Vi har altid vandret, ofte for at finde smukke udsigter. En af de flotteste udsigter, vi har været på sammen, er Mount Nyangani, det højeste punkt i Zimbabwe. Det ligger helt mod øst, lige på grænsen til Mozambique. Toppen er 2593 over havet. Der er fine billeder fra toppen på Google Earth. Dog ikke de billeder, vi selv har taget. Man parkerer på en p-plads i vel omkring 1800 m højde, og går derefter meget stejlt opad til et forholdsvis jævnt stigende plateau. Det tager 3-4 timer til selve toppen, der ligger 40 m over det omgivende moselandskab. Vi har været der mange gange. Da vi boede i Zimbabwe, havde vi mulighed for at leje en hytte lige neden for bjerget. Vi fik kendskab til stedet via en god ven, som kendte en person, der havde en bekendt, hvis onkel, eller var det tante, havde en niece, eller var det nevø, der ejede hytten. Hun var dyrlæge. Det har sådan set ikke noget med historien at gøre, men det er nu da rart at vide.

Som sagt boede vi der tit. Det var et fint sted at tage gæster fra Danmark med til. Og det gjorde vi tit. Nyangani kunne bestiges fra den føromtalte p-plads, men man kunne også kravle op af den meget stejle vestkant, hvis man havde lyst til at få pulsen op i det helt høje leje. Det gjorde vi en enkelt gang, i øvrigt sammen med Ditlev, en anden af vores gode venner, som besøgte os både i Zimbabwe, Mozambique og Tanzania.

En anden gang, vi besteg bjerget, denne gang alene, Anne Marie og jeg, havde vi taget en orienteringsskærm med for at tage et billede på toppen af mig og skærmen. Det gjorde vi tit, tog et billede af mig og en skærm. Det blev sendt hjem til mine gamle o-venner i Horsens, med hvem vi havde en aftale om at sende billeder hjem af en orienteringsskærm fra eksotiske steder. Da vi denne gang var på toppen af Nyangani med den helt fantastiske udsigt ud over den vestlige del af Mozambique og den østlige del af Zimbabwe, tog vi skærmen ud af rygsækken, hvor vi en passant havde mad og vand med, det skal man have i troperne, og begyndte af stille op til et still-billede af en o-løber med skærm på toppen af verden, eller i hvert fald Zimbabwe. På samme tid var der dukket en familie op, som vi havde fulgtes mere eller mindre med på stigningen op til toppen, far og mor og to børn, en af hvert køn, og da de så, hvad vi var i gang med, spurgte de, om vi var orienteringsløbere. ”Oh yes”, sagde vi. Jamen, det var de da også, sagde de så. På klingende sydafrikansk. Det viste sig, at de var fra Johannesburg og ivrige o-løbere. Vi fik en god lang snak om orientering. Mærkværdigt lige at møde en o-familie på toppen af Nyangani i et land, hvor der i øvrigt ikke var en eneste orienteringsløber. Eller rettere, det var der jo, en enkelt, undertegnede.

Den lille fine hytte, som vi boede i, lå lige uden for Nyanga National Park. Her var der mange fine stier at vandre på. Og mange fine udsigter. En af stierne gik langs en lille, temmelig bred, bæk med en stærk strøm. Her var det, at Anne Marie engang ville hoppe over bæk ved at springe ud på en sten midt i bækken, og derefter springe videre ind på bredden på den anden side. Det gik fint med at springe ud fra bredden mod stenen i midten af bækken, men det gik ikke så godt med at lande sikkert på stenen, så dels blev hun meget våd og dels, var der var værre, forstuvede hun sin fod. Ikke alvorligt, men nok til, at hun skulle have meget støtte til at humpe hjem. Det var naturligvis så langt væk fra hytten, som vi kunne komme, en 5-6 km vel sagtens. Hjem kom vi, og efter en kort rekonvalescens var Anne Maries fod så god som ny,

Hytten var vores ferie favoritsted, mens vi boede i Zimbabwe. På terrassen kunne man sidde i timevis og beundre det flotte bølgende landskab i Eastern Highlands, navnet på den østlige del af landet, eller sidde og kigge ned på den ørreddam, der lå lige neden for hytten, og hvor vi kunne få ørreder til en rimelig pris.

Det var i 1990’erne, før Præsident Mugabe gik bananas og ødelagde landets økonomi. Gad vide, om stedet stadig eksisterer, og om dyrlægen, hyttens ejer, stadig er dyrlæge i Harare, og om der overhovedet er nogen dyr at være dyrlæge for.

Måske skulle vi tage en tur derned, når vi engang er færdige med at nomadisere i Danmark.