Vi skulle også have tid til at læse de informative tekster på de mange informationstavler, der findes på ruterne. Klog bliver man på gamle tiders sæder og skikke og skovens udvikling fra istiden til nu.

Jeg har faktisk løbet et par orienteringsløb i Svanninge for mange år siden. Tror, det var i midten af 70’erne. Jeg kan ikke huske, at skoven var så flot og interessant. Men det var den vel. Jeg var dengang sikkert også mere interesseret i at komme hurtigt frem fra post til post end at nyde naturen. Nu er det omvendt. Vi nød virkelig turen.

Vi startede i bjergenes østligste hjørne. Ved P-pladsen ved Reventlowsvej 102A. Herfra gik det mod nord ad en god skovvej til Brænde Lunge, et meget smukt vådområde, der i ynglesæsonen er lukket for publikum. Der er ikke ynglesæson nu, så vi tog turen rundt om søen og mosen. Der var bestemt ikke ynglesæson lige nu, ikke en fugl så vi. Der havde til gengæld været en skulptør, der havde skulptureret en smuk træskulptur af et gammelt skulpturelt træ, som Anne Marie absolut skulle op at kravle i.

Ude af lungen gik vandreturen videre op ad Knagelbjerg. Snart var vi på toppen med en flot udsigt ud over Arreskov Sø, der er Fyns største sø. Den nød vi. Udsigten, altså. Herfra gik turen op og ned ad Tørvemosevejen, der er en vældig god bred skovvej. Omtrent halvvejs drejede vi mod syd gennem skoven på en lille smal skovsti. Temmelig smattet på sine steder. Det er, en passant, alle de små stier i Svanninge Bjerge for tiden. Den lille smattede sti endte i Hasselvejen. Her havde vi lidt problemer med at finde ud af, hvor vi var. Solen var borte, gemt bag en sky, og vi havde intet kompas med. Skov og kær og enge og søer passede ikke helt med kortet. Vi besluttede at dreje mod vest. En klog beslutning, for det var den rigtige vej. Et par hundrede meter oppe af Hasselvejen fandt vi en interessant informationstavle om Owaihi. Ja, altså, tavlen i sig selv var ikke særlig interessant men teksten på tavlen var. Her har der i gammel tid ligget et husmandssted i landsbyen Gerup. Owaihi fik sit navn i 1787 af digteren Jens Baggesen under et besøg hos Ludvig Reventlow og hans hustru Sibylle til Brahetrolleborg. De gamle bygninger blev revet ned i 1905, nu er der kun tilbage en stor bygning til skovens maskiner, redkaber, værktøj og materialer. Det forlød ikke, om bygningen også bliver brugt som frokoststue for skovens arbejdere, men det kunne da tænkes.

Vi fortsatte nu mod vest ad Hasselvejen, indtil vi igen nåede Tørvemosevejen. Ikke samme sted, som vi forlod den, men et stykke længere fremme. Tørvemosevejen havde også i mellemtiden slået et stort knæk mod syd, så det var noget længere sydpå. Vi så i øvrigt ikke noget til tørvemosen. Egentlig ærgerligt. Den må vel være der et sted. Kort efter vi havde sat foden på Tørvemosevejen, forlod vi igen vejen for at følge den røde rute ned ad en ret stejl, mudret, smattet sti, som endte i Troldekær, et fint lille vådområde med dam og mose. Her gjorde Anne Marie igen en interessant opdagelse. Endnu et nylagt muldvarpeskud.

Troldekær ligger i et dødishul, så derefter gik stien igen opad. Vi nåede endnu en kvægrist på toppen af dødishullet og var nu nået til Hestekrogsvej. Underlige navne, de har her på Sydfyn, men det hed vejen altså. Den gik vi kun på et ganske kort stykke tid mod nord, hvorefter vi drejede mod vest ind på en ganske smal sti gennem en skov af meget høje, meget gamle og meget flotte rødgrantræer. De var for ikke så længe siden blevet stammet op, kunne man se. Vi passerede Firetræsvejen, hvor der var betydelig flere end fire træer, og nåede snart Brillesøerne, endnu et flot vådområde med et kæmpehøjt énsidigt grantræ med udelukkende grene på østsiden. Gad vide, hvad der er sket med vestside-grenene?

Fra Brillesøerne fortsatte vi mod syd, passerede Peter Nielsens Vej og nåede ind over Kamelbakkerne, som vi havde planlagt. Vi fandt aldrig ud af, hvad kamelagtigt der er ved Kamelbakkerne. Der er da en pukkel eller to, men det er der mange steder i Svanninge Bjerge. Ned ad Kamelbakkerne gik det nu mod Tværvej, hvor vi passerede endnu to kvægriste, inden vi nåede ind på den østligste del af Tværvej. Her gik det ikke og og ned, men kun ned. Tværvej ender i 4-stjernen, hvor den støder sammen med Hestekrogsvej og Firetræsvejen i et slags kryds med 4 udveje. Sikkert derfor det hedder 4-stjernen. Med lidt god vilje kan man godt få det til at ligne en 4-stjerne. Vi var nu tilbage på den røde rute, ikke den samme som søndag, der er 2 røde ruter, og den vi gik på i dag var mere østlig den fra i søndags. Nu gik det igen op og senere ned. Det var en sti, en smal skovsti, med samme slags mudder og smat mange steder som alle andre steder. Vi havde en håndmad og en kande vand med. Det indtog vi på toppen, inden det igen gik nedad mod Tørvemosevejen. Her drejede vi mod nord og efter et par hundrede meter fandt vi en lille skovsti, der bragte os over til Knagelbjerg. Ja, altså, det var ikke skovstien, der bragte os over til den anden side, men vores ben. Selvfølgelig. Undervejs passerede vi Smutvejen, som vi ikke smuttede nedad. Vi fortsatte trolig ad den røde rute og var kort efter tilbage ved vores bil, der stod, hvor vi havde efterladt den. En herlig tur var til ende.

På vejen tilbage til det lille hus på skrænten i slugten i skoven, smuttede vi lige ind om Føtex for at købe sild til søndagsfrokosten. Og en søndagsavis. I dagens anledning, udover det var søndag, kunne det være interessant at se, hvad aviserne skrev om den seneste melding fra Venstre-fronten. 

På forsiden af BT stod der: ”Løkke – endelig fri”, mens Politiken’s forside lød: ”Befriet for Løkke”. Vælg selv. Vi valgte Politikken. Interessant hvad der nu vil ske på højre side af den politiske midte. Vi følger spændt med.