Siden havde vi besøg af en tekniker, der kom for at rense gulvafløbet i brusekabinen. Det er ellers et veludstyret hus, vi bor i, men lige netop gulvafløbet var åbenbart ikke blevet tjekket, inden vi indtog huset. Det er nu renset, og jeg går ud fra, at vi i morgen kan nøjes med et brusebad uden samtidig at få fodbad op til anklerne.

Det her hus er faktisk det mest veludstyrede hus, vi hidtil har boet i. Her er alt, dog ikke en tørretumbler. Til gengæld er der en tørresnor i carporten og ikke mindre end 2 sammenklappelige tørrestativer, som vi har haft i brug. De virker. Da vi først havde fundet ud, hvordan de skulle slås op. Der er alt i køkkenudstyr, fra det mere almindelige, store og små knive, osteskærer, vinåbner, øloplukker, brødrister, skærebrætter, etc. til det mere eksotiske. Vi havde f.eks. ikke forestillet os at finde udstikningsforme til julesmåkager, en gammeldags persillehakke af den slags med 2 håndtag i siderne og en buet jernkniv under til persillehakning eller en gammeldags rund beholder til at udstikke melboller. God at have i tilfælde af, at man skulle finde på at lave melboller helt fra bunden. Jeg tvivler. Forloren skildpadde står ikke lige på menuen.

Det er vist også det hyggeligste hus, vi har boet i. Det uhyggeligste, vi har boet i, var det i Lusaka. Vi boede der faktisk kun i 9 måneder, men hvilke måneder var det ikke. Det var mod slutningen af ét-parti-systemet i Zambia, der var mangel på forsyninger, folk var fattige. Og hvad tyer man så til? Alt fra lommetyveri til hjemmerøverier, naturligvis. Og hvem stjæler man så fra? De rige, naturligvis. Og hvem var de rige? De udenlandske rådgivere, naturligvis. Der blev ikke skelnet mellem MS-frivillige på et lille vederlag eller Danida-rådgivere på en god løn. De hvide er rige, var mantraet. Vi kom i maj 1988 og hen imod slutningen af året blev forbrydelserne grovere og grovere. Det eskalerede til en grad, så alle følte sig utrygge. Selv om det værste, vi kom ud fra, var den nat, hvor en eller anden stodder havde skåret et hul i vores græshegn på størrelse med en ladeport. Bred nok til, at vores lille Peugeot 205 kunne have været kørt ud. Hvad den ikke var blevet. Det har nok blot været nogle unge mennesker, der havde moret sig med en practical joke. Havde det været en seriøs røver, havde han nok skudt nattevagten, kortsluttet den lille Peugeot og kørt væk. Om vores nattevagt havde set eller hørt det? Naturligvis ikke. Han var lige så overrasket som os morgenen efter. Nu kan jeg naturligvis ikke med sikkerhed vide, om vagten havde sovet på sin vagt, det kunne jo være sket i stor stilhed. Vi havde en alarm, som nattevagten kunne trykke på, hvis der skete noget forbryderisk. Hvad der så skulle ske, ved jeg egentlig ikke. Måske var det meningen, at jeg skulle fare ud af sengen og hjælpe vagten med at skræmme forbryderne på flugt. Kunne sikkert have effektivt. Lige den nat, hvor vores græshegn blev forsynet med en ny ladeport, lød der ingen alarm fra nattevagten, hvilket jo nok betyder, at det havde været en meget stilfærdig ladeports-tekniker. Andre nætter blev alarmen faktisk aktiveret, hvorefter jeg sprang ud af sengen og ud til fordøren for at undersøge, hvad der var sket. Der skete aldrig noget. Heldigvis. Jeg havde en mistanke om, at vagten brugte alarmen for at holde sig selv vågen og i øvrigt gøre herskaberne opmærksom på, at han passede godt på os.

Kriminaliteten eskalerede hen imod jul i 1988 i en sådan grad, at vi blev mere og mere utrygge ved at bo i Lusaka. Et par frivillige havde været ude for røveriske overfald, og værre endnu havde der også været en voldtægt. Vi barrikaderede os hver nat med en 4x4 tommer rafte under døren ind til vores stue og soveværelse, og jeg havde en økse stående ved siden af min seng. Det var selvfølgelig uholdbart i længden, så vi bad om at blive flyttet til en mere sikker destination. Eller sendt hjem, hvis MS ikke kunne finde et sted at sende os hen. Det kunne man heldigvis, så vi blev tilbudt at flytte til Harare i Zimbabwe.

Her var vi så de næste par år, indtil vi det sidste år i Zimbabwe flyttede til Gokwe ind i det hus, hvor vi kunne sidde hver aften på terrassen og se zebraer på savannen neden for. Anne Marie påstår ganske vist, at det er en skrøne. Den lokale befolkning vidste med sikkerhed, at der var der. Og så skal det jo nok være rigtigt. Anne Marie en gang lov at tage op i et 4-personers fly for at se, om de kunne finde de der meget omtalte zebraer. Det lykkedes ikke. Men jeg så dem i hvert fald tit fra terrassen foran vores hus.

Og så er der så en lille ironisk sløjfe på historien om flytningen til Zimbabwe. I Harare blev vi tildelt et fint lille rækkehus i to etager. Vi havde de ting med, vi kunne have i den lille Peugeot 205, og det var ikke meget. Umiddelbart efter flytningen skulle vi 3-4 dage på projektbesøg ude i landet. Da vi glade og fro vendte hjem fra et fint projektbesøg, fandt vi vores køkkendør åben og en flink politimand inden for. Han kunne fortælle os, at vi havde haft indbrud, mens vi havde været væk. Det var årets joke i frivillig-samfundet i Zimbabwe, at vi flyttede fra Zambia af sikkerhedsgrunde og det første, der sker i Zimbabwe, er et indbrud. Landekontoret kunne ikke rigtig se det morsomme i situationen, så de reagerede utrolig hurtigt og fandt os med det samme en ny og mere sikker bolig. En kæmpestor lejlighed på 2. sal på hjørnet af Sixth Avenue og Tongogara Road, lige over for Præsident Mugabes kæmpestore domæne midt i byen. Præsidentpaladset var nærmest et fort med en uindtagelig høj mur rundt om paladset og den adskillige hektar store park. Afrikanske præsidenter har altid været rædselsslagne for at blive kuppet. Vist med god grund. Vores lejlighed lå imidlertid så højt, at vi kunne kigge over muren. Vi kunne se, der gik geder i parken.

Lejligheden var en af mange i et stort kompleks af lejligheder. Der var vagtmand ved døren, og han var effektiv. Engang kom MS Landekoordinator, Vagn hed han, for at besøge os. Selv om han hårnakket hævdede, at han kendte os ganske godt, fik han ikke lov til selv at gå op til os. Vagtmanden låste lejlighedskompleksets hoveddør, fulgte Vagn op på 2. sal, ringede på, vi åbnede, og vagtmanden spurgte os så, om det var en person, vi kendte, Se, det var trygt. Hovedparten af de øvrige beboere var gamle, rigtig gamle, rige hvide Zimbabwere med mange penge. De havde mange praktiske problemer, som vi ikke havde. Men det er en helt anden historie.