Walking Safari omkring Høbbet

En af de aktiviteter, vi har mest fornøjelse af, når vi har været på safari i Afrika, har været ”Walking Safari”. Konceptet er simpelt, man står op tidlig, meget tidlig, før solopgang kl. 06.00, og er man på en lodge med respekt for sig selv, så får man serveret et let morgenmåltid og en kaffe eller te, inden afgang til fods ud i naturen. Ved solopgang er dyrene ved at få øjne, skutte sig i nattens forsvindende kulde, glæde sig over solens varme og starte morgenmåltidet. Vegetarerne: hjorte, vortesvin, giraffer, elefanter, gnuer, aber, bøfler, etc. forsyner med de vegetariske gourmet-retter, mens rovdyrene: løver, leoparder, geparder, vilde hunde, hyæner og sjakaler sniger sig ind for at få et kødmåltid.

Man har en lokal guide med. Det er som regel en han, men kan også være en hun. Guiden har et gevær, som det er meningen, han skal bruge til at skræmme rovdyrene væk med. Er det en luksus walking safari så er der også en kaffe/te brygger med, hvis opgave det er at servere kaffe og te og biscuits, når man tager en pause omtrent midtvejs på vandreturen. Det er sjældent, at man kommer så tæt på rovdyrene, at guiden har brug for sit våben. Det er faktisk kun sket én gang på vores mange walking safarier. For mange år siden i en camp i den nordlige del af Zimbabwe. Mana Pools hed stedet. Den lå utrolig smukt på bredden af Zambezi-floden. Vi lå i telt, det var fint nok. Koldt var det ikke. Der er ingen kolde steder ved Zambezi-floden. Det var, mens vi var MS frivillige og på et meget lavt subsistens-vederlag.

På Mana Pools tilbød man walking safaris. Det skulle vi da med på. Det var vores første walking safaris. Og i øvrigt den, jeg husker bedst. Det var midt på dagen, men det har sådan set ingen betydning. Vi fik en grundig instruktion inden starten, og vi fik især kraftigt indskærpet, at hvis vi mødte en løve, skulle vi stå fuldstændig stille i et minut eller to og derefter langsomt, meget langsomt, gå baglæns ét skridt ad gangen, og aldrig, aldrig nogensinde, begynde at løbe. ”Ja, ja”, tænkte vi alle, ”vi møder da aldrig en løve”. Men det var lige, hvad vi gjorde.

Det startede stille og roligt, vi gik langsomt rundt i bushen og så nærmest ingenting. ”Det er fordi, der en løve i området”, sagde guiden. ”Ja, ja”, tænkte vi, ”det skal han jo sige, for at bygge stemningen op”. Nogle folk i gruppen gik småsnakkende rundt og udvekslede erindringer fra andre safaris, de havde været på. Nogle folk er ikke tilfredse med, hvad de ser lige nu, men skal altid forsøge at overgå hinanden med egne oplevelser. Sådan en slags ”min oplevelse er bedre end din” hanekamp, selv om det nu for det meste er en hønekamp. Eller kyllingekamp. Folk gik også og snakkede om, at hvis de virkelig mødte en løve, ville de så være koldblodige nok til at stå helt stille og derefter gå langsomt, meget langsomt, baglæns ét skridt ad gangen.

Efter et stykke tid, hvor vi absolut ikke havde set noget som helst, sagde guiden, at der lå en løve inde i den tykning, som vi lige var gået næsten hele vejen rundt om. Guiden mente nok, at vi kunne gå lidt tættere på. Det gjorde vi så. Vi var ret afslappede. Det stoppede brat. Pludselig lød der et brøl, et rigtigt løvebrøl, og ud sprang løven og løb lige imod os. Og så skal jeg da ellers love for, at folk kunne holde mund og stå stille. Da vi stod stille, stod løven også stille. Og kiggede. Mens hele gruppen, uden en lyd, ganske, ganske langsomt gik baglæns ét skridt ad gangen. Efter en 20-30 forsigtige baglæns skridt, uden at falde heldigvis, det kunne have haft fatale konsekvenser, mistede løven interessen, vendte om og gik tilbage i skjul. Tricket er naturligvis at bevæge sig så langsomt, at løven ikke kan følge med i de langsomme bevægelser. Det er lidt ligesom katten og musen. Katten kan ikke finde ud af fangsten, hvis ikke musen forsøger at løbe væk. Da vi var i sikkerhed, sagde guiden, at det ikke var rigtig farligt. Første gang en løve gør et udfald, er det ikke, fordi løven vil angribe, sagde han, det er kun for at markere sit territorium. Det var vi glade for at høre, for vi havde faktisk været ved at skide i bukserne. Men OK, den forklaring godtog vi.

Her er der så en lille krølle på historien. Nogle måneder senere mødte vi en god bekendt i Zambia. Han var biolog og rådgiver i vildtpleje i Luangwa Valley. Anne Marie kendte ham fra sin tid som Wildlife Coordinator i Gokwe. Ham fortalte vi hele historien, og han var ved at falde ned ad stolen af grin. Der er absolut ikke noget, der hedder ”første udfald er kun for at markere”, når det drejer sig om løver, sagde han. Alle udfald er angreb. Godt, at vi ikke vidste det, dengang i Mana Pools.

I dag ville vi gå rundt på en 5 km rute omkring Høbbet. Det er et stort landbrug, som ligger klos op ad Svanninge Bjerge, ja faktisk er det vel en del af bjergene. Ejendommen administreres også af Bikuben Fonden, som har udlagt et par ruter rundt om marker og gennem små skovparceller. Her er der kvæg i massevis. Alle sammen tyre. De var godmodige og flyttede sig pænt, da vi bad dem om at flytte sig væk fra stien. Vi så desværre hverken giraffer, elefanter eller flodheste i de mange vandhuller. Ej heller løver. Det var måske godt nok, alene som vi var på hele ruten, uden våben.