Endnu en flytning

Vi har efterhånden opnået en vis rutine i at flytte. Ikke blot i vores nuværende nomadeliv. Anne Marie og jeg flyttede sammen i 1984. At tænke sig, det er mere end 36 år siden. Som tiden dog løber.

Dengang boede jeg i en ejerlejlighed i Gersdorffsgade i Horsens. Med skråvægge og altan. På 2. sal. Dejligt sted, i øvrigt. Henrik, min søn, boede der også. Han gik på Statsskolen, mens Anne Marie og jeg begge underviste på Handelsgymnasiet. Vi skulle som regel møde samtidig, kl. 08.00, og far, det er mig, havde bil. De to skoler lå nogenlunde i samme bydel, så det faldt naturligt at køre knægten på gymnasiet, inden vi mødte op på Handelsgymnasiet. Det var ikke nogen stor omvej. I hvert fald mente knægten, at det faldt naturligt. Og at det ikke var nogen stor omvej. Han var godt nok 18+ år, cyklen var opfundet, og han var blevet grundigt oplært i cyklismen, så egentlig var der ikke noget i vejen for, at han kunne cykle. Ud over altså, at han fandt det naturligt, at far gav et lift. Og så var han, og jeg, i øvrigt også sikker på, at han kom i skole til tiden. Henrik led, som så mange teenagere både dengang og nu, af en meget udbredt og velkendt form for teenager-sovesyge. Især om morgenen. Så den godmodige far gav derfor et lift hver morgen. Sådan da. Vi havde dog én klar aftale, at han skulle være klar på det aftalte afgangstidspunkt. Det var han sjældent. Teen-sovesygen er ikke sådan at bekæmpe. Om morgenen. Så derfor sad Anne Marie og jeg mangen en morgen nede i bilen på Gersdorffsgade og trommede tommelfingre, indtil knægten arriverede, og vi kunne drøne mod Statsskolen. I håb om grønt lys i krydsene. Dengang var trafikken ikke så tæt, lyskryds ikke så udbredt, og der var ingen rundkørsler. Så vi nåede det som regel. At få knægten droppet i tide. Vi andre måtte så haste til Handelsskolen, kaste os ind på lærerværelset, få frakken af, haste ud til klasselokalet, i døren støde sammen med de senest ankomne elever, dem der lige nåede det, inden matematikundervisningen gik i gang. Det gik egentlig meget godt. Syntes knægten. Han nåede det jo fint. Og syntes egentlig ikke, at der var grund til at ændre proceduren. Indtil den dag, hvor vi besluttede at køre på det aftalte tidspunkt. Uden ham. Det blev vi da ikke ligefrem populære på. Lige netop den dag nåede han ikke i skole til tiden, og det var alt sammen vores skyld. Hævdede han hårdnakket. Sidenhen startede vi til tiden. Som aftalt. Det kan altså godt lade sig gøre at få teenagere til at blive omstillingsparate.

Gersdorffsgade var det første sted, vi boede sammen, Anne Marie og jeg. Så til Søvind et par år, til Balle ved Odder, ud af Danmark til Lusaka i Zambia, derefter til 2 forskellige boliger i Harare i Zimbabwe, naturligvis ikke på samme tid, til Gokwe ude på landet i Zimbabwe, det var her vi kunne sidde på terrassen og se zebraer og gnuer, tilbage til Danmark og nu i et lille fint hus i Stensballe ved Horsens. Det var syv forskellige steder i løbet af fire år. Vi boede i Stensballe et halvt års tid, inden vi igen flyttede til Afrika. Og startede en ny flytterundt runde. Men det er en anden historie.

Nu er vi i Svanninge Bakker. Vi kom i søndags, med noget besvær. Stormen gjorde, at Langelandsfærgen i høj grad var i farezonen, og det var Storebæltsbroen sådan set også. Al sejlads mellem Tårs og Spodsbjerg var aflyst hele dagen, i hvert fald indtil kl. 17.15, fik vi besked om på sms og mail tidligt om morgenen. Vi turde ikke satse på, at stormen ville løje så meget af, så færgen kunne starte sejladsen igen om aftenen. Vi iværksatte derfor Plan B. Den gik ud på at køre op over Sjælland, ud over Storebæltsbroen og ned over Fyn. Det regnede. Slemt. Og stormede. Også slemt. Storebæltsbroen var ganske vist meldt lukningstruet fra tidlig morgen, men det blev ved truslerne. Vindfølsomme køretøjer blev dog frarådet kørsel på broen. Vi blev enige med os selv om, at vores hybrid med bagagerum og kabine tæt pakket og fyldt til randen med alskens sager, inklusive to krammedyr, Gombe og Knuth, ikke kunne karakteriseres som vindfølsom, så vi kørte glade og fro ud på broen. Og det regnede. På broen var der hastighedsbegrænsning på 50 km. Det var ét af de tilfælde, hvor man absolut ikke var i tvivl om, at begrænsningen var berettiget. Det ruskede slemt i både bil og cykelhænger. Vi kom over, satte kursen mod Odense, drejede mod Svendborg og senere mod Fåborg, eller rettere SPAR Købmanden i Horne, hvor vi skulle hente nøglen. Horne er halvejs mod Bøjden, langt fra Højbolund i Svanninge Bakker. Regnen stod ned i Horne. Nu vendte vi hybriden og kørte mod Fåborg for at handle. Fandt Super-Brugsen, fik friske forsyninger af alting og kunne derefter, endelig, starte den sidste etape mod huset i Højbolund. Det regnede stadigvæk.

Det gjorde det også, da vi standsede bilen ved et lille hyggeligt hus for enden af vejen. Vores hjem de næste tre uger. Endnu et hus på en skrænt. Godt nok. Vi fik tømt bilen og fordelt vores habengut rundt om i huset. Vi var fremme. Og det regnede.