Svanninge Bakker
27. december 2020 - 16. januar 2021
Mine fødselsdage har været fejret på mange forskellige måder. De runde: 40 år. 50 år, 60 år og 70 år husker jeg tydeligt. En del af de andre er forsvundet i tågerne. Der er til gengæld andre, der har fæstnet sig i erindringen. Fødselsdagen i januar 1989, det samme år, som vi havde gjort os vældig upopulære over for et par børnefamilier, fordi vi Nytårsdag, meget tidligt, havde bedt deres børn om på en temmelig håndfast måde at slukke for Bamse og Kyllingen, har især gjort et uudsletteligt indtryk. Det var dengang, de frivillige i Zambia havde anbefalet MS, meget kraftigt, om at lukke programmet i Lusaka og Kobberbæltet, hvor sikkerheden for de frivillige begge steder var uacceptabel. Det år faldt min fødselsdag på en lørdag, 8. januar 1989, og jeg blev 46 år. Om formiddagen holdt vi et stormøde med alle Zambia-frivillige, hvor beslutningen var truffet. Ikke at MS skulle lukke, for det havde vi naturligvis ikke bemyndigelse til, men at vi anbefalede en lukning.
Da det nu var min fødselsdag, og da vi boede i Lusaka, havde vi inviteret alle ud i vores hus om aftenen. Folk tog selv mad og drikke med. Godt gammeldags sammenskudsgilde. Det blev en festlig aften, for nu at sige det mildt. Der var rigeligt med mad og drikke og det var værdsat. På et tidspunkt syntes folk, at vi skulle danse. Nu var problemet, at vi ikke havde musik. Dengang var der ikke noget, der hed internet eller streaming, så musik var noget, man fik fra en radio eller båndoptager. Vi havde en lille kortbølgeradio, et koncept som ikke er kendt i vore dage, men med sådan et lille apparat kunne man fange alle verdens radiostationer. Der var dog ikke mange, der sendte dansemusik lige den lørdag aften. Så hvad gjorde vi så. Vi sang til dansen. Jeg husker med stor fryd, hvordan MS Administrator,. Jørn Kronow hed han, svang sin svenske hustru Birgitta i dansen, mens hans skrålede Calle Schewens vals. Flot lød det. Vi andre sang med så godt som vi kunne. Teksten var lige meget.
Folk forsvandt pø om pø i løbet af natten. Hvordan vides ikke med bestemthed, men næste morgen, da vi stod op, fandt vi Morten liggende i dyb søvn under vores spisebord.
En mindeværdig fødselsdag. Der har været andre. Men lad det ligge lige nu. Dagen i dag har været en fin fødselsdag, selv om jeg gerne ville have haft mulighed for at vandre i Svanninge Bakker og Bjerge. Det kommer snart igen.
Vejret var smukt til morgen. Det store bed med rododendron stod flot med sne. Det samme gjorde de kæmpestore grantræer. Fuglene fandt føden på fuglebrættet. Det er nu mest solsorte, men musvitter og andre småfugle kommer også forbi. De er sky og svære at få på kornet.
Tilbageblik på fødselsdage
Det er Elvis Presley’s fødselsdag i dag, den 8. januar. Elvis ville være fyldt 85 år i dag. Det er også tvillingernes fødselsdag, de yngste af Kronprinseparrets børn. Jeg kan ikke huske, hvad de hedder. Et eller andet grønlandsk. Alle toge, busser og offentlige bygninger flager med Dannebrog i dag, og jeg kan gå rundt og tro, at det er for mig, de flager for. Det er det ikke. Det ved jeg godt. Selv om det også er min fødselsdag i dag. Det er rart at have fødselsdag på en officiel flagdag.
Vores bryllupsdag falder også på en flagdag. Det er Grundlovsdag, den 5. juni. Den dag valgte vi helt bevidst, for så ville der være flag overalt i landet hvert eneste år på vores bryllupsdag. Da vi blev gift, boede vi i Roskilde. I Domsognet. Vi kunne derfor blive gift i Roskilde Domkirke. Og det blev vi. Lørdag den 5. juni 2004. En utrolig fin, men stille, ceremoni på en fantastisk flot solskinsdag. Men det er en helt anden historie.
Elvis og jeg har altså begge fødselsdag den 8. januar. Min fødselsdag forløb ret stille og roligt. Jeg ved ikke med Elvis’.
Vi havde aftalt i går aftes, dvs. Anne Marie og jeg, ikke Elvis, efter at have fulgt kommensariatets analyser af begivenhederne i Washington, at Anne Marie skulle stå op før mig. Det gør hun nu godt nok hver morgen, men i morges var der den forandring, at der var tændt op i brændeovnen, teen var lavet, yoghurten hældt op, og der var gaver på morgenbordet. Sædvanligvis er det mig, der laver te og tænder op, mens Anne Marie er i bad, og så bytter vi, så når jeg er i bad, sørger Anne Marie for yoghurten med müesli og frugt. Men i dag var rollerne altså byttet om.
Vi tog os god tid til at få pakket gaverne op, en flaske god cognac og to par bomuldsunderbukser, begge indkøb i SuperBrugsen i Fåborg. Det er vist efterhånden den eneste butik, sammen med Føtex, der er åben. Og en aviskiosk, som ingen aviser sælger. Jeg ved det, for jeg var inde for at købe en avis forleden dag, og kioskmanden sagde beklagende, at han ikke havde aviser. ”Det er en ren underskudsforretning”, sagde han.
Det forstår jeg ikke helt, for jeg tror da, at mange mennesker køber noget mere, når de nu alligevel er i kiosken. Og så er de vel ligesom vænnet til at komme i kiosken. Men hvad ved jeg, jeg har aldrig været kioskejer. Han havde i øvrigt heller ikke et bykort. Turist-info er jo lukket, vi har ingen printer og dermed intet bykort på papir, som det er rart at have, når man går rundt i en fremmed by. Men altså, et bykort var heller ikke med i hans kiosk-sortiment.
Jeg er nu lige så gammel som Joe Biden. Et par måneder yngre, men det har jeg sådan set altid været. Jeg er nogle år ældre end Donald Trump. Og knap så skør. Det har jeg vist også altid været. Knap så skør.