi fejrede den sammen med en hel flok andre MS-frivillige af alle aldre i Luangwa Valley Nationalpark, som i øvrigt er Afrikas bedste Nationalpark, men det er helt anden historie.
Vi var altså taget på landet, til Luangwa Valley Nationalpark, sammen med andre frivillige. Og et par frivillig-børn. Vi boede på en ikke særlig luksuriøs lodge, for nu at sige det mildt. Placeringen af lodgen var til gengæld til 13 på den gamle karakterskala. Den lå helt op til Luangwa River, der løber igennem nationalparken og har givet navn til parken. Vi linede nytårsbordet op med udsigt til floden. Der var ikke meget vand i floden, det er tørtid i december. Til gengæld var der mange flodheste. Og krokodiller. Lodgen lå på en høj klint, vel omkring 10-20 meter over floden, så der var ikke fare for liv og lemmer. Hvis altså vi kunne lade være med at kaste os ud over klintkanten. Og det kunne vi.
Menuen var såmænd heller ikke så avanceret. Forsyningssituationen i Zambia var mildest talt problematisk. Men øl og spiritus var intet problem. Den lokale øl hed Mosi o’tunya, i daglig tale Mosi, opkaldt efter Victoria vandfaldet. Mosi o’tunya betyder ’Røgen der buldrer’ på lokalsproget. Men den lokale øl, Mosi, var altså opkaldt efter vandfaldet. Og sådan smagte den også. Kan ikke huske, hvad den lokale spiritus hed, men den var til at få fat i for billige penge.
Der var ingen mangel på hverken øl eller spiritus, så det blev en særdeles festlig aften. Der var heller ingen mangel på tømmermænd næste morgen. På det tidspunkt var Bamse og Kyllingen meget populær hos frivillig-børn, så den fik ikke for lidt på tape-afspilleren den næste morgen. Meget tidlig. Rigtig meget tidlig. Ungerne havde jo hverken indtaget Mosi eller den lokale whisky, så de var friske. Og absolut ikke populære. Forældrene syntes nu ikke, at det var et problem med den insisterende, gentagne afspilning af Bamse og Kylling. Lad dog børnene, var holdningen. Så var forældrene heller ikke populære. Op ad dagen kom vi på benene og tog en tur ind i nationalparken og så på de vilde dyr. Men det er også en anden historie.
Nu er 2020 snart slut, så herfra det lille hus i skoven ønsker vi et rigtigt godt nytår.
